"Bonjour Tristesse" af Françoise Sagan

"Bonjour Tristesse" af Françoise Sagan, fra forlaget Penguin, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1954). Læst på engelsk - originalsproget er fransk. 4/5 stjerner.

Da "Bonjour Tristesse" udkom, blev det en overvældende sensation. Ikke alene satte romanen en egoistisk og kontroversiel teenagepige i centrum, den var også skrevet af en teenager. For Françoise Sagan var kun 18 år, da bogen udkom. En bedrift der også formår at forbløffe mig, når jeg læser den i dag.
"Bonjour Tristesse" er således en roman skrevet af en teenager, og den beskæftiger sig også med en teenager. Den 17-årige Cécile lever et priviligeret og skødesløst liv sammen med sin rige far. Cécile er vant til sin fars mange eskapader og kærester, og han ser igennem fingre med sin datters erobringer. Alt dette ændres dog, da Céciles far byder en ny kvinde velkommen i sit liv, og Cécile ser gradvist sin frihed forsvinde. I et glødende oprør mod de nye regler og delingen af sin fars opmærksomhed, planlægger Cécile at skubbe sin fars nye kæreste ud af deres liv.

“For this was the round of love: fear which leads on desire, tenderness and fury, and that brutal anguish which triumphantly follows pleasure.”

Det var en pludselig indskydelse, der fik mig til at læse denne tynde, pastelfarvede bog. En tanke strejfede mig og fik mig til at spekulere på, at det var længe siden, at jeg havde læst noget fransk litteratur, og af en eller anden grund dukkede "Bonjour Tristesse" hurtigst op i min hukommelse, da jeg begyndte at ransage mine indre arkiver over franske romaner. Så jeg hoppede ind i den i fuldstændig blinde.
Med sine kun 96 sider, kan "Bonjour Tristesse" kategoriseres som en hybrid mellem en novelle og en bog – her savner jeg den engelske betegnelse 'novella' til at dække over genren.  Og disse 96 sider er nogle af de rigeste sider, jeg nogensinde har læst. Beskrivelserne er lyriske, poetiske, dekandente og krøllede. Atmosfæren karakterne lever i er farligt dragende, og under læsningen levede jeg også selv i den. Sagan skriver vidunderligt, og fortællerstemmen besidder både tonefaldet fra en kynisk teenagerstemme og en rosenrød poesi.
Imens jeg læste, forekom plottet mig mærkeligt genkendeligt. Den unge Céciles modstand mod sin fars kommende kone, og den indædte kamp hun indleder som modsvar på faderens nye kærlighed, minder mest af alt som en ældre udgave af Disney-filmen "The Parent Trap", som jeg så igen og igen som barn. Med sin egen uanende kæreste og faderens ekskæreste som allierede, sætter Cécile fælder op, der gradvist nedbryder faderens kommende ægteskab. Hun leger dukketeater med sine omgivelser, arrangerer kunstige situationer og trækker i snore, der udløser følelser. Céciles plan er langt mere end et simpelt ungdomsoprør; det er hensynsløs manipulation på et meget højt plan. 

“He lifted me up and held me close against him, my head on his shoulder. At that moment I loved him. In the morning light he was as golden, as soft, as gentle as myself, and he would protect me.”

"Bonjour Tristesse" er ikke som sådan en plotdrevet roman. Det er et indgående karakterstudie, og karaktererne der studeres, bevæger sig rundt på scenen i deres egen indelukkede egoist-verden, uden at vække den mindste empati hos læseren. Der er ikke en eneste god, eller bare tålelig, person til stede i denne lille roman – i stedet er der blot en samling af forstyrrede karakterer, der lever et isoleret liv i en slags overklassesbørnehave. De er alle skakbrikker i et kompliceret skakspil.
Og det interessante er at være vidne til, hvordan de bevæger sig omkring på denne skakplade. Hvordan deres skiftende alliancer får deres indbyrdes bånd til at styrkes og svækkes; hvordan en mand begynder romanen med en kvinde, forlover sig med en anden, for derefter at kigge langt efter den første igen, uden at forstå hvorfor. Hvordan magtforholdene skifter mellem en usikker og overlegen kvinde, der skiftevis overhaler hinanden i skønhed og intellekt. Hvordan en forblændet elsker kan narres til at gøre alt af en mindreårig pige, blot fordi hun lover ham evig troskab. Og hvordan den selvsamme pige ikke kan adskille kærlighed og ønsket om kærlighed i sit forvirrede, selvmodstridende og omsorgshungrende 17-årige indre. De 96 sider har så megen psykologisk dybde, at man kunne drukne i dem.
I sidste ende endte denne lille bog med at chokere mig. For indhyllet i den smukke prosas drømmeslør, gemmer der sig brutale sandheder om karakterne og deres egoistiske motiver. Céciles beslutning om at skille sin far fra hans forlovede får tragiske konsekvenser, der end ikke kan forsvares med hendes alder. Alt det, hun har kæmpet for viser sig at blive til tomhed. Romanen slutter med en stormbølge, der kun efterlader et blikstille hav i en række intetsigende liv. Og da Cécile endelig får sin vilje, viser det sig, at det slet ikke er det, hun ville have alligevel.

Al egoismen ville have givet mig kvalme, hvis det ikke var fordi, den var så smukt beskrevet. 

“A strange melancholy pervades me to which I hesitate to give the grave and beautiful name of sorrow. The idea of sorrow has always appealed to me but now I am almost ashamed of its complete egoism. I have known boredom, regret, and occasionally remorse, but never sorrow. Today it envelops me like a silken web, enervating and soft, and sets me apart from everybody else.”