mandag den 2. marts 2015

Currently reading #13: Martslæsning

En ny måned, en ny uge og en ny bog. Eller i dette tilfælde en ny gammel bog. Jeg blev foræret "Howards End" til min fødselsdag i juli med de bedste intentioner om at læse den øjeblikkeligt. Men som altid kom der et utal af andre bøger i vejen, og jeg blev ved med at udsætte klassikerlæsningen. For jeg vidste jo, at E. M. Forster kunne være svær, og jeg kunne ikke finde fordybelsestiden til ham.
Men på det seneste har jeg gennemgået mine ulæste bøger og dannet mig et overblik over, hvor længe de har været ulæste. Jeg er ved at rydde op i min læse-liste, og jeg er ved at indhente mine hængepartier. Og nu er det endelig blevet tid til "Howards End". 
I skrivende stund befinder jeg mig på side 112, og jeg bladrer med en ivrig begejstring. For bogen er en morsom komedie om tre familier, der er fuldstændigt sammenrodede. De kan ikke udstå hinanden, og alligevel er de forbundet på kryds og tværs af hinanden. Der er allerede sket et dødsfald, opstået et kritisk arvespørgsmål og påbegyndt en familiefejde. Forster lægger an til et større drama, og jeg glæder mig til at se, hvad det vil indebære.
Det er i øvrigt lidt pudsigt, at jeg for et år siden læste "Om skønhed" af Zadie Smith, som netop er baseret på "Howards End" af E. M. Forster. Jeg kan ikke lade være med at trække linjer mellem de to romaner, og jeg er forbløffet over, præcis hvor meget Smith har benyttet sig af Forsters plotskabelon. 
Resten af min dag vil således byde på bladren i den fine bog prydet med et mønster af paraplyer (som jeg allerede nu kan se meningen i). Desuden er min uge vendt en smule på hovedet, da min ugentlige København-tur er blevet flyttet fra onsdag til i dag. For i eftermiddag afholder LOVEBOOKS nemlig Jane Austen-salon på Perch's Tea Room, og jeg glæder mig til at forene arbejde og fornøjelse i en hyggelig eftermiddag.

Hvad med jer? Hvilken bog begynder I jeres marts måned med? Hvad læser I lige nu, og er det anbefalelsesværdigt? 

12 kommentarer:

  1. "Howards End" er en god bog. Og yndigt krus!
    Selv er jeg begyndt på "Not that kind of girl", som jeg har fået fra forlaget, og som jeg ikke forventer mig det store af. Jeg bryder mig nemlig ikke om forfatteren, men måske er hendes bog bedre?

    SvarSlet
    Svar
    1. Den lover i hvert fald godt indtil videre. Lige nu er jeg lidt over halvvejs, og jeg morer mig virkelig! Og ja, jeg elsker kruset! De har fået krus med alle prinsesserne i Disney Store ... Gæt hvem der ikke er til at styre nu?

      Jeg så faktisk godt, du læste Lena Dunham på Goodreads, og det undrede mig også lidt. Det slog mig ikke helt som dig! Men jeg er spændt på at høre, hvad du synes om den så omdiskuterede bog.

      Slet
  2. Jeg begynder marts måned med genlæsning af to af mine yndlingsbøger. Jeg er nemlig ved at høre "Blodspor i Transsylvanien" af Dennis Jürgensen som lydbog, og derudover vil jeg se, om jeg ikke kan få gjort et godt indhuk i "Harry Potter and the Philosopher's Stone", som jeg begyndte på få lidt over en uge siden, og desværre ikke har haft tid til at færdiggøre. Men det er første gang, jeg læser den på engelsk, og det er lidt som at opleve magien for første gang, så jeg håber meget på at komme videre med både den og resten af serien snarest :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, genlæsning! Findes der noget bedre eller finere? Det lyder som den perfekte måde at starte måneden på. Og du har i øvrigt helt ret, der er en helt særlig tone i de engelske HP-bøger, som noget ikke helt kan oversættes. Det er meget spændende og fint at læse.

      Slet
  3. Åh, hvor lyder det hyggeligt med Jane Austen salon! Det var jeg engang til for nogle år tilbage, hvor vi fik te og små sandwich i en gammel lejlighed i København.

    Lige nu hygger jeg mig med "The Storied Life of A.J. Fikry". Bagefter tror jeg, at jeg skal læse nogle fjollede hekse-bøger :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nemlig helt vildt hyggeligt med te, scones og god snak. Alt Jane Austen-relateret er rendyrket lykke <3

      Jeg elsker virkelig 'The Storied Life of A. J. Fikry'. Det er en skøn, skøn, skøn bog fyldt med så mange fine bogcitater :)

      Slet
  4. Smukt krus!
    Jeg er igang med 'Forbrydelse og Staf', som egentlig er ret okay indtil videre, men det er lige med at finde tiden til at fordybe sig, når andre ting fra studiet kræver ens opmærksomhed.. :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også vild med det!

      Forbrydelse og straf! Åh. Jeg er så vild med den bog. Så fuldstændig ellevild med den og dens mange psykologiske lag. Det er om noget super tankevækkende.

      Slet
  5. Penguins bøger har bare sådan nogle yndige designs!

    Jeg er i øjeblikket i gang med Do Androids Dream of Electric Sheep? af Philip K. Dick, som jeg spontant købte med hjem fra bogudsalg i Arnold Busck. Utroligt underholdende med en "dystopisk fremtidsroman" der foregår i 1992! (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har de nemlig. Penguin er boglige designmestre, synes jeg.

      Og hvor lyder det fint. Sikke et skønt udsalgsfund :)

      Slet
  6. Jeg er også lige begyndt på en klassiker, nemlig Far From The Madding Crowd. Louise fra det fiktive univers har startet en fælleslæsning af den, og jeg tænkte det var en god måde at få læst noget fra en genre jeg normalt ikke begiver mig ud i (altså klassikere :p)

    Du får virkelig solgt Howard's End for mig, den lyder i hvert fald meget interessant. Måske jeg skulle kaste mig over den snarest :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt! Hardy kan være lidt tung, men jeg er også sikker på, at han er det værd. Man skal bare lige tage sig tiden og vænne sig til de stille, rurale skildringer. Men kernehistorien er samtidig også så stilfærdigt dramatisk, som noget overhovedet kan blive. Det er ret genialt.

      Og Howards End er virkelig morsom og meget spiddende. Jeg er lige nået lidt over halvvejs, og der er sket et radikalt plot-twist. Nu er jeg bare spændt på følgerne.

      Slet