Tema-tirsdag #85: Book buying shame

For nylig stødte jeg på et pudsigt udtryk, der tilsyneladende hjemsøgte den amerikanske booktube-sfære og skabte stor diskussion. Book buying shame er et begreb, der beskriver den øjeblikkelige skam, der opstår, når man køber en ny bog, selvom man ejer mange i forvejen. Udtrykket beskriver den følelse, der får bogbloggere og videobloggere til at sige "Ups!", "Jeg kom til at købe bøger" eller "Jeg ved godt, jeg ikke burde købe flere bøger ...", når de viser deres nye bøger frem på deres respektive blogs. Udtrykket dækker over det irrationelle i at købe flere bøger, når man ejer mange ulæste; det dækker over længden på ens læse-liste; og det dækker over de mange nytårsforsæt om ikke at købe flere bøger.

Sidste år skete der noget mærkeligt. Et nyt år oprandt og jeg mente, at det var på tide med et nytårsforsæt. Efter et stykke tid annoncerede jeg med en højtidelig stemme, at jeg ville foretage en bogkøbsreducering og købe færre bøger. Jeg fastsatte ikke et antal eller formål. Jeg sagde ikke færre bøger i forhold til hvad. Det var abstrakt, og det var vagt, og jeg ved stadig ikke, om det lykkedes, for jeg ved ikke, hvad meningen var. Jeg var ramt af book buying shame.
Der er afgjort tilfælde, hvor en bogkøbsreducering kan være en god idé. Det er altid vigtigt, at vi som forbrugere reflekterer over, hvad vi køber og hvorfor. Det er vigtigt at tage behov, plads og økonomi med i enhver overvejelse om at købe noget som helst. Og hvis man indser, at man ikke har behov for at købe flere bøger, at alle de bøger man gerne vil læse, allerede står i ens bogreol eller biblioteksbøger er en bedre løsning – så er det måske en klog beslutning ikke at købe flere. Hvis man ikke har plads til flere bøger eller råd til flere, er det afgjort også en klog beslutning. Men hvis man, som mig, blot starter et bogkøbsstop, fordi man føler, man skal, så holder meningen op med at være der.
For sandheden er, at der sjældent er noget "ups"-agtigt over mine bogkøb. Jeg er typen der planlægger, budgetterer og prioriterer mine bogkøb; overvejer og beslutter i det uendelige, og gransker boghandlerens hylder nøje, før jeg vandrer op mod kassen. Når jeg køber en bog, er det fordi, jeg har besluttet mig for at købe den. Det er ikke noget, jeg helt ubevidst "kommer til" at gøre.
Og når jeg køber en bog, er det også fordi, jeg vil læse den. På et tidspunkt. En dag. I nogle perioder, som nu, når jeg knap nok at købe en bog, før den er færdiglæst, og antallet af de ulæste bøger på min bogreol holder sig på et minimum. I andre perioder er det som om, jeg lever bag et tårn af ting, jeg endnu ikke har fået læst og ikke kan finde tiden til at læse. Det varierer. Men jeg har ikke brug for en deadline eller et nytårsforsæt for at få det gjort.

På det seneste har jeg tænkt meget på book buying shame, og behovet for at retfærdiggøre de bøger, man køber. Jeg forstår ikke, hvorfor bogsamleri nødvendigvis er en sygdom, der skal kureres eller en afhængighed, der skal stoppes. Ved at købe bøger støtter man de forlag, forfattere og den branche, man elsker, og samtidig bruger man sine penge på noget, man værdsætter. Jeg synes aldrig, penge er spildt, når de bruges på noget, der bringer en glæde; og ingen materielle genstande gør mig så lykkelig som muligheden for at forsvinde ned i en ny historie.
Bogsamleri er en mærkværdig hobby, der kan fylde et hus og efterlade en mangel på plads. Nye bogkøb kan blive endnu en bog i en stak, man aldrig får læst. Og bogsamleri kan være en dyr, tidskrævende fornøjelse. Der er alverdens grunde til at tænke økonomisk og praktisk  over et nyt bogkøb – som med alle andre indkøb. Men når alting er overvejet, og bogen er købt, er der ikke noget at undskylde for eller sukke over. Der er intet at skamme sig over. 
At leve et læserliv er en smuk ting, der ikke nødvendigvis kun involverer læsningen selv. Et læserliv indeholder også listende skridt i stille biblioteker, kæmpe biblioteksstakke og overskredne deadlines, opdagelser i bogbutikkens fjerneste hjørne og følelsen af et bogcover med en fløjlsblød tekstur. At leve et liv med bøger er også glæden ved en tilbuds-mail i din indbakke, en gratis bog til din Kindle og sukken over hjemmebiblioteket som Udyret præsenterer som en gave til Belle. Det er fornøjelsen af at bygge sit eget bibliotek eller blot forsøge på det. Det er glæden ved at sammensætte en uendelig læseliste af bøger man ejer – eller ikke ejer – som man gerne vil læse, og bøger som man måske aldrig vil komme til at læse. Et læserliv er hvad man gør det til; og for nogle er en stor del af det, glæden ved en nykøbt bog. Eller ti.
I år har jeg derfor fremsat et modsat nytårsforsæt; jeg har besluttet, at jeg ikke vil undskylde overfor mig selv eller overfor andre – jeg vil stå ved min kærlighed for bogsamlerier og bogkøb, min kærlighed for nye velduftende bøger og min voksende samling af dem. Der skal være plads til læste og ulæste bøger, såvel som nøje planlagte og impulsive bogkøb, dyre hardbacks og billige paperbacks i min bogreol. Eller i mine vindueskarme, på mit natbord og på mit stuebord, når reolpladsen ikke længere rækker. Jeg vil ikke længere sige "ups" uden at mene det. For mine bogkøb har aldrig været ups'ere.

Føler du sommetider et behov for at forklare eller affærdige dine bogkøb eller jubler du åbent over dem? Og bogbloggere – har I også lagt mærke til "Jeg kom til ..."-tendensen, og hvad tænker I om den?