Tema-tirsdag #80: Spørgsmål fra en ikke-læser: "Hvorfor læser du egentligt?"

Spørgsmålet rev mig ud fra en fiktiv verden og førte mig tilbage i sengen, hvor han lå ved min side, opslugt i en finurlig app på sin lysende mobiltelefon. "Hvorfor læser du egentligt, Rikke?" spurgte han, og fortsatte tøvende: "Jeg mener ... Hvad får du ud af det?"

Jeg lod langsomt min bog synke ned på mit natbord og lagde et bogmærke ind mellem dens sider, for derefter at kigge på ham med undren i mine øjne. Spørgsmålet blev hængende i luften langt efter jeg havde mumlet et halvhjertet svar, en hjælpeløs kliché om at "det at læse er at besøge en anden verden". For selvom svaret hurtigt blev produceret og accepteret, virkede det slet ikke omfattende nok til det evigt voksende spørgsmål.

Han spurgte mig hvorfor, jeg læste, og jeg gav ham én abstrakt grund, når der findes så mange konkrete.

Jeg læser, fordi jeg forbløffes af ord. Fordi jeg aldrig holder op med at betragte læsning som et lysende mirakel; en sort blækklat der bliver til et bogstav, et ord, en sætning, en historie. Fordi jeg ikke forstår, hvordan min krop kan splittes i to; hvordan jeg kan sidde i min sofa og stirre på en side, og samtidig bevæge mig rundt i en overjordisk verden, fjernt fra jorden. Mine øjne lokkes til at danne storslåede billeder, mit sind narres til at forlade min krop og overtage en anden, samtidig med at mit blik aldrig forlader bogstavssammensætningen på siderne. Jeg læser, fordi læsning er sindets smukkeste illusion.

Jeg læser, fordi det danske alfabet har niogtyve bogstaver, der aldrig løber tør for muligheder. Kombinationerne er endeløst uforudsigelige. Ustoppelige bevægelser i et afgrænset rum. Måderne bogstaver kan sammensættes og bruges på bliver ved med at fascinere mig, og for hver bog jeg læser, tilføjer jeg en ny perle til mit ordforråd og opdager et nyt eksempel på, hvad ord kan skabe. Jeg lærer at bruge mine egne ord, fordi jeg læser andres.

Jeg læser, fordi verden er så enorm, og min videnshorisont er så snæver. Jeg læser, fordi der er så mange ting, jeg aldrig vil komme til at vide; lande jeg aldrig vil besøge, tidsperioder jeg aldrig vil opleve, og kulturer jeg aldrig vil komme til at kende, og bøger er portaler, der tillader mig at vide en smule mere om alt det, der er mig så fjernt. Bøger vækker min nysgerrighed og besvarer mine spørgsmål; rejser i tid og sted, en ombytning af kroppe og en umulig indlevelse, der gør min verdensforståelse større og mere levende.

Jeg læser, fordi jeg var et mærkeligt barn, da jeg voksede op; en smule for akavet og alt for oprigtig til at forstå de skolegårdsdramatikker, der udspillede sig omkring mig. Flugtveje og omveje ledte mig ud af skolegården og ind i et bibliotek, og jeg havde aldrig lyst til at forlade det igen. Bøgerne blev et middel, ikke til at fordrive ensomhed, men til at låne en anden virkelighed. Jeg blev en anden, imens jeg læste, og samtidig kom jeg også tættere på mig selv. Jeg spejlede mig i mennesker, jeg endnu ikke havde mødt. Bøgerne lærte og lærer mig stadig, at selvom alle mennesker er unikke, så er ingen alene.

Jeg læser, fordi jeg ikke kan drømme på kommando. Man taler altid om at lade tankerne flyve, men mine tanker har skrøbelige vinger. Jeg har mistet min barndomsevne til at bygge luftkasteller efter en lang arbejdsdag, og sommetider ved jeg end ikke, hvad jeg skal drømme om. Bøger er nedskrevne drømme, og når mine egne fejler, kan jeg fornye dem med en bog.
Jeg læser, fordi virkeligheden ikke længere er nok. Fordi at når først muligheden for en uendelighed af verdenener, af liv, mennesker og eventyr er opstået, så er et liv uden bøger for trivielt. Fordi at når man først har betrådt Ønskeøen, talt med faune og modtaget forseglede Hogwarts-breve, så er ens liv blevet rigere. Jeg vil aldrig give afkald på bøgerne, for jeg vil ikke give afkald på muligheden for at danse i 1800tallet, opleve fremtiden eller undersøge forvrængede versioner af virkeligheden. Jeg holder for meget af tanken om dobbelthed og uendelighed til at forholde mig til én enkelt tidslinje som min eneste eksistens. Jeg har brug for flere. Jeg har brug for mere. Jeg har brug for fiktion.

Jeg læser, fordi jeg slet ikke kan lade være. Fordi at når man først har oplevet den indflydelse, en bog kan udøve, så bliver man afhængig. Læsning bliver en intim underholdningsform, man ikke blot er tilskuer til, men derimod er udøver af. Jeg læser, fordi læsning er noget man gør. Det er en aktiv handling, der udspiller sig i en gråzone mellem virkelighed og dagdrøm; en handling der tager udgangspunkt i nedskrevne ord men først vækkes til live i læserens indre. Ord kan ikke stå alene. De har brug for at blive læst. Og det gør jeg.

Men alt det kan man selvfølgelig ikke bruge som et rationelt svar på et hurtigt spørgsmål. Kan man vel? 

Hvorfor læser du?