Tema-tirsdag #76: Den larmende læser

Folk taler ofte om, hvordan tiden står stille, når man læser en god bog. At selvom minutterne tikker forbi i takt med siderne, så ænser man intet andet end det knitrende papir, de levende ord og det ventende eventyr. Pludselig blinker uret på telefonen med et ildevarslende klokkeslet, dagen er forbi, og tiden er blevet væk. Forsvundet. Ophørt med at eksistere.

Når jeg læser, er det ikke kun tiden, der står stille. Det er hele verden. Jeg er et menneske, der kan læse, selvom TV'ets farverige scener oplyser stuen. Jeg kan læse, selvom Nico sidder blot få skridt fra mig og har højlydte samtaler med kammerater på Skype. Jeg kan læse, selvom min lillebror taler til mig, selvom underboens musik giver genlyd i hele bygningen, og selvom tusind andre gøremål kræver min opmærksomhed. Jeg læser i toget, i bussen, på banegården, på biblioteket, på kontoret og i sofaen – og uanset hvor jeg er, sker der altid det samme: der er kun mig og ordene. I det lykkelige læseøjeblik glemmer jeg alt andet.

Som følge af denne opslugte glemsomhed mister jeg min selvbevidsthed. I november sad jeg i toget og fnisede over absurditeten i "Shopaholic stiler mod stjernerne" af Sophie Kinsella. I fredags sad jeg i det selvsamme tog og lod lydløse tårer trille ned af mine kinder, imens jeg vendte den sidste side i en lykkelig kærlighedsroman. I går spurgte Nico mig nysgerrigt, hvad jeg læste, siden jeg sad med et så mærkeligt fastfrosset smil på mine kinder. Og for en uge siden endte jeg med at skulle forklare et helt plotforløb til ham, fordi jeg bed negle og mumlede "åh-åh", hver gang jeg vendte en side. 

Jeg er en meget larmende læser. Ligesom en overentusiatisk fodboldfan mumler jeg gode råd til karakterer, der ikke handler, som jeg synes, de bør. Jeg indvier alle mine omgivelser i fiktive karakterers problemer, og jeg udbeder mig en enighed i, at sådan burde det ikke være. Jeg er ofte gået surmulende i seng, fordi en bog ikke ville som jeg. Og faktisk kan jeg huske et tilfælde, hvor jeg blev så frustreret over en bog, at jeg kylede den ind i en væg. Bogen var "Me Before You" af Jojo Moyes, og jeg elskede hvert eneste bogstav, samtidig med at jeg håbede imod alt håb på et lykkeligt udfald, som var en håbløs umulighed. Efter færdiglæsningen af Moyes' berømte roman, fandt Nico mig med opgivende tårer strømmende ned af kinderne og en efterladt paperback på gulvet. Mit stakkels hjerte bristede.

Jeg hører ofte, at man kan se på mig, om jeg læser en god bog. Mit ansigtsudtryk og mine udråb kan afkodes til små stjernebedømmelser, altimens min absolutte stilhed og tekoppestore øjne kan betyde, at jeg har ikke kun har glemt verden, men også har glemt mig selv.

De gode bøger er dem, der får verden til at stå stille. De knap så gode bøger er dem, som tillader mig distraktion. Folk siger, at hvis jeg holder små læsepauser i mine bøger for at tjekke min mail, kigge op på TV'et eller fumle med min telefon, så er læsningen ikke god nok. For hvis jeg endnu distraheres af virkelighedens verden, lever jeg ikke i bogens.

Jeg kan huske så mange bøger, der har fået mig til at græde. "Middlemarch" af George Eliot, "Persuasion" af Jane Austen, J. K. Rowlings Harry Potter-serie, A. A. Milnes "Peter Plys" og  selvfølgelig "The Fault in Our Stars" af John Green. Jeg kan huske, at jeg har grinet højlydt af "Bridget Jones' Diary" af Helen Fielding, altimens Frances Hodgson Burnetts "A Little Princess" har frembragt et stille smil. Jeg har råbt af "This is a Love Story" af Jessica Thompson, raset over "Lady Chatterley's Lover" af D. H. Lawrence, og udbrudt et højlydt "AD!" på grund af Claire Legrands "The Cavendish Home for Boys and Girls". "The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman efterlod mig så mundlam og stille, at jeg ikke kunne ytre et eneste ord i adskillige timer. De bøger, der har fremkaldt så stærke reaktioner hos mig, er bøger jeg husker. De bøger, jeg har læst med en ligegyldig stilhed, er de bøger, jeg glemmer.

Jeg tror helt oprigtigt på, at de læseoplevelser der kan fremprovokere et fnys, et smil, et suk, en diskussion, en dybfølt vrede, et knust hjerte eller en lykkelig tåre er de bøger, der har sat dybest spor. Jeg tror, at den største magi findes i det øjeblik, hvor en bog går fra at være en læseoplevelse til at være indlevelse. Jeg tror, at de bedste bøger er dem, man ikke blot læser, men dem man lever i for en stund. De karakterer man lever med, føler med, græder med og smiler med, bliver mere virkelige end virkeligheden selv. Tiden og verden tikker forbi, imens siderne vendes. Man glemmer hvor man er, hvem man er, eller hvorfor man ikke bør larme. Man glemmer alt andet end sin bog. 

Er den larmende læser i virkeligheden ikke blot en fordybet læser? 

Er du også en larmende læser? Hvilke bøger har fremkaldt udråb, højlydt grin og afdæmpet gråd hos dig?