"It's Not Me, It's You" af Mhairi McFarlane

"It's Not Me, It's You" af Mhairi McFarlane, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

Den rødhårede Delia Moss er overbevist om at blive mødt med et rungende ja, da hun beslutter sig for at fri til sin kæreste. Men i stedet får hun et tøvende svar og et nedtrykt ansigtsudtryk og opdager derefter, at hendes kæreste har været hende utro.
Med ét vendes Delias liv på hovedet, og hun har brug for forandring. Hun flytter fra Newcastle til London, får et nyt job på et reklamebureau med en meget tvivlsom chef, og render ind i en ubehagelig journalist, der afpresser hende for informationer om hendes nye arbejde og hendes nye chef. Men selvom hele Delias arbejdsliv er et rod, begynder hendes hverdag langsomt at lysne op. Efter flere års pause begynder Delia at tegne sine superheltetegneserier igen, hun får sit smil tilbage og hun føler sig tilpas i en ny by, der hver dag summer af liv og af ventende overraskelser.

“I wanted arguments over shelving units in Ikea, Christmas dinner in paper hats with your parents, Boxing Day playing video games with Ralph, and our names to always be used as a pair. (Like Hepburn and Tracy. Or Cannon and Ball).”

Jeg sad i toget og læste en mintfarvet bog med guldfarvet ryg. Tiden forsvandt gradvist hurtigere end landskabet, jo længere jeg nåede ind i bogen. Mine medpassagerer sendte mig talrige blikke med skjult undren, når jeg skiftevis udbrød i latter eller suk. Jeg forsøgte at undertrykke mine grin, men det resulterede i grynten i stedet. "It's Not Me, It's You" er sådan en morsom bog med alt det bedste fra dens genre. Finurlig, fjollet og udefinerbart quirky. Den er fyldt med sjove one-liners, usandsynligt uheld og omhandler en kvinde, der har ligeså lidt styr på sit liv som selveste Bridget Jones.
Delia er en elskelig hovedperson, og selvom hun har et forholdsvist højt katastrofeniveau, så er hun også relaterbar. Hun frier til sin kæreste, bliver afvist og forsøger at slikke sine sår i en ny by med et nyt job og en ny hverdag. Hun arbejder et sted, hun ikke forstår, og hun er begyndt at tegne små tegneserier igen – noget hun havde lagt på hylden for adskillige år siden. Med kreativitet og følsomhed jonglerer hun rundt med en korrupt chef, en påtrængende journalist og et flygtigt privatliv.
Bogen er en mærkelig blanding af chick-lit, romance og mild forretningsopklaring. Der er superhelteundertoner, når Delia begiver sig ud med sin trofaste vennetrio for at undersøge sin chefs gøremål, og Delias egne tegninger af sig selv som superhelten 'The Fox' inkluderes også i bogen og tilføjer et ekstra lag til historien. Der er meget på færde, plottet hopper og vægrer – og havde skrivestilen ikke været så humoristisk, britisk og fin, var det hele blevet tabt på jorden.

“I said no, no, no, absolutely not. I'm simply experiencing an overpowering level of irrational emotion that makes me want to roll a rock over the door like a Flintstone and imprison her, until she realises she must choose me. I won't be a cruel jailer, she will get fed and can take supervised baths. My sister said, yeah, that's love.”

Men McFarlane taber intet på jorden, og det er længe siden, jeg har haft det så oprigtigt sjovt i selskab med en bog. Fortællerstemmen er så ikonisk britisk, karaktererne er rodede og ubehjælpsomme, og på trods af et krymmeldrys af candyfloss bevæger bogen sig aldrig over i det blødsødne. I løbet af få sider vandt den usikre, klodsede og lidt naive Delia mit hjerte, og jeg håbede så inderligt på, at hun ville blive mere som sit tegnede alter ego The Fox. Og i takt med at plottet skrider frem, finder Delia sit fodfæste og genvinder den selvsikkerhed, som hendes ekskæreste knuste i starten af romanen.
Selvfølgelig er der også en kærlighedshistorie gemt i Delias historie, og drejningen Delias hjerte tog, nåede også at overraske mig undervejs. Der var flere mandlige karakterer i bogen, som jeg ikke umiddelbart kunne placere, og selvom jeg havde mine anelser, lykkedes det mig aldrig helt at regne ud, hvem der burde få eventyrsslutningen. McFarlane forkaster nemlig et par klichéer undervejs.
Denne bog er en af de sjældne bøger, som man godt må dømme på dens cover. For historien indeni lever fuldstændig op til den udenpå; et pastelfarvet hverdagseventyr gennemsyret med quirkiness og varme. Jeg smiler endnu, når jeg tænker tilbage på min læseoplevelse, for bogen var som en uimodståelig flødeskumskage på en dum gråvejrsdag. Faktisk tog jeg den op for atter at bladre lidt i den, inden jeg skrev denne anmeldelse, og jeg endte med at genlæse 50 sider. Bare sådan. Det er en bog, der er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt, og til alle der leder efter noget morsomt, underholdende finurligt og komedie-romantisk, anbefaler jeg den af hele mit hjerte.