"The Prisoner of Heaven" (org. titel "El prisionero del cielo") af Carlos Ruis Zafón, fra forlaget Phoenix, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2011). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 3/5 stjerner.
I denne tredje bog i Zafóns trilogi flettes de to foregående bøger sammen. "The Prisoner of Heaven" forener Daniel Sempere med David Martin og sammenbinder Zafóns trilogi til en smuk helhed.
Bogen begynder i 1957, hvor Daniel Sempere og hans kone fejrer julen sammen med deres nyfødte søn. Deres fælles ven Fermín Romero de Torres skal snart giftes, og glæden stråler overalt i det lille hjem. Men glæden stopper brat, da en mystisk fremmed besøger Daniels bogbutik og truer med at afsløre hemmeligheder, der vil ødelægge Fermíns liv.
Med en stemme af rystende bekymring må Fermín indvie Daniel i de mørkeste hjørner af sin fortid, og bogen er dermed en genfortælling om Fermíns tilværelse i 1940'ernes Spanien, hvor han var fanget i et dystert fængsel.
Fermíns fortid er tilsyneladende tættere sammenknyttet med Daniels nutid, end de begge anede. Deres livsbaner har fulgt hinanden siden Daniels fødsel, og Daniel opdager, at langt flere hemmeligheder venter på ham i den smukke kirkegård af glemte, gemte og gamle bøger.
I denne tredje bog i Zafóns trilogi flettes de to foregående bøger sammen. "The Prisoner of Heaven" forener Daniel Sempere med David Martin og sammenbinder Zafóns trilogi til en smuk helhed.
Bogen begynder i 1957, hvor Daniel Sempere og hans kone fejrer julen sammen med deres nyfødte søn. Deres fælles ven Fermín Romero de Torres skal snart giftes, og glæden stråler overalt i det lille hjem. Men glæden stopper brat, da en mystisk fremmed besøger Daniels bogbutik og truer med at afsløre hemmeligheder, der vil ødelægge Fermíns liv.
Med en stemme af rystende bekymring må Fermín indvie Daniel i de mørkeste hjørner af sin fortid, og bogen er dermed en genfortælling om Fermíns tilværelse i 1940'ernes Spanien, hvor han var fanget i et dystert fængsel.
Fermíns fortid er tilsyneladende tættere sammenknyttet med Daniels nutid, end de begge anede. Deres livsbaner har fulgt hinanden siden Daniels fødsel, og Daniel opdager, at langt flere hemmeligheder venter på ham i den smukke kirkegård af glemte, gemte og gamle bøger.
“One mustn't dream of one's future; one must earn it.”
"The Angel's Game" sluttede akkurat hvor, "The Shadow of the Wind" begyndte. Zafón tog et skridt bagud og førte sin læser i en elegant cirkel, der både sluttede og begyndte med en dreng, der fandt en bog, der ændrede hans liv for evigt.
Handlingen i "The Prisoner of Heaven" udspiller sig et sted midtimellem "The Angel's Game" og "The Shadow of the Wind". Størstedelen af bogen omhandler Fermín Romero de Torres, som udgjorde en farverig del af persongalleriet i trilogiens første bog. Eftersom "The Prisoner of Heaven" er en mundtlig genfortælling af Fermíns fortid, hvisket fortroligt over et restaurantbord, bærer bogen præg af Fermíns omflakkende sind. Men uanset hvor farverig Fermín end forekommer, indeholder hans fortid et sælsomt mørke, der er vendt tilbage for at hjemsøge ham.
Med Fermín Romero de Torres stemme fortæller Zafón om en mørk fængselsstraf, korruption, hævn og jalousi. Mytiske fangefortællinger vokser op fra bogen, og med et tydeligt ekko af Dumas' episke roman "Greven af Monte Cristo" skaber Zafón en brændende atmosfære. Som læser erfarer man, hvordan Fermín og Daniels skæbner altid var skabt til at krydses, to liv der var sammenfiltret længe før den enes fødsel. Undervejs afslører Fermín, at intet i Daniels liv har været tilfældigt. Alting har været nøje planlagt, og Daniel skæbne var altid at møde Fermín, miste sin mor og betræde det kolde marmorgulv i de glemte bøgers kirkegård.
