"The Monk" af Matthew Lewis

"The Monk" af Matthew Lewis, fra Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1795). 3/5 stjerner.

Ikke alene blev "The Monk" skrevet af en 19årig forfatter – den blev også skrevet på mindre end 10 uger, og dens udgivelse var omgivet af den popularitet, der som regel medfølger en skandale.
I al almindelighed regnes "The Monk" for en af de vigtigste gotiske romaner. Den var en pionér inden for sin genre, og den nød en popularitet uden lige. Matthew Lewis var den første forfatter, der vovede at bruge en ophøjet præstefigur som kilden til al fordærvelse i sin  gotiske roman.
"The Monk" er en fortælling om munken Ambrosio, hvis prædiken er så højtagtet, at hele Madrid ugentligt valfarter til hans kirke for at høre ham tale. Ambrosio lever et ydmygt og gudfrygtigt liv, lige indtil den dag han opdager, at hans vigtigste elev i virkeligheden er en kvinde forklædt som en mand. Han drages af den smukke Matilda, og da hun tilbyder at blive hans skjulte elskerinde, kan Ambrosio ikke længere stå imod. Efter et stykke tid trættes han dog af hende, og i stedet falder hans blik på den unge og uskyldige Antonia. Matilda ser hans lyst blive overleveret til denne anden kvinde, og tilbyder at hjælpe ham med at forføre hende ved hjælp af sort magi og mørke gerninger. 

“An author, whether good or bad, or between both, is an animal whom every body is privileged to attack: for though all are not able to write books, all conceive themselves able to judge them.”

Jeg læste "The Monk", fordi Jane Austen læste "The Monk". Hvor fjollet og sammenkludret en logik det end forekommer at være, har jeg tænkt mig ganske langsomt at læse mig igennem de værker, som Austen henviser til og kritiserer i hendes roman, "Northanger Abbey". Både for at lære konteksten omkring "Northanger Abbey" bedre at kende; men også for at få et lille indblik i den gotiske genre, som vakte så stor sensation i 1700tallets England. 
I virkeligheden er "The Monk", fra ende til anden, en overdrevet, usandsynlig og næsten karikeret farce. Karaktererne gennemgår alverdens tænkelige uheld og synder, og Lewis bygger fornøjeligt den ene skandale efter den anden ovenpå sit, i forvejen, vaklende plot.  Mystiske sygdomme, forgiftning, overfald, voldtægt, kidnapning, mørk magi, djæveltilbedelse og mord er blot et sparsomt uddrag af nogle af de uhyrligheder, som bogen beskæftiger sig med. "The Monk" er ikke umiddelbart skrevet for at blive en god og vigtig bog – i stedet er den skrevet for at forarge og underholde, som 1700tallets skælvende svar på nutidens underholdsningstv.
"The Monk" er delvist en rammefortælling, og det vrimler med sammenvævede historier indeni historien. Da en ung mand ved navn Don Lorenzo bliver forelsket i Antonia, formes et kompliceret subplot, altimens romanen splittes i to; sideløbende med Antonias håbløse magtkamp mod Ambrosia, følger man Don Lorenzos forsøg på at opspore sin søster og vriste hende ud af klosterets fangenskab. Der er mange digressioner, og hele kapitler fungerer som mundtlige fortællinger om Don Lorenzos søster, Agnes, i stedet for at fokusere på det egentlige handlingsforløb om Antonia og den faldne munk, Ambrosio. Resultatet er en smule forvirrende, en smule springende og en smule overdramatisk; gotiske katastrofer i alle afskygninger drysses ud over enhver karakter, og romanen kaster den ene uhyrlighed efter den anden i begge plotlinjer. En fordærvet munk, ondsindede nonner, en mandlig tjener som i virkeligheden er en kvinde og en forbandelse fra djævelen selv, kan altsammen opspores i løbet af blot tyve siders handlingsforløb. 

“But who for a moment can deceive the eyes of love?”

Det mest pudsige ved at læse "The Monk" er, at det er så tydeligt at forstå, hvad Austen egentligt mente med sin kritik af den og hele dens genre. For romanen er, helt basalt, en serie af halsbrækkende krumspring for at bevare læserens opmærksomhed og interesse. Ikke én sætning er uden spænding, og ikke så meget som en eneste side går forbi uden en ny skandale. Karaktererne fungerer udelukkende som letgenkendelige stereotyper; Don Lorenzo er den typiske ædle helt, Antonia er kvinden i nød, altimens Matilda fremstilles som den djævelske femme fatale, der leder munken Ambrosio ned af en mørk vej. Alting er skåret efter en tydelig skabelon, og Lewis indsætter sin roman i et alment moralskema. Hvis der overhovedet er en pointe i "The Monk" må den være af moralsk karakter; et forsøg på at uddele straf, lærestrege og retfærdighed til de, der fortjener det.
Men det er en vag pointe, og det er en næsten ligegyldigt overbrugt idé, den bygger på. Det sande formål i "The Monk" er ikke at belære; det er at underholde. Og det er akkurat hvad bogens 400 sider skal betragtes som; 400 siders melodramatisk, højtravende og legende simpel underholdning. Matthew Lewis' roman er skrevet i en næsten overraskende simpel og letlæselig skrivestil, og uden de store refleksioner undervejs. "The Monk" er i stedet en plot-baseret bog med et næsten umuligt plot. Den er et lille indblik i, hvordan begrebet guilty pleasure tog sig ud i det 18. århundrede. Og for dét kan den værdsættes.