Tema-tirsdag #86: Ravenclaw-drømme

Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg synes om Harry Potter-bøgerne. Hvad jeg mener om dem, og hvad jeg tænker. Og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg slet ikke, jeg mener noget, som ingen andre mener. For mit forhold til Harry Potter-bøgerne er kompliceret og årelangt, og det handler langt mere om minder end om holdninger.

Jeg kan så tydeligt huske den dag, min mor overrakte mig den første Harry Potter bog. "Jeg tror, den vil være noget for dig," sagde hun, og mit første spørgsmål var: "Hvorfor?" Jeg rynkede på næsen over både titel og forside, og i min barneverden kunne jeg slet ikke begribe, hvorfor en bog om en bebrillet dreng skulle interessere mig. Men jeg læste den alligevel. Jeg havde for megen tiltro til min mor til at ignorere hendes råd, og jeg elskede bøger for højt til ikke at læse hvad som helst, der befandt sig foran mig. Så jeg vendte den første side, og jeg begyndte at læse. Dagen forsvandt, og jeg blev lagt i seng og bedt om at sove. Men jeg faldt ikke i søvn, og i stedet læste jeg bogens ord i skæret fra min lommelygte. Mine arme gjorde ondt, og min nakke blev stiv, men jeg bemærkede det ikke. Jeg læste og læste, og pludselig var natten væk.

Jeg kan så tydeligt huske min 11-års fødseldag. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var heldigt, at jeg havde læst Harry Potter-bogen inden, jeg fyldte 11, for det betød, at jeg vidste, hvad der skulle ske. Jeg var forberedt, og jeg ventede med sikkerhed på sneuglen, der ville lande foran hoveddøren med et forseglet brev i dens næb. Men hverken uglen eller brevet ankom.

“There's nothing hidden in your head 

The Sorting Hat can't see, 

So try me on and I will tell you 

Where you ought to be.”  –Fra "Harry Potter and the Philosopher's Stone" af J. K. Rowling

Som ethvert andet barn brugte jeg lang tid på at spekulere på, hvordan mit liv ville have formet sig, hvis min fødselsdag havde bragt både ugle og brev. Især kredsede mine tanker om sorteringshatten og dens mytiske sange; et påmalet våbenskjold og farver af guld og kobber, en ørns vingesus og en opholdsstue belagt med en vej af gåder og logik. Jeg drømte altid om at høre til på Ravenclaw. Og havde Ravenclaw ikke eksisteret, ville jeg have valgt Hufflepuff og udelukket de to andre kollegier uden et sekunds tøven.

Ironisk nok, var Gryffindor det første kollegie, jeg udelukkede. Jeg er hverken modig eller overilet, viljestærk eller impulsiv, og jeg ville aldrig være helten, der stormede ud i kamp mod Voldemort. Jeg ville snarere gemme mig i et hjørne og holde mig for ørerne, indtil det hele var ovre. Allerede som et eventyrlystent læsebarn skræmte tanken mig. Det var lettere for mig