"The Prince and the Pauper" af Mark Twain

"The Prince and the Pauper" af Mark Twain, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1881). 3/5 sterner.

Mark Twains ikoniske historie finder sted i 1547, hvor en ung tiggerdreng ved navn Tom Canty lever et hårdt og udmattende liv i Londons snævre gader. Toms far og bedstefar slår ham dagligt og tvinger ham til at tigge for at skaffe penge og mad til familien. Tom hader sin tilværelse og bruger tid på at læse bøger om prinser og konger, og drømmer inderligt om selv at blive prins en dag.
Ved et lykkeligt tilfælde kommer Tom en dag til at møde Prins Edward, søn af Henry d. 8. Da de to drenge er fuldstændig identiske af udseende, bytter de tøj for at afprøve deres lighed. Da Prins Edward træder ud på gangen iført tiggertøj, tror hans vagter, at han rent faktisk er tiggerdrengen, og de fører ham væk fra slottet på trods af hans protester. Og pludselig er Tom efterladt i prinseklæder, imens Prins Edward vandrer rundt i det iskolde London. Deres livsbaner krydses, og deres navne ombyttes for en stund.

“A full belly is little worth where the mind is starved.”

Som med alle andre historier som man tror, man kender uden at have læst dem, viste det sig, at jeg slet ikke kendte "The Prince and the Pauper" så godt, som jeg troede. Der var milevidt fra mine tidlige minder om en Mickey Mouse-tegnefilmsmatisering til Twains klassiske historie. Først og fremmest fordi, Twains historie er længere, mere satirisk og mere spekulativ. Jeg huskede forbyttelsen af prinsen og tiggerdrengen som varende en enkelt dag eller to – i denne bog varer forbyttelsen langt længere og de uheldige episoder, både prins og tiggerdreng udsættes for, er fordoblede. Der er ikke grænser for, hvad den stakkels prins forklædt som tiggerdreng må udholde, og der er ingen ende på tiggerdrengens problemer i sine prinseklæder. Faktisk grænser overdrivelsen til det ekstreme.
Allerede på side fjorten bytter de to drenge klæder og dermed identitet. Den gamle påstand om, at "klæder skaber folk" bliver taget uhyre bogstavelig, og drengene er ikke blot udklædt i hinandens tøj – de er forklædte. Prinsen lukkes ud i en verden, som han hersker over, men som han ikke forstår, og han bliver offer for vold, tyveri, kidnapning, fængsel og mordforsøg. Altimens sidder tiggerdrengen på slottet og bliver behandlet som en forsigtig sindssyg, fordi han ikke er klar over hoffets korrekte etikette og ikke forstår et ord fransk eller latin, som han burde excellere i. 
Selvom tiggerdrengen savner visse aspekter af sin frie og tilbagelænede hverdag, er det afgjort prinsen der har de hårdeste erfaringer foran sig. Ved at gøre ham til en hjælpeløs undersåt i sit eget rige, viser Mark Twain hvor stor afstand der er mellem en konge og hans borgere, og efterhånden som prinsen udsættes for mere og mere uretfærdighed, bliver han inspireret til nye lovforslag og samfundskrav. Twain argumenterer således åbenlyst for, at en god konge er en, der kender sit eget rige. En der har et realistisk indblik i folkets dagligdag.

“Learning softeneth the heart and breedeth gentleness and charity.”

Man taler så ofte om, hvor vigtigt det er, at gå en mil i andres sko, og det er netop det, som denne moraliserende fortælling handler om. Desuden illustrerer Twain så fint, at både konger og tiggerdrenge er ligeværdige mennesker, og forskellen mellem dem kun er kunstig og social; bestående af tøj og titler. Det er måske åbenlyst, men i en tid hvor man betragtede konger som ophøjede væsener velsignet af Gud, var det en yderst radikal tanke.
"The Prince anf the Pauper" er dog en børnebog, og den er opbygget som sådan. Den er legende højtidelig, skrevet i et påtaget yndigt sprog, og den er ufatteligt gentagende. Prinsen og tiggerdrengen kommer hver især ud for uhyrligt mange gentagende uheld; prinsen bliver hele tiden jagtet af en ond faderfigur, der vil placere ham som tyv eller tiggerdreng, og tiggerdrengen bliver hele tiden latterliggjort af sine hoffolk, fordi han ikke kan opføre sig royalt. Det bliver trættende at læse om i længden, når man har forstået pointen.
Men bogen er også sjov på sin helt egen indforståede måde. Der er noget urkomisk over hele scenariet; en prins der skriger efter sin hverdag i pjalter, og en tiggerdreng der bliver ved med at argumentere for, at alle skal kalde ham for "Hans Kongelige Højhed", fordi han er prins. De to drengebørns indædte insisteren på deres identitet resulterer i mange skæve scener, meget forbisnak og talrige misforståelser. Det er meget charmerende og meget naivt.