"The Museum of Extraordinary Things" af Alice Hoffman

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"The Museum of Extraordinary Things" af Alice Hoffman, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

Scenen er allerede skabt med bogens titel, dens forside, dens bagsidetekst. Det tager ikke mere end et øjeblik, før man som læser befinder sig i år 1911, i Brooklyn, i Coney Island, i en sælsom form for forlystelses-museum, omgivet af udstillinger bestående af levende såvel som døde mennesker. Man ser sig omkring, opdager fossiler, dresserede aber, piger med sommerfuglevinger og mænd med løvemod. Der hviler en kunstig fortryllelse over alting; synsbedrag, illusioner og snyderi udstiller som den ægte vare. Men man kan ikke lade være med at kigge alligevel.

I den verden er Coralie vokset op. Med en far der opsøger, fremstiller og udstiller ekstraordinære fund såvel som mennesker, er hun isoleret fra omverdenen. En dag bliver hun selv en del af udstillingen og må svømme rundt for faderens kunder med en specialfremstillet havfruehale. Hver aften bliver hun tvunget ud på lange svømmeture i Hudson River for at holde sine svømmerevner ved lige, og en dag ændres alting drastisk. For hun ser nogen i skovens udkant. Nogen som hun ikke kan glemme igen.

“As he slept he prayed that no one would wake him, for it was in dreams that a man found his truest desires.”

Denne bog giver ekko af højlydte lyde fra en højlydt by. Neon-skilte, råbende reklame-mænd, et oplyst pariserhjul der reflekteres i vandpytterne, hvinende og skrigende turister i søgen efter et øjebliks sjov, brændende fabrikker og arbejdere der falder ned i deres egen død, afsides skovområder der hjemsøges af en ulv, fotografiapparets klikkeri og en klaustrofobisk følelse af at være lukket inde, skjult bag en glasvæg i et ubetydeligt museum fyldt med camoufleret snyderi. Hoffman tilbyder både brede perspektiver og indsnævrede miniature-rum. På den ene side er man i New Yorks larmende gader i 1911, og på den anden side betragter man byen fra en kvælende glasboble. 

"The Museum of Extraordinary Things" er splittet i to. Kapitlerne veksler mellem en distanceret tredjepersonsfortæller og en personlig jeg-fortæller. Skiftevis bevæger man sig mellem en ren plotlinje og et narrativt kaos; erindringer, digressioner og usikkerhed hiver tidslinjen fra hinanden i samme øjeblik, som karaktererne selv griber historien og får overtaget. Ikke alene fortælles historien fra Coralies synspunkt; den fortælles også fra Eddie Cohens, den unge mand som Coralie en nat ser under de månebelyste træer i skoven. Hans historie er en fortælling om faderligt svigt, om en rejse fra Rusland til USA, om en glemt religion og om en verden hvis skønhed kun kan ses gennem et fotografiapparat. Han er en kontrast til Coralie med hans frihed, hans selvstændighed og hans berejste verdensperspektiv, men i virkeligheden er han ligeså knust, som hun er. Med sig bærer han et stjålent ur, som vejer tungt i hans lomme; det er en konstant påmindelse og et symbol på al det had, han nærer. Og en dag går uret i stå.

Det tager lang tid for Coralie og Eddie om at mødes. Gennem bogen forløber deres historier som to parallelle linjer, der altid er overfor hinanden, men som aldrig krydses. Eddie føres på lange ekspeditioner gennem New York for at fotografere for aviser og for at opklare et nagende mysterie. Coralie føres ned i sin fars kælder for at læse en dagbog og opdage en løgn, som hun aldrig vil være i stand til at glemme. Og selvom man hele tiden ved, at de to historielinjer vil blive til én, går der lang tid, før Coralie og Eddies veje fører dem sammen, før deres to verdener kolliderer med et blændende, skræmmende, levende fyrværkeri. 

“I would reach into the snow-dotted water. The frozen shore made me think of diamonds. I was enchanted by these evenings. The ebb and flow at the shore was bone white, sparkle. My breath came out in a fog and rose into the milky sky. Snow fell on my eyelashes, and all of Brooklyn turned white, a world in a globe. Every snowflake that I caught was a miracle unlike any other.”

Romanen er en hvirvelvind af historie, mysterier, barske livsvilkår, inderlig kærlighed og magisk realisme. Der er øjeblikke, som er umådeligt svære at kategorisere, fænomener som befinder sig i udkanten af den historiske kontekst, hændelser som ikke umiddelbart lader sig forklare. I Hudson River er der mørke understrømme, der trækker Coralie i forskellige retninger, leder hende mod Eddie og dernæst mod et lig, i Eddies drømme optræder Coralies fejende sorte hår, før han end har mødt hende, og i det ekstraordinære museums kælder, hvor Coralies far eksperimenterer, mødes videnskab med uhyrlighed, virkelighed sammensættes med fantasi. Og ligesom Coralies liv er halv virkelighed, halvt bedrag, halv fantasi, er bogens skrivestil det også. 
Hoffman har dyppet kanterne af sin bog og sin fjerpen i lyrisk klaustrofobi, og hendes sætninger drypper af ufortyndet skønhed. Ordene bringer liv til et historieskelet, som jeg har set mange gange før; de tilføjer atmosfære, stemning og sanselighed til en tidsalder, jeg aldrig selv har oplevet. Det ville være så let for mig at sammenligne "The Museum of the Extraordinary Things" med "The Palace of Curiosities", "Elijah's Mermaid" eller måske endda lejlighedsvis med "The Magic Toyshop", men bogen er på én gang så anderledes og så velkendt for mig, at en sammenligning slet ikke kan lade sig gøre.
Jeg blev forelsket i denne bog, da jeg var halvvejs igennem den. Hoffman tryllebandt mig med sin mirakuløse prosa, sine mange historietråde og sine konstant trykkende elementer af fremmedhed, af nedværdigelse og af fangenskab. Romanen er udgjort af vand og ild, ulve og fisk, måneskinsbelyste træer og neonoplyste forlystelser; planter blomstrer i nattens mørke, altimens et ur holder op med at tikke i dens ejers brystlomme. Mennesker bliver objektificeret, altimens objekter bliver personificeret. Hoffman vender virkeligheden på hovedet i sin mørke roman, der blander historie med magi, mysterier med kærlighed. Jeg blev forblændet, fortryllet og forundret over den flig af 1900-tallets New York, som Hoffman lukkede mig ind i for en kort stund. Jeg begik en grusom fejl, da jeg læste bogen for hurtigt, og jeg blev frarøvet noget særligt, da jeg lukkede den.

“Still Eddie looked back, and still he saw her form, the swimmer from the river, the woman who had come to him the way a dream does, unbidden and uncalled for, impossible to let go of.”