Tema-tirsdag #82: Til alle de bøger jeg aldrig fik læst

Der findes flere bøger i verden, end der findes tid til at læse dem i. Der er så mange slidte paperbacks, man aldrig vil finde, så mange bogstaver man aldrig vil læse, og så meget plotpotentiale som man aldrig vil opdage. Jeg har hørt om og kender til så mange bøger, men der eksisterer endnu flere, som jeg aldrig nogensinde vil høre om. Der findes måske bøger, der er helt perfekte til mit læsende hjerte, og de befinder sig måske på et bibliotek, som jeg aldrig vil betræde. Nogle af de mest tragiske ord er dem, der eksisterer i stilhed.

Selv i min egen beskedne bogreol, eksisterer der bøger, jeg ved, jeg aldrig vil læse. Skjult bag ved andre bøger, som små sorte pletter på en boglig samvittighed, står de og samler støv. De er ikke nykøbte, de er ikke planlagte elementer i min læsemæssige fremtid. De er bøger, jeg allerede har opgivet. Bøger jeg ved, jeg aldrig vil læse, heller ikke hvis jeg får tiden til det. 

På det seneste har jeg gransket mine bogreoler, og jeg har opdaget mange ulæste bøger. Bøgerne kan jeg inddele i to kategorier; fremtid og fortid. Der er bøger, jeg planlægger at læse i en fjern eller nær fremtid; bøger jeg lige har købt eller bøger, jeg næsten havde glemt, jeg ejede. En spritny udgave af "Revolutionary Road" af Richard Yates, en bøjet paperbackudgave af Tom Fieldings "Tom Jones", stakke og stable af Enid Blyton-bøger og starten på Eragon-trilogien. 

Og så er der bøgerne, der allerede tilhører min fortid. Bøger jeg ikke har læst, og som jeg heller aldrig vil læse. Bøger hvor chancen er forbipasseret, og øjeblikket er slut. Bøger jeg opgiver uden overhovedet at prøve. Og dette indlæg er dedikeret til dem; til alle de bøger, jeg aldrig fik læst.

Jeg vil aldrig læse "Parade's End" af Ford Madox Ford. Jeg købte bogen i et anfald af optimisme. Den var et punkt på min omfattende pensumliste, og jeg var sikker på, at jeg ville læse den helt, selvom vi kun skulle læse uddrag. Virkeligheden var dog en anden, og jeg fik ikke engang læst de påkrævede uddrag. En litteraturstuderende må sommetider prioritere, og jeg nedprioriterede denne. Nu står "Parade's End" på min bogreol og samler støv; begrundelsen for at læse den forsvandt med afslutningen på mit kursus, og nu er bogen bare et fjernt minde om noget, jeg engang burde have læst.

Jeg vil aldrig læse "Ulysses" af James Joyce. Engang troede jeg, at jeg ville. Jeg var faktisk overbevist om, at jeg skulle. Jeg tog BBC-listen meget bogstaveligt, og bogen virkede som en byggesten i enhver litterær grundviden. Jeg forsøgte, og jeg opgav. Jeg forsøgte igen, og jeg opgav. Jeg kunne ikke koncentrere mig og slet ikke engagere mig. Og jeg lovede mig selv, at jeg nok skulle få den læst en dag – bogen blev nærmest den gyldne gral på noget, jeg engang skulle opnå. Nu kan jeg ikke længere huske hvorfor. Hvorfor jeg mente, det var så vigtigt at læse noget, som jeg ikke brød mig om. Jeg tror ikke, der hverken venter mig hæder eller selvindsigt ved læsningen af "Ulysses". Jeg tror bare, det er en myte, jeg selv har skabt, og jeg vil gerne af med den. Jeg vil aldrig læse "Ulysses", fordi jeg ikke længere kan se pointen.
Jeg vil aldrig læse "Gøgens kalden" af J. K. Rowling. Jeg fik bogen foræret ved en charmerende fejl; min mor havde glemt at fravælge den i hendes bogklub, og hun forærede mig den, fordi forfatternavnet var helligt for mig. Nu har den stået på den bagerste række i min bogreol i et år, og jeg har endnu ikke rørt den. For selvom forfatternavnet hvisker søde barndomsdrømme til mig, siger bogen mig intet. Og er det ikke bogen, det handler om i sidste ende? Jeg har vendt den ryggen, og jeg er ikke engang nysgerrig mere.
Jeg vil aldrig læse "The Short Second Life of Bree Tanner" af Stephenie Meyer. Bogen blev købt midt i min uundgåelige Twilight-fase, og af uransagelige årsager blev den aldrig læst. Nu står den blot tilbage som et minde om en hurtigt udlevet begejstring, et verdensomspændende fænomen der blæste op og døde hen i løbet af ganske få år.
Jeg vil aldrig læse "Bring Up the Bodies" af Hilary Mantel, og jeg vil aldrig læse den uofficielle J. K. Rowling-biografi som jeg engang købte med hjem fra et antikvariat. Jeg vil aldrig læse "Delirium" af Lauren Oliver, og jeg vil aldrig læse "NT" af Henrik Dahl. Jeg vil aldrig læse "The Book of Life" af Deborah Harkness, og jeg vil aldrig læse "Sons and Lovers" af D. H. Lawrence. Jeg vil aldrig læse resten af Carolyn Meyers historiske serie, og jeg vil aldrig læse "The Passion" af Jeanette Winterson. Jeg ved ikke engang, hvordan de alle er endt i min bogreol.
Der er så mange bøger, jeg aldrig vil få læst. Og mange af dem står på mine egne bogreoler som minde om fejlkøb, tilfældigheder og glemte motiver. Det skyldes ikke nødvendigvis dovenskab eller evig udsættelse; det skyldes skiftende tider og tanker, interesser og den mængde af bøger i verden, som jeg gerne vil læse. Men selv de bøger, jeg aldrig vil læse, har en historie. Og måske er historien om de bøger, jeg aldrig fik læst, ligeså definerende som historien om de bøger, jeg har læst. Måske siger de ulæste bøger på en bogreol ligeså meget om en læser, som de læste bøger gør. Eller måske ikke?

Ejer I bøger, som I ved, I aldrig vil læse? I så fald, hvilke?