"Dronningens dame" af Anne-Marie Vedsø Olesen‎

"Dronningens dame" af Anne-Marie Vedsø Olesen, fra Politikens Forlag, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2013). Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 3/5 stjerner. 

"Dronningens dame" udspiller sig i Frankrig i 1567, hvor religionskrigen raser, og usikkerheden blandt folket vokser. En dronning regerer i praksis for sin svagelige søn, og en voksende kløft mellem katolikkerne og huguenotterne plager landet.
Madeleine de Montdidier er vokset op som enebarn på et idyllisk gods og har hele sit liv nydt en frihed, der har gjort hende til en modig, viljefast og ukuelig kvinde. Hun får brug for alle disse evner, da hun bliver tilkaldt dronningens hof som hofdame. Ikke alene forelsker hun sig i huguenotternes leder, Louis af Condé, hun skal også hver dag se dronningen i øjnene og skjule sit hjertes forrædderi.

“Hun var Madeleine de Montdidier, og hun ville ikke finde sig i noget.”

Jeg læste "Dronningens dame", da jeg burde læse til eksamen. Og først efter et par dage vendte jeg tilbage til min ventende opgave, for da jeg færdiglæste "Dronningens dame", gik jeg straks i gang med dens fortsættelse "Bastarden". Jeg var nødt til at vide, hvad der skete, efter den sidste side i bogen blev vendt. Bogen var det perfekte eksamensafbræk og efterlod mig med en feberhed læsetrang.
"Dronningens dame" er en af de bøger, man flyver igennem. Den er så nem, så let og helt lige til. Den historiske baggrund er malet i dramatiske farver, plottet bevæger sig i et hæsblæsende tempo, og en ny intrige eller skandale dukker op på hver eneste side. Med alt det bedste pladderromantik fra lægeromanen, en grundig historisk research og en plotlabyrint i en svag efterligning af Alexandre Dumas, er "Dronningens dame" en medrivende sensationsroman. 
Anne-Marie Vedsø Olesen skriver om sex, om penge, status, hofetikette, vold, krig, fægteri, bedrag, religion, graviditet og illusion, og romanen er et overflødighedshorn af middelalderdramatik. Selvfølgelig bliver det ofte for meget, og selvfølgelig bliver det ofte utroværdigt – men jeg tror heller ikke, at troværdigheden er målet. Det er overdrivelsens underholdsningsværdi derimod.

“Jeg begik en synd. [...] Men den dag kommer, hvor jeg vil kunne tilgive mig selv. For jeg begik den af kærlighed. Jeg begik den, fordi jeg er menneske, fordi jeg har følelser. ”

I "Dronningens dame" er der kun plads til store armbevægelser. Det grænser næsten til det karikerede, da hovedpersonen Madeleine de Montdidier forelsker sig i dronningens fjende, Louis af Condé, efter et enkelt blik, da Dronning Catherine af Medici gør seksuelle tilnærmelser til sine hofdamer og "straffer dem", og da hovedpersonen ender i en intens slåskamp med sin elskers anden elskerinde til en hofforsamling. Kærlighedserklæringerne flyver, altimens sværdene klirrer, og Madeleine, der så indædt sværger på at opretholde sin stand, må se sig slået af et større politisk spil.

Således balancerer "Dronningens dame" hele tiden på en grænsekant mellem det storslåede og det overdrevne. Plotmæssigt vinder bogen ikke meget anden hæder end simpel underholdning, men den historiske tyngde løfter historien til et højere niveau. Bogen er imponerende i dens detaljerigdom og skildring af livet i et Frankrig, der i 1500-tallet var præget af religionskrig og en gennemsyrende usikkerhed.

Jeg tror, "Dronningens dame" er en af den slags bøger, man skal læse på det rigtige tidspunkt for at kunne værdsætte den. Og jeg fandt netop det helt rigtige læsetidspunkt. Bogen reddede mig fra endnu en genlæsning af Susan Sontags Camp-kriterier, og det er jeg den taknemmelig for. I en eksamensperiode præget af stress og bekymring var det guld værd at læse sig ind i en bog, der ikke krævede andet af mig end en tilbagelænet sofaposition. Den slags tror jeg ikke, man skal undervurdere.