Er jeg for sart?

For et par uger siden sad jeg og fik lidt formiddagskaffe sammen med min søster og min mor. Snakken gik, de fyldte tekopper dampede, og min søsters blik vandrede hen imod min bogreol. Der skete et naturligt emneskift, fra hverdagssnak til bogsnak, og jeg kom til at nævne, at jeg for nylig havde været nødt til at sende en bog retur til leverandøren, fordi den havde ridser og pletter på forsiden. Min mor nikkede og snakkede om dårlig pakning, altimens min søster løftede et øjenbryn. "Sendte du den retur? Det var da fjollet, når du nu stadig kunne læse den." Herefter fulgte en lang diskussion om at forlange, hvad man betaler for, og om forskellige funktionaliteter. Diskussionen endte dog aldrig med enighed.

Det sjove er, at min søster med sine ord beskrev en langt større tendens. Jeg bliver ofte mødt med undren, hvis jeg taler om en bog, jeg blev nødt til at returnere, fordi den havde pletter på forsiden eller en flænge i dens smudsbind. "Den kan jo stadig læses" siger både forhandlere og bekendte, og trækker på skuldrene. Det er naturligvis også korrekt – men hvad nu, hvis man opfatter en bogs funktionalitet som mere end læsning? Hvad nu hvis man også opfatter bøger som smukke objekter og biblioteksmæssige byggesten, der skal stå på forreste række i en bogreol? Hvad nu hvis man i en digital tidsalder kun køber fysiske bøger, når de er særligt smukke? Eller hvis man bevidst har valgt at bruge flere penge på en hardback end på en paperback, fordi bogen skal pynte og fryde i ens bogreol i mange år fremover? Er det så stadig ikke en væsentlig mangel, at bogen har en flænge, en plet, en ridse, en misfarvning?

Det er så frydefuldt at modtage en ny bogpakke med posten. En bogpakke med helt nye og urørte skatte, ventende læseoplevelser og bøger omhyggeligt udvalgt i den helt rigtige udgave i det helt rigtige format. Og det er så irriterende at åbne en papkasse og opdage, at bøgerne er blevet beskadiget undervejs, og at de slet ikke er så urørte alligevel.

Jeg er muligvis en større bogperfektionist end så mange andre, og jeg sukker inderligt når jeg forårsager en lille plet, en smule snavs eller en bøjet side i en bog, jeg holder af. Men det sker, når jeg sommetider uopmærksomt jonglerer rundt med tekopper, murstensroman og rugbrødsmadder på samme tid. Uheld sker, og det må man altid indfinde sig med; jeg foretrækker blot, at uheldene er mine egne, og at en ny bog rent faktisk forekommer mig ny, når jeg lige har hentet den på posthuset.

For sagen er den, at en bog – ligesom et par bukser – er en vare. Og lever varen ikke op til dens varebeskrivelse eller billede, så er den ikke tilfredsstillende. Ligesom jeg ville klage over en sort plet på et par bukser, klager jeg nu over sorte pletter på min bogforsider. Princippet er akkurat det samme. Også selvom både forhandlere og bekendte reagerer, som om, det bare er mig, der er sart.

I virkeligheden har jeg kun returneret 3 bøger inden for de seneste år. Jeg ser ofte igennem fingre med hardbacks, der er lidt trykkede i ryggen, og jeg reagerer ikke på en lille plet på en bagside. Men de to billeder ovenfor er eksempler på bøger, jeg har klaget over og sendt retur. Bøger jeg ikke vil acceptere, fordi de ikke ankom i acceptabel stand. Også selvom de stadig kunne læses.

Hvad siger I? Synes I også, man er i sin gode ret til at sende en bog retur, selvom "den stadig kan læses"? Eller er det bare mig, der er for sart?