Tema-tirsdag #83: Jeg var aldrig alene, når jeg havde min bog

Det er mærkeligt, hvad man husker. En lille episode ud af en million, et sekunds stilhed ud af flere tusinde og ét fragment fra en håndfuld af mindeværdige øjeblikke. Det er snart tre år siden, og jeg husker det stadig. Det slog mig som noget af betydning.

For tre år siden sad jeg i et undervisningslokale til et foredrag om romananalyse og tekstforståelse. Jeg kan ikke huske, hvad min underviser talte om, men jeg husker en akavet bemærkning, som han lod flyde ud i luften og omdannede til stilhed. "Mange forbinder bøger med ensomhed," sagde han. "Og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der fandt trøst fra ensomheden i bøgerne. De blev en flugtvej."

Undervisningslokalet blev mærkeligt stille, og der blev udvekslet et par sigende blikke. Bemærkningen var på en eller anden måde upassende i dens inderlighed, og ingen af os anede, hvad vi skulle sige. Så ingen sagde noget, og efter et øjebliks pinlig tavshed vendte vi tilbage til tekstforståelsen, analyseværktøjerne og romanerne. Episoden har naglet sig fast i mig med dens ubetydelighed, fordi det min underviser sagde ikke var forkert. Det var næsten bare for sandt.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det ikke ensomheden, jeg husker. Men hvis jeg tænker logisk, ved jeg, den var der. Jeg var et tilbageholdent barn. Jeg var stille. Jeg var genert. Jeg var ikke "en af dem", hvem de så end var. Jeg forstod ikke skolegårdstaktikker og intriger, og jeg trak mig frivilligt ud af det. Jeg meldte mig ud af et fællesskab, jeg ikke forstod og færdedes i stedet i en verden, hvor alting altid gav mening. Fiktionens.

Mens de andre spillede fodbold eller rundbold og skændtes over, hvem der skulle vælges først, fandt jeg tilflugt i et bibliotek. Jeg åbnede bøger og behøvede ikke bekymre mig om at falde over mine egne klodsede ben, men færdedes i stedet mellem linjer og ord. Jeg læste med en feberhed iver, jeg sørgede hver gang, en bog var forbi, og jeg blev altid overrasket, når jeg opdagede, at en læst bog kunne erstattes med en ulæst. Jeg husker endnu den forbløffelse, der boblede frem i mig, da jeg fandt historierne om Bjørnen Paddington. "Hvorfor har jeg ikke læst denne bog noget før?" tænkte jeg. Hver gang jeg fandt en ny bog, var det som at komme hjem. Jeg var altid bange for, at det skulle stoppe, at bøgerne ville forsvinde, eller at jeg ville løbe tør for titler, der interesserede mig. Jeg betragtede hver bog som et lille mirakel.

Det er en logisk konklusion, at et barn der har læst meget, er et barn, der har været meget alene. For læsning er, næsten pr. definition, en aktivitet, der foretages i enrum. Højtlæsning er i de første mange år en essentiel livlinje, men på et eller andet tidspunkt bliver højtlæsningen begrænsende. Indsnævrende. Man holder op med at kunne vente på, at en anden får tid til at læse; man holder op med at kunne udvælge bøger i tålmodig enighed; man holder op med at sympatisere med hæse stemmer og trætte formaninger om ventende sengetider. Man bliver grådig, og så læser man bøgerne selv.

Timerne jeg tilbragte på skolebiblioteket, frikvarterene hvor jeg sneg mig indendørs, og de lange nætter med natlampen tændt, tilbragte jeg alene. Og dog spiller min hukommelse mig et puds, for jeg kan ikke huske følelsen af ensomhed. Jeg var ikke ensom; jeg var omgivet af bøger og mennesker i bøger.

Måske er det en vigtig del af ligningen, at jeg var en selvvalgt enspænder. Stilhed forekom mig aldrig som en skræmmende lyd. Når jeg sad i hulrummet under trappen i vores gamle hus og bladrede i en bog, var jeg lykkelig.

Bøgerne præsenterede mig for verdener, der forekom mig mere virkelige, end den jeg selv levede i. Jeg fløj med Peter Pan til Ønskeøen, vandrede med Peter Plys i Hundredemeterskoven, jeg red på ryggen af en talende isbjørn i et glitrende frostlandskab, og jeg forsøgte at tyde sludder med Alice i det absolutte Eventyrland. I en tidlig alder læste jeg eventyr fra hele verden, og jeg elskede logikken i dem. De var sammenhængende og forståelige: onde væsener blev straffet, og gode væsener blev belønnet. Ting skete af en årsag, og årsagen var altid gennemskuelig.

Men mest af alt præsenterede bøgerne mig for mennesker, der fyldte mit liv og mit børneværelse med latter og eventyr. Jeg var Emily, da jeg læste "Emily på Månegården", og jeg delte tanker med hende længe efter, bogens sider var ophørt. Jeg naglede mig fast til hvert eneste af Lucy Pevensies ord i Narnia-serien, og på trods af Spice Girls-plakaterne på mit værelse, var Amy March den pige, jeg helst ville være. Jeg knyttede mig til fiktive personer udgjort af papir og blæk, som andre knytter sig til levende væsener af kød og blod. Jeg sendte ofte Emily en tanke, når jeg oplevede noget, hun ville kunne lide. Jeg lærte at afkode menneskerne fra min hverdag gennem mennesker fra bøgerne.  Jeg forstod, at der altid ville være en Nellie Oleson, uanset hvor jeg befandt mig i verden. Jeg forstod, at usandsynlige helte sommetider opstår, og jeg lærte, at "generthed" slet ikke var et så skammeligt og usædvanligt begreb, som mine lærere fik det til at lyde som. Selv når mine bøger foregik i fremmede verdener, omhandlede fantasivæsener og blev malet i eventyrlige farvestrøg, kunne jeg spejle mig i dem og overføre dem på noget, jeg kendte. Hver eneste bog var en menneskelig erfaring, jeg gjorde mig. Uanset hvor banal den end kunne forekomme. Jeg levede nye liv i bøgerne, men det gik efterhånden op for mig, at jeg også selv levede i en bog. 

Jeg kan stadig huske første gang, jeg så filmatiseringen af "Den uendelige historie". Startscenen af den film er det mest magtfulde, jeg nogensinde har bevidnet. En lille dreng, sølle og forhutlet, flygter fra skolens plageånder og stormer ind i en støvet butik for at opsamle en støvet bog. Bogen åbnes, læsningen påbegyndes, og drengen bliver splittet i to. Han er i bogen, og han er overfor bogen på én og samme tid. Han er Atreyu på hesteryggen, og han er Bastian med bogen. Han skaber handlingen, og han læser den. Det var sådan, det føltes hver evig eneste gang, jeg fandt en ny bog.

Og måske var jeg også Bastian. Måske løb jeg også ind på biblioteket, fordi jeg blev jaget derind af børn, jeg ikke forstod og ikke brød mig om. Måske var det ensomheden, der gav mig tiden til at læse. Måske var det manglen på accept i skolegården, der fik mig til at søge accept andre steder. Men det er ikke sådan, jeg husker det. Mine erindringer er omskrevne versioner af de bøger, jeg læste. Og det er ikke tiden alene i biblioteket, jeg husker; det er derimod bøgerne, jeg tilbragte tiden med, der står klarest i min hukommelse. Jeg var aldrig alene, når jeg havde min bog.

Dette indlæg er hentet fra en gammel kladde. Det er skrevet over flere omgange, og jeg havde egentligt aldrig tænkt mig at udgive det. Men nu gør jeg det alligevel. Jeg håber, at det giver mening.