"The English Patient" af Michael Ondaatje

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"The English Patient" af Michael Ondaatje, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2004 (org. udgivet i 1992). 3/5 stjerner.

Med udgangspunkt i Hana, en canadisk sygeplejerske udsendt i Italien under Anden Verdenskrig, fortæller Ondaatje en historie om fire vidt forskellige individer, der bringes sammen på tværs af alder og omstændigheder. Historien begynder, da Hana får besked på at drage videre til det næste hospital og den næste opgave. Hana nægter at forlade det italienske kloster, som har fungeret som midlertidigt sygehus. Hun vil blive, og hun vil passe på den unavngivne engelske patient, som ved en ulykke er blevet så forbrændt, at han ikke længere kan genkendes.
Hana gør det til sin største opgave at passe den engelske patient, at give ham morfin og at læse højt for ham. Hun undrer sig flere gange over, hvem han egentligt er, men hun har ingen spor at gå efter – pånær en slidt udgave af Herodot som patienten knuger ind til sig, altid.
I løbet af bogen slutter yderligere to væsener sig til det lille hjem i Villa San Girolamo; Caravaggio, som er en ven af Hanas afdøde far, og Kip som hver dag søger efter landminer og bomber.
"The English Patient" er således en bog om sorg, om krig, om søgen på identitet og om nuet, de flygtige øjeblikke, som karaktererne lever i.

“She had always wanted words, she loved them; grew up on them. Words gave her clarity, brought reason, shape.”

Jeg købte "The English Patient" af praktiske årsager, og jeg læste den delvist fordi, at den for 22 år siden vandt den prestigefyldte Man Booker Prize, og delvist fordi at Ondaatje snart kommer til Danmark. Jeg læste bogen på en nådesløs sommerdag under en strålende sol, og dens ord smeltede på papiret; bogstaverne hoppede og dansede for mine øjne, og jeg blev efterladt forvirret og døsig. Jeg blev væk og forsvandt ind i den lille bog som en mus i en kornmark; dens ord var akkurat ligeså uigennemskueligt sammenvævet som de enkelte kornstrå, der på afstand udgør et lokkende og bølgende fløjlstæppe.
For sagen er den, at "The English Patient" er en bog uden et plot, uden en tidslinje og uden en decideret retning at bevæge sig imod. Ondaatje fører ikke karaktererne nogen steder hen, men spekulerer i stedet på hvor de er i nuet, og hvordan de er nået dertil. Ligesom når Hana i sin højtlæsning for den engelske patient lister ind i biblioteket og lader sine fingerspidser udvælge en vilkårlig bog, for derefter at åbne den på et tilfældigt sted og læse tilfældige ord, er rækkefølgen af begivenhederne, deres kontekst og deres fuldbyrdede mening ikke vigtigt hos Ondaatje. Det er nuet, sanseligheden, følelsen og det spindelvæv af tanker der rører sig, der i stedet er i fokus. Og det er svært. Det er så svært, at jeg færdiglæste bogen uden den fjerneste idé om, hvad den egentligt handlede om. Men måske handler den slet ikke om noget; måske er den blot en samling af indfangede, stillestående øjeblikke der tilsammen udgør en bog. Jeg er ikke helt sikker længere, for det er ikke sådan, jeg plejer at læse en bog. Men jeg kunne ikke lade være med at læse den alligevel.
For Ondaatje skriver smukt. Hans sætninger er små gennemarbejdede mirakler, og de oplyser siderne i en vedvarende sanseeksplosion, ord for ord. Der er øjeblikke, hvor man næsten tror, man er i den engelske patients indre, i hans minder midt ude fra den endeløse ørken. Der er glimt af Kips motiver, hans evige søgen efter den næste fare, efter den næste bombe, der er så desperate, at krigstraumer bliver mere end bare en klinisk term og næsten omdannes til en decideret følelse i ens egen krop. Og i den tunge morfin-døs er det muligt at finde og forstå Caravaggio, og den generelle fortabthed der gennemsyrer ham; tyven uden tommelfingre og manden uden et mål. Og så er der Hana, som binder alt sammen med sin kærlighed og mangel på samme; hun er i centrum som et lille barn, en hjælpeløs skygge der har dedikeret sit liv til at hjælpe andre. Karakterernes oplevelser bliver læserens oplevelser, og deres omgivelser og minder tårner sig op omkring en, som et landskab man kan færdes i, en verden man kan røre omend ikke forstå. Ondaatjes ord er så organiske og pulserende, at de vækker et sovende univers til live. 

“Moments before sleep are when she feels most alive, leaping across fragments of the day, bringing each moment into the bed with her like a child with schoolbooks and pencils. The day seems to have no order until these times, which are like a ledger for her, her body full of stories and situations.” 

Hvis jeg skulle skrive et par ord om, hvad bogen egentligt handler om, ville jeg gætte på, at den handler om identitet. Den engelske patients ansigt er udslettet og uigenkendeligt, og de omgivende karakterer er løsrevne fragmenter, overlevende flygtninge, fra en verden de ikke passede ind i. Måske handler bogen om, hvordan man genkender, føler og skaber sig selv, når ens ydre kendetegn er visket væk og ens identitet er fuldstændig usynlig for omverdenen. Måske handler bogen om, hvordan man ser sig selv, når ingen andre kan genkende en.
Men bogen handler også om mere og andet end det. I den engelske patients slidte udgave af Herodot findes spor af en dødsdømt kærlighedsaffære, altimens Hana nedskriver sine egne følelser i tilfældige bøger i klosterets bogreol. Kip søger efter bomber for at kontrollere en smule af sine omgivelser og influere sin egen skæbne, altimens Caravaggio gør det til sit primære projekt at finde ud af, hvem den engelske patient er, og om han virkelig er engelsk, som alle andre påstår. Alle karaktererne har en tung fortid bag sig, fyldt med sorg, tab, ødelæggelse og tortur. Alle karaktererne bærer rundt på et traume, og alle karakterne har været omgivet af død. Deres lille mikrosamfund er måske et forsøg på at opbygge deres splitrende verdener op på ny; men i så fald er jeg ikke sikker på, at det lykkedes. Ondaatje samler ikke alle trådene sammen, og alle hjerteknuderne løsnes ikke.
Jeg vil uden så meget som et nanosekunds tøven erklære "The English Patient" for en god bog. Den er en sanseligt forførende rejse gennem tid og sted, et utrætteligt karakterstudie og kapitlerne indeholder så megen skønhed og grusomhed, at mindet alene kan gøre mig helt svimmel. Men, som jeg skrev tidligere, er det også en svær bog, en tung bog, en bog ladet med problematisk meningsløshed og en tyk symbolik. Jeg vil ikke lade som om, jeg forstod den til fulde, for det gjorde jeg ikke. Samtidig tror jeg ikke, at forståelsen er bogens endelige mål, for ingen af karaktererne opnår den. Men det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med eller udlede af. Manglen på forståelse er, for mit vedkommende, ganske enkelt uforståelig.

“She entered the story knowing she would emerge from it feeling she had been immersed in the lives of others, in plots that stretched back twenty years, her body full of sentences and moments, as if awaking from sleep with a heaviness caused by unremembered dreams.”