"Trigger Warning" af Neil Gaiman

"Trigger Warning" af Neil Gaiman, fra forlaget Headline, udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Der findes mange mennesker, som ikke læser introduktioner. En bogs første sider er så nemme at overse, så lette at bladre hen over, og de er end ikke altid markeret med sidetal. En introduktion virker ofte som en forhindring, man skal overkomme, inden læsningen kan begynde. Bare ikke hos Neil Gaiman.

Neil Gaimans introduktion til "Trigger Warning" er et udsøgt, lille kunststykke og i ligeså høj grad en del af novellesamlingen som novellerne selv. I introduktionen reflekterer Neil Gaiman nemlig over trigger warnings; de advarsler, som varsler og informerer nervøse mennesker om, hvad de går i møde. Og samtidig sørger Neil Gaiman også for, at advare sine læsere om, hvilke rædsler bogen vil bringe; ondskab, monstre, mørke, ulykkelige og lykkelige slutninger, levende begravede og forvrængede eventyr.

Husk at læse introduktionen inden du går i gang med en Gaiman-bog. Du har brug for at vide, hvilke ildevarslende verdener hans ord vil føre dig ind i. Du har brug for at blive advaret.

“I wonder, Are fictions safe places? And then I ask myself, Should they be safe places?”

Kuldegysninger. Forudanelser. Nerver og tøven, et hamrende hjerte og en ildevarslende fornemmelse. Bivirkningerne fra Neil Gaimans ord sidder stadig i mig. At færdiglæse og lukke "Trigger Warning" føltes som at vågne op til ødelæggelserne, efter en storm har hærget. Verden er den samme men alligevel forandret. Forvredet. Fordrejet. Neil Gaiman kan bøje virkeligheden.
Novellerne i "Trigger Warning" er forstyrrende. Allerede fra den første sætning efterlader de en med en dårlig fornemmelse, en uro der vokser og vokser til alarmerende højder og eksploderer i den allersidste linje, for derefter at blive hængende i tankerne og skabe gyselige scenarier. Det ene øjeblik læser man om et uskyldigt barn, der ønsker en uhyggelig godnathistorie, det næste læser man om et barn, der hører hjemme i en uhyggelig godnathistorie. Skiftet er så subtilt, at man ikke ser det ske. Ingen mestrer hentydningens voldelige magt så intenst som Gaiman.
For selvom Gaimans noveller er farlige væsener, der lokker læseren med ind i dunkle labyrintgange af bogstaver og blæk, så er de også uimodståeligt smukke. Velskrevne, fyldt med undertonet humor og med ordlyd som gammeldags poesi. Jeg ved end ikke, om det er gys eller fantasy, myte eller mørke. Genrerne udviskes så hurtigt, mens indtrykkene forbliver.
Mellem disse sider vil du finde omskrevne eventyr; to versioner af Tornerose, den ene i digtform, den anden som prosa. Du vil møde en dreng, der bliver genforenet med en barndomskæreste, som han selv digtede op. Du vil blive ført ned i en hule, der efterlader dig en smule ondere, end da du ankom. Du vil opleve hvilke tricks en svigtende hukommelse kan spille, hvilken indflydelse litteratur kan have, og du vil læse slutninger, der snarere er begyndelser. Fra Sherlock Holmes-pastiche til Doctor Who-historier; "Trigger Warning" er en samling af alle de forunderlige småting, Neil Gaiman har skrevet i de seneste år.

“The past is not dead. There are things that wait for us, patiently, in the dark corridors of our lives. We think we have moved on, put them out of mind, left them to desiccate and shrivel and blow away; but we are wrong. They have been waiting there in the darkness, working out, practicing their most vicious blows, their sharp hard thoughtless punches into the gut, killing time until we came back that way.”

I "Trigger Warning" eksperimenterer Gaiman med former og farver. "Orange" er en vidunderligt mærkværdig fortælling om en søster, der bliver farligt besat. Novellen bliver fortalt i interviewform, hvor svarene gives, altimens spørgsmålene udelades. Således sidder man tilbage med en halv historie, som man selv må sammenstykke i korrekt rækkefølge. I virkeligheden sidder man så ofte med spørgsmål uden svar; men Gaiman beviser, at svar uden spørgsmål skaber det samme mysterie. Og langt flere spørgsmål.
Med "Observing the Formalities" belyses en velkendt historie fra en ny vinkel. I stedet for at skrive om Tornerose, skriver Neil Gaiman om den onde fe, der forbandede Tornerose, og den ræsonnering som hun benytter sig af dertil. Resultatet er ambivalent; en tydelig påvisning af uhyrlighedens retfærdiggørelse og et intimt indblik ind i en forskruet tankegang. Og dog – "Observing the Formalities" efterfølges nemlig af "The Sleeper and the Spindle" som argumenterer for det stikmodsatte. Intet er entydigt i Gaimans myteunivers. 
Og alligevel tror jeg, "Feminine Endings" må være min favoritnovelle. En brutal kærlighedserklæring, fra en statue til en amerikaner; fra en passiv betragter til et besættelsesobjekt med en slutning, der endnu får det til at sitre i mit indre. Uden at være den mest skræmmende novelle i novellesamlingen, er det alligevel den mest ubehagelige. Måske mest af alt, fordi den ikke er overnaturlig, men derimod ulideligt realistisk.
Med sine indledende ord skriver Gaiman, at "Trigger Warning" ikke har et fast holdepunkt. At det er en flyvsk samling af små brudstykker uden sammenhæng. Et digt, et eventyr, en forfatterhyldest og en Doctor Who-fortælling, taget fra tidligere udgivne antologier og præsenteret i en samlet udgave. Men det er jeg ikke helt enig i. Der dannes sammenhænge på kryds og tværs af novellerne, fortællertricks, ordlege og en tendens til at undersøge de mest hverdagslige rædsler gennem fantastiske fiktioner. "Trigger Warning" har ikke et overordnet tema, men den har en overordnet følelse. Hvad så end det betyder.