Bogen er bygget på en tydelig model af Dumas' majestætiske plot, og Fermíns fængselstilværelse stemmer smukt overens med Edmond Dantès; fuldendt med en rekonstrueret flugt og en lignende olding i cellen ved siden af. Men Zafón leger også med Victor Hugos udødelige ord, og reflekterer over samme tema, som Hugo skriver om i "Les Misérables": fængslets påvirkning på den menneskelige identitet, og menneskets ønske om at fravriste sig dommens skyld i det befriede liv. Det er uhyre gennemtænkt, og Zafóns intertekstualitet indhyller romanen i en næsten romantisk rammefortælling. Ingen kan skrive om bøger, lege med intertekstuelle lag og sammenvæve brudstykker af forskellige plots som Zafón. Hans fortællerteknik er en kompliceret kunstform.
“Deep down we've never been who we think we once were, and we only remember what never happened.”
Det er altid smukt at få svar på spørgsmål, der har naget en. "The Angel's Game" hang i luften flere dage efter, jeg havde færdiglæst den, og jeg vandrede rundt i en hvileløs døs og spekulerede over symboler og metaforer, meninger og fortolkninger. Det var en gåde, jeg ikke kunne regne ud, men "The Prisoner of Heaven" gav mig mit svar. Nu forstår jeg David Martin og det voksende mørke i hans sind. Nu forstår jeg, hvorfor "The Angel's Game" var sådan et svimlende skyggespil. Og nu forstår jeg, præcist hvor vidtrækkende reolerne og mulighederne er i de fortabte bøgers kirkegård. Zafóns historie kan bevæge sig i hvilken som helst retning nu, og uden tvivl formå at overraske mig.
For selvom "The Prisoner of Heaven" tilbød mange svar, tilbød den ikke alle. Zafón planlægger tilsyneladende endnu en sidste bog i serien, der har lokket hele verden ind i et gotisk, besættende og papirparfumeret mysterie.
Jeg kan med lethed udpege "The Prisoner of Heaven" som seriens svageste bog. Selvom den er inddragende, vidunderligt velskrevet og fyldt med Zafóns kendetegnende, stemningsdannende intertekstualitet, så er den også haltende. Med den halve længde af seriens foregående bøger, virker den forhastet. For hurtigt ovre og for hurtigt løst. Historien efterlader ikke blot spørgsmål, den efterlader også et gabende hul, der hvor dens pointe burde være. Jeg forestiller mig, at det skyldes optakten, trommeslagene der tæller sekunderne til den store finale. For "The Prisoner of Heaven" er for svag til at stå alene, som de andre to bøger kan det. Den er et middelmådigt bindeled, der forener to funklende læseoplevelser og tillader deres verdener at kollidere.
Det er altid smukt at få svar på spørgsmål, der har naget en. "The Angel's Game" hang i luften flere dage efter, jeg havde færdiglæst den, og jeg vandrede rundt i en hvileløs døs og spekulerede over symboler og metaforer, meninger og fortolkninger. Det var en gåde, jeg ikke kunne regne ud, men "The Prisoner of Heaven" gav mig mit svar. Nu forstår jeg David Martin og det voksende mørke i hans sind. Nu forstår jeg, hvorfor "The Angel's Game" var sådan et svimlende skyggespil. Og nu forstår jeg, præcist hvor vidtrækkende reolerne og mulighederne er i de fortabte bøgers kirkegård. Zafóns historie kan bevæge sig i hvilken som helst retning nu, og uden tvivl formå at overraske mig.
For selvom "The Prisoner of Heaven" tilbød mange svar, tilbød den ikke alle. Zafón planlægger tilsyneladende endnu en sidste bog i serien, der har lokket hele verden ind i et gotisk, besættende og papirparfumeret mysterie.
Jeg kan med lethed udpege "The Prisoner of Heaven" som seriens svageste bog. Selvom den er inddragende, vidunderligt velskrevet og fyldt med Zafóns kendetegnende, stemningsdannende intertekstualitet, så er den også haltende. Med den halve længde af seriens foregående bøger, virker den forhastet. For hurtigt ovre og for hurtigt løst. Historien efterlader ikke blot spørgsmål, den efterlader også et gabende hul, der hvor dens pointe burde være. Jeg forestiller mig, at det skyldes optakten, trommeslagene der tæller sekunderne til den store finale. For "The Prisoner of Heaven" er for svag til at stå alene, som de andre to bøger kan det. Den er et middelmådigt bindeled, der forener to funklende læseoplevelser og tillader deres verdener at kollidere.
“Those were the words she wanted to hear and she finally surrendered to the temptation of believing them.”
>
I love Zafòn and these hardcovers editions are marvelous
SvarSletkisses from Italy
I really adore his writing!
Slet