"Hende du forlod" af Jojo Moyes

"Hende du forlod" (org. titel "The Girl You Left Behind") af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Cicero. 4/5 stjerner.

"Hende du forlod" handler om to kvinder, der begge er blevet uintentionelt efterladte, fastlåst i en skæbne og i en tilværelse, hvor de ikke kan være sammen med den mand, de elsker. Bogen begynder i 1916 med den udhungrede Sophie, der lever i Frankrig under Første Verdenskrig. Hendes mand, den spirende kunstmaler Édouard Lefèvre, er blevet udsendt som soldat, og hver dag kigger hun på det maleri, han malede af hende, da de var unge og nyforelskede. 

Halvfems år senere sidder Olivia Halston og stirrer på det samme maleri. Det var en gave fra hendes afdøde mand, og når hun stirrer på kvinden på maleriet, føles det som om, hun stirrer på den kvinde, hun selv var, da hendes mand endnu var i live. Bag på maleriet står titlen nedkradset med hastige ord: "Hende du forlod". Men Liv er ikke den eneste, der er blevet forladt.

“Jeg kendte ikke lykken, før jeg mødte dig.”

En ny bog kan sommetider føles som et nyt liv. Og jeg levede virkelig i Jojo Moyes' roman, da jeg læste den. Hvert eneste ord blev til en følelse i min egen krop. Og selvom der var to hovedpersoner, følte jeg ingen splittelse. Jeg var dem begge og læste om dem med en ligelig delt sympati. Mit hjerte græd for Sophie, imens hun gennemlevede rædsler i krigstidens Frankrig, og mit hjerte sukkede over Olivia, imens hun oplevede en problematisk  kærlighedsaffære i en nylig nutid.

Strukturelt er "Hende du forlod" en meget præcis gentagelse af "Det sidste brev fra din elsker". Begge bøger er kærlighedshistorier, begge bøger handler om to kvinder splittet og forenet på tværs af tidsaldre; en tragisk fortid der influerer en tumult nutid, en kærlighedshistorie der strækker sig på tværs af årtier, og et mysterie i fortiden der skal opklares, før nutiden kan blive udrettet. Den skjulte tragedie og misforståede kærlighed vejer tungt i begge romaner.

Men uanset hvor højt jeg elskede "Det sidste brev fra din elsker", er "Hende du forlod" den overlegne roman i sammenligningen. Det er sådan en smuk og skrøbelig kærlighedshistorie, der illustrerer så mange nuancer i menneskets natur. Der er både plads til det grimme i mennesket, når Sophies næreste vender hende ryggen, fordi hun involverer sig med de tyske soldater; det gode i det onde når den tyske kommandant blot viser sig at være venligsindet; det paradoksale i en retssag om et kunstmaleri, der både er stjålet og købt. Ingen er entydigt gode eller onde, og ingen forhold er fuldendt harmoniske eller dæmoniske i denne tankevækkende roman med den blomstrede forside.

“Jeg tror, at der en dag vil dukke en hel stribe malerier op, af ukendt proveniens, smukke og gådefulde, med et overraskende og strålende farvevalg. De vil forestille en rødhåret kvinde som står i skyggen af en palme eller ser ud på en solnedgang – hendes ansigt er lidt ældre, håret har fået grå stænk, men hendes smil er stort, og hendes øjne fyldt med kærlighed.”

Jeg græd, da jeg nåede til slutningen af "Hende du forlod". I en bittersød epilog fuldender Moyes sin romancirkel og fletter sine to parallelle plotforløb sammen til en sammenhængende tidslinje. Via et maleri fortælles en historie om afmagt og afsavn, knuste hjerter og uvidenhedens tortur. Både Sophie og Olivia plages af spørgsmål, de aldrig har fået besvaret; tvivlen om en mands overlevelse i en blodig krig eller fortsættelsen på et farveløst liv. Det er den meningsløse tomhed, der hjemsøger bogens hovedpersoner. Den endeløse fortsættelse af et liv man for længst er stoppet med at leve.

Det mest imponerende ved "Hende du forlod" er, at jeg havde absolut ingen præferencer, imens jeg læste den. Jeg er ikke god til splittede tidslinjer og skiftende synsvinkler, for jeg foretrækker altid en fortæller over en anden. Det er en tilbagevendende irritation, der også gjorde sig gældende, da jeg læste "Det sidste brev fra din elsker" på denne tid sidste år. Men her er "Hende du forlod" undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg investerede mig både i Sophies tragedie og Olivias dilemma. Jeg var med dem begge hele vejen uden at fortryde et sekund.

Der er så meget andet, jeg kunne skrive og fremhæve om denne yndigt komponerede kærlighedshistorie, men jeg er omvendt også overbevist om, at dette er en bog, der fortjener dens overraskelsesmoment. Det er en bog, man skal læse sig ind i og leve i, der er en bog man skal lade sig besætte af og bladre i, lige indtil dens sider slipper op. Det er en af de mest hårdt slående og følsomme læseoplevelser, jeg endnu har haft i år. "Hende du forlod" er en tvedelt kærlighedserklæring, der kløvede mit hjerte midt over.