"Sense and Sensibility" af Jane Austen

"Sense and Sensibility" af Jane Austen, fra forlaget Montlake Romance, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1811). 4/5 stjerner. 

"Sense and Sensibility" er, i teorien, Austens debutroman. Det er dog ingen famlende eller nervøs debut, for det var ikke den første bog, Austen færdiggjorde – det var blot den første, hun færdigskrev. Bogen udkom under forfatternavnet "A Lady", og Jane Austen betalte selv alle omkostninger i forbindelse med bogens udgivelse. Hun tjente dem også hurtigt ind igen.
Bogen følger familien Dashwood, som bliver ofre for datidens arveregler, da Mr. Dashwood dør, og hans søn fra et tidligere ægteskab arver familiens hus. Mrs. Dashwood og hendes to døtre, den fornuftige Elinor og den følsomme Marianne, må herefter flytte til et mindre hus langt væk fra alt og alle, som de kender.
Men midt i de nye omgivelser opstår nye bekendtskaber. Den følsomme Marianne vækker en dyb medfølelse hos den statelige oberst Brandon, altimens hun selv vikler den unge John Willoughby ind i sine flyvske drømme. Elinor imødegår et kompliceret forhold med sin svigerbror Edward Ferrars, som er opmuntrende og tilbageholden på en og samme tid. 

“I have not wanted syllables where actions have spoken so plainly.”

Ingen af Austens bøger har måske et så kompliceret ægteskabsplot som "Sense and Sensibility". Elinor og Marianne starter med at være så tæt på deres lykkelige slutning, men bliver gradvist revet længere og længere fra den. Edward Ferrars opfører sig med tvetydighed overfor den tilbagetrukne Elinor, Oberst Brandon kaster lange blikke efter Marianne, som derimod kaster sig i armene på John Willoughby. Og John Willoughby er ikke den, han lader til at være. Halvvejs i bogen virker det næsten som om, de to Dashwood-søstres lykkelige slutning er væk for evigt. Og dog reagerer de så forskelligt.
Elinor fortier sine følelser, altimens Marianne hulker dem ud. Hun flyder over med hjertesorg, og selvom Elinors hjerte lydløst falder fra hinanden, er det Marianne alle bekymrer sig over. Romanens symbolske titel er så åbenlys, at den knap nok er symbolsk; der refereres så tydeligt til Elinor som fornuftens repræsentant og Marianne som følelsens.  Men er det mere fornuftigt at opretholde en facade for facadens skyld og forekomme kold overfor dem, man holder allermest af, end at udleve enhver følelse i sin krop og blive trøstet af sine omgivelser?  Er det mere fornuftigt at sige, hvad man tænker eller tænke på det, man ikke siger?
Der er noget ædelt ved Elinors stilhed, hvorimod Mariannes følelsesudbrud næsten er teatralske. Elinor skal bære sin egen og Mariannes sorg, være familiens fornuftsvæsen, og samtidig er hun pålagt at lytte til de betroelser, som hun allermindst vil høre. Elinor har det ikke let, selvom hun vælger fornuftens vej. Hendes største rivalinde, den udspekulerede og påtaget naive Lucy Steele, trækker hende ind i et større strategisk spil, der går ud på at holde sine fjender nære. Ingen karakter i hele Austens romanunivers er så ubetinget usympatisk som Lucy Steele, der med sin kvalmende illusion om venskab udøver en næsten klaustrofobisk ondskab på Elinor. Lucy forgifter Elinors sind med sine ord. Og Elinor lytter i stilhed og undertrykker sine følelser, fordi det er det, der er det korrekte. Det fornuftige. Men er det fornuftigt at befinde sig i en så ond cirkel uden en eneste flugtvej?
Jeg holder så inderligt af persongalleriet i "Sense and Sensibility". Ikke alene er Lucy Steele Austens mest geniale skurk, Sir John Middleton og Mrs. Jennings er også Austens mest irriterende sludrechatoler; et ironisk billede på de drillende onkler og tanter, som vi alle er stødt ind i til diverse familieforsamlinger. Mit hjerte har desuden altid haft et blødt punkt for Oberst Brandon og for den blide Edward Ferrars, der ikke altid formår at udfylde rollen som prinsen på den hvide hest.

“Always resignation and acceptance. Always prudence and honour and duty. Elinor, where is your heart?”

Selvom "Sense and Sensibility" er en vittig roman, der sprudler med ironi og sarkasme, latterlige bipersoner, forvildede forældre og ekstravagante følelsesudbrud, så bliver jeg altid  berørt af en knugende følelse i maven, når jeg læser den. Gang på gang føler jeg for den stakkels Elinor, der skal udsættes for den modbydelige Lucy Steeles manipulation. Gang på gang ryster jeg på hovedet af den utrøstelige Marianne, der gennem en stor del af bogen færdes med ophovne og røde øjne. Oberst Brandon er sådan en sympatisk karakter, der betragtes med ligegyldighed af hende, der betyder mest for ham. Edward Ferrars er venligsindet, men han er også fastbundet af sin egen ære. Plottet grænser til det umulige, når Austen så hurtigt fjerner sine heltinder fra den lykkelige slutning. 
Netop den lykkelige slutning er, i denne roman, også en anelse bittersød. Lykken opstår der, hvor man netop havde udelukket den, og Austen sår et lille gran af tvivl i læserens indre. Endte den virkelig lykkeligt? Eller var det et kompromis?  
Og det er nok det, jeg så godt kan lide. Konklusionen er åben og ambivalent, og selvom man hælder til fornuftens belønning, bliver følelserne aldrig affærdiget fuldstændigt. Både Elinor og Marianne begår fejl og bliver ofre for deres egen ideologi, og kun i erfaringsudvekslingen med hinanden forstår de, hvad der er sket. De mødes i krydsfeltet mellem fornuft og følelse; ikke som modsætninger, men som to mennesker, der er gensidigt afhængige af hinanden, ligesom fornuften er afhængig af følelsen. Forholdet mellem Elinor og Marianne er så rørende, og romanens lykkeligste klimaks er måske det tidspunkt, hvor de lærer at forstå hinanden. For selvom Austen skriver mesterligt om kærlighed og samfundsparodier, så er "Sense and Sensibility" først og fremmest en roman om familiebånd og søsterkærlighed. I hvert fald når jeg læser den.

“I come here with no expectations, only to profess, now that I am at liberty to do so, that my heart is and always will be yours.”