"Five Children and It" af E. Nesbit, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1902). 3/5 stjerner.
I "Five Children and It" møder man Cyril, Anthea, Robert og Jane samt den lille tumling Hilary, der møder "It" – et særligt ønskeuddellende fevæsen. Hver dag vender de fem søskende tilbage til den lidt gnavne fe, der lever i en sandbunke, og hver dag opfylder feen ét ønske for børnene. Men som mange andre før dem, opdager de fem søskende at man skal passe på med, hvad man ønsker.
“For really there is nothing like wings for getting you into trouble. But, on the other hand, if you are in trouble, there is nothing like wings for getting you out of it.”
Nesbit har en særlig fortællerstemme, der brænder igennem og trækker tråde mellem alle hendes værker. Med britisk charme og en legende tone fortæller hun fantastiske historier om helt almindelige engelske børn, der kommer ud for knap så almindelige ting. De fem børn i denne historie oplever både glæden ved at have vinger, problemet med magiske guldmønter, og de lærer præcist hvor farligt, det kan være at tale i vrede.
Historiens opbygning er meget klassisk og forholdsvist simpel. Børnene besøger hver dag den lille sandfe, udtaler et uovervejet ønske, får ønsket opfyldt, kommer i problemer, lærer deres lektie og starter forfra. De fem børn får fem ønsker, og dermed fem lektioner i at værdsætte det, de havde i forvejen. Det er sødt, og det er let.
Det er i virkeligheden Nesbits skrivestil, der giver bogen dens særpræg. Bogen benytter sig af en larmende fortæller, der blander sig i børnenes handlinger og kommenterer på deres valg; læseren bliver hele tiden advaret om, hvad der venter, og det er umådelig morsomt og hjemligt at være vidne til. Selvom man læser bogen i sit stille indre, føles den som højtlæsning.
Nesbit har en særlig fortællerstemme, der brænder igennem og trækker tråde mellem alle hendes værker. Med britisk charme og en legende tone fortæller hun fantastiske historier om helt almindelige engelske børn, der kommer ud for knap så almindelige ting. De fem børn i denne historie oplever både glæden ved at have vinger, problemet med magiske guldmønter, og de lærer præcist hvor farligt, det kan være at tale i vrede.
Historiens opbygning er meget klassisk og forholdsvist simpel. Børnene besøger hver dag den lille sandfe, udtaler et uovervejet ønske, får ønsket opfyldt, kommer i problemer, lærer deres lektie og starter forfra. De fem børn får fem ønsker, og dermed fem lektioner i at værdsætte det, de havde i forvejen. Det er sødt, og det er let.
Det er i virkeligheden Nesbits skrivestil, der giver bogen dens særpræg. Bogen benytter sig af en larmende fortæller, der blander sig i børnenes handlinger og kommenterer på deres valg; læseren bliver hele tiden advaret om, hvad der venter, og det er umådelig morsomt og hjemligt at være vidne til. Selvom man læser bogen i sit stille indre, føles den som højtlæsning.
“They didn't know being dead is only being asleep, and you're bound to wake up somewhere or other, either where you go to sleep or some better place.”
Min yndlingskarakter i denne dybblå bog er måske den gnavne sandfe, der irriteret graver sig op af sin sandhule for at opfylde ønsker, som den selv mener er tåbelige. Den stakkels fe vil faktisk helst være i fred – og netop derfor, er børnenes dybe kærlighed til den så rørende. De vil så gerne være venner med den lille gnavpot, der forårsager så meget rod med dens uddelte ønsker.
For ønskerne er noget rod. Fra en typisk pigedrøm om skønhed til en uheldig drengestreng om indianere får børnene hurtigt demonstreret, at ønsker er farlige ting, imens virkelighedens forudsigelighed har sin egen charme. Det gør dem dog ikke mindre interesseret i magi.
Jeg nød at læse Nesbits søde historie om de fem uheldige søskende. Bogen udgjorde en hyggelig læsestund, der fyldte med mig kærlig ømhed for forladte barndomsdrømme og fik mig til at spekulere på, hvilke fjollede ønsker jeg selv ville have haft ytret, hvis jeg havde muligheden. Nesbits bøger fylder mig altid med sådan en varm glæde, og selvom de måske er lidt for polerede og lidt skabelonudskårne for en nutidig læser, så er det alligevel let at se, præcis hvor meget af børnelitteraturens fantasyhovedværker Nesbit har grundlagt. Hendes ord gør mig altid i så godt humør.
Min yndlingskarakter i denne dybblå bog er måske den gnavne sandfe, der irriteret graver sig op af sin sandhule for at opfylde ønsker, som den selv mener er tåbelige. Den stakkels fe vil faktisk helst være i fred – og netop derfor, er børnenes dybe kærlighed til den så rørende. De vil så gerne være venner med den lille gnavpot, der forårsager så meget rod med dens uddelte ønsker.
For ønskerne er noget rod. Fra en typisk pigedrøm om skønhed til en uheldig drengestreng om indianere får børnene hurtigt demonstreret, at ønsker er farlige ting, imens virkelighedens forudsigelighed har sin egen charme. Det gør dem dog ikke mindre interesseret i magi.
Jeg nød at læse Nesbits søde historie om de fem uheldige søskende. Bogen udgjorde en hyggelig læsestund, der fyldte med mig kærlig ømhed for forladte barndomsdrømme og fik mig til at spekulere på, hvilke fjollede ønsker jeg selv ville have haft ytret, hvis jeg havde muligheden. Nesbits bøger fylder mig altid med sådan en varm glæde, og selvom de måske er lidt for polerede og lidt skabelonudskårne for en nutidig læser, så er det alligevel let at se, præcis hvor meget af børnelitteraturens fantasyhovedværker Nesbit har grundlagt. Hendes ord gør mig altid i så godt humør.
Hvor er det altså bare nogle smukke billeder! Dem kan man ikke undgå at blive i godt humør af :)
SvarSletTusind tak! :') Odense er virkelig også vidundersmuk nu.
SletJeg fik aldrig læst højt som barn, og De Fem har altid været en af de historier, jeg har ærget mig mest over, at jeg gik glip af. Det uskyldige univers har altid lydt som det mest underholdende man kunne tænke sig som børn. Tror jeg får svært ved, selv at tage mig sammen og læse dem nu som voksen, men måske jeg endelig kan blive en del af historien, den dag jeg selv får børn. Det håber jeg i hvert fald (:
SvarSlet- og der altså bare så uendeligt smukt nede i Mosen lige for tiden. Jeg har lyst til at tage billeder i det uendelige!
// www.moonlitmadness.dk
Faktisk er denne bog ikke en del af 'De Fem'-serien. De blev nemlig skrevet af Enid Blyton! Det er sjovt, for jeg troede faktisk det samme i en kort periode, men Nesbit har åbenbart bare skrevet om fem andre søskende. Det er lidt af en snyder!
SletOg det har du helt ret i. Sikke et eventyrslandskab.
Jeg har længe haft kig på Nesbits børnebøger, især The Railway Children har jeg flere gange haft i min kurv hos Saxo, men den har hver gang måttet vige pladsen for en anden bog :) Måske får den lov at komme med næste gang ;)
SvarSlet'The Railway Children' er virkelig også fin. Nesbit skrev så hyggeligt og levende – hun kan varmt anbefales til en anden gang, når kurven ikke er fyldt :)
Slet