"The Guest Cat" af Takashi Hiraide

"The Guest Cat" (org. titel "猫の客") af Takashi Hiraide, fra forlaget Picador, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2001). Læst på engelsk - originalsproget er japansk. 4/5 stjerner.

I en lille sidegade til det larmende Tokyo ligger et lille hus. Isoleret og afskåret fra storbyens hektiske tempo er huset et refugium for dets beboere. En mand og en kvinde, der begge arbejder med ord og med skriveri, bor der i stilhed. De har ikke meget at sige til hinanden eller andre, og om aftenen betragter de silhouetterne af de mennesker, der vandrer forbi, som flygtige skygger på husets vægge.
Livet flyder forbi i en vuggende rutine, indtil en kat pludselig dukker op på deres dørtrin. En tøvende, legende og frisindet besøgskat med hvid pels og klare øjne. Og pludselig begynder ægteparret at tale sammen, og de får atter noget at se frem til efter en lang dags stilhed.

“Chibi was a jewel of a cat. Her pure white fur was mottled with several lampblack blotches containing just a bit of light brown. The sort of cat you see just about anywhere in Japan, except she was especially slim and tiny.”

Takashi Hiraide er lyriker. En forfatter af digte, en skaber af fjerlette sætninger med få ord og en væsentlig tyngde. Og hans baggrund sætter sine elegante fodspor overalt i "The Guest Cat", hvis ordlyd har mere til fælles med et digt end med en roman. Simpliciteten er i fokus, fortællerstemmen er konstanterende og aldrig analyserende, og historien der udfolder sig finder den største skønhed i det usagte. Hvad der ved første øjekast kan virke som en fortælling om ingenting kan ved det næste øjekast blive en historie om alverdens ting.

"The Guest Cat" kan læses bogstaveligt. Det kan være en historie om en kat, der hører til et sted og besøger et andet sted og undervejs vinder et forsigtigt ægtepars hjerte. Det kan være en historie for katteelskere og katteejere over hele verden; en afbildning af hvor meget lyd ekkoet af en kats bløde poter kan skabe i et tomt hjem. Det kan være en historie om glæden i det uventede; sammenkoblingen med et væsen hvis ankomst, man aldrig havde forudset.

Men det kan også være noget mere. Noget andet. Det kan være en historie om et begreb, der aldrig optræder direkte i løbet af bogens 130 sider; tilhørsforhold, ejerskab og naturlig frihed. Katten kan være et symbol på de ting, vi ikke kan fastholde; ting vi ikke har magten til at fastholde, og omgivelsernes reaktion på katten kan være en tankestreg til menneskelig og besidderisk kærlighed.

Eller det kan være det hele. På en og samme tid. "The Guest Cat" er en fortælling om en kat og om et ægtepar, et forsøg på at eje og fastholde, at elske og at sørge, at leve og at finde noget at leve for. 

“Having played to her heart's content, Chibi would come inside and rest for a while. When she began to sleep on the sofa--like a talisman curled gently in the shape of a comma and dug up from a prehistoric archaeological site--a deep sense of happiness arrived, as if the house itself had dreamed this scene.” 

Jeg blev så rørt af denne korte, lille og fuldstændigt forunderlige bog, der på en gang besidder eventyrskvaliteter og samtidig er så brutalt ærlig. Bogens hovedperson, den egenrådige kat Chibi, vandrede direkte ind i mit hjerte og efterlod mig med et vemodigt smil.
For katten Chibi er bogens hovedperson. Selvom det lille væsen ikke taler – og faktisk slet ikke miaver – bliver den, i modsætningen til bogens andre talende karakterer, tildelt et navn. Resten af bogens karakterer blender sammen i en unavngivet masse, hvorimod Chibis identitet bliver formet af et navn. Og dermed vender Takashi Hiraide helt om på et velkendt system. 
"The Guest Cat" er sådan en fin og levende bog, som alle burde læse. Den er yndigt skrevet, yndigt fortalt og fyldt med et potentiale, der kan betyde vidt forskellige ting for vidt forskellige mennesker. Det er en bog, man kan debattere i evighed, genlæse og elske en smule højere for hver gang, og jeg er så glad for, at bogen nyder stor anerkendelse i den vestlige verden nu, tretten år siden den originalt udkom. For den fortjener det. Den fortjener at blive anerkendt, og den fortjener at blive læst, for den er et skrøbeligt og intimt mesterværk.