Tema-tirsdag #59: Om at læse med fløjlshandsker på

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

Der eksisterer få spørgsmål, der kan splitte læsere så tydeligt ad, som disse kan. Spørgsmålet om at knække ryggen på paperback eller at gøre læsningen besværlig med en smalt åbnet bog. Spørgsmålet om at lave æselører frem for at bruge bogmærker. Spørgsmålet om at understrege og overstrege, frem for at indsætte post-its med noter på. Spørgsmålet om at behandle sine bøger skødesløst frem for at læse med fløjlshandsker på. Spørgsmålet om at betragte bogen som en tekst, der skal læses eller som et objekt, der skal bevares. Og naturligvis hører jeg til i den sidstnævnte kategori. Det siger næsten sig selv.
Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget forsigtig med den måde, jeg behandler mine bøger på. Nogle vil måske endda kalde mig for sart, og det er jeg egentligt slet ikke i stand til at argumentere imod. Tanken om et bøjet sidehjørne, en chokoladeplet eller en knækket paperbackryg i mine bøger, kan næsten gøre mig helt grædefærdig, og det er også derfor, jeg så nødigt låner mine bøger ud til andre. For jeg har brug for at vide, at mine bøger bliver behandlet nænsomt og håndteret varsomt; jeg har brug for snorlige rygge, kridhvide sider og en fejlfri forside. Akkurat som da bøgerne blev købt.

I sidste ende er det nok i virkeligheden blot en personlig definition af bogskønhed og af købsmotiv, som spiller ind. Jeg betragter mine bøger som byggesten til mit livs bibliotek, og derfor opsporer jeg gerne dekorative forsider og overdådige bogrygge, som jeg forestiller mig vil pryde og pynte i mange år fremover. Jeg køber mine bøger i en øjeblikkelig forelskelse af, hvordan de ser ud nu, og jeg forsøger desperat at bevare mit førstehåndsintryk af min nye skatte. Fordi jeg betragter bogen som et objekt i ligeså høj grad som en læseværdig tekst, behandler jeg den forsigtigt. Jeg har næsten gjort det til en videnskab at læse en paperback uden at knække dens ryg undervejs. 

Men det har ikke altid været sådan. Ingen bøger er så tydeligt ramponerede og har været udsat for en ligeså stor kærlighedsmassakre som mine danske Harry Potter bøger. Det er på sin vis også smukt; for selvom bøgerne er mærket af juicepletter og chokoladefingre, tårer og noter i marginen, så er de også mærket af kærlighed. Af minder. Det er en næsten fysisk læseglæde, der er at spore i deres ridser og folder.
Det er netop også altid dét modargument, som jeg hører. At velholdte bøger er sterile og upersonlige, mens slidte paperbacks er elskede beviser på læsning og genlæsning. På sin vis er det også sandt; for de bøger jeg har ejet længst og elsket længst bærer tydeligt præg af det. Der er en vidunderlig skønhed i slitage, men der er, for mig, en mere storslået skønhed i velholdte overflader. For selvom slidte bøger er mærket af kærlighed, er velholdte bøger beskyttet af den selvsamme kærlighed. Og begge dele, på hver sin måde og i hver sin bogreol, er en form for bogskønhed, der siger ufatteligt meget om læseren selv.

Hvordan behandler I jeres bøger? Bruger I bogmærker eller laver I æselører? Knækker I bogrygge, eller stræber I på at bevare dem? Foretrækker I bøger med synlige slidmærker, eller ønsker I at bevare bøgerne i nykøbt stand? Og kan I se skønheden i begge dele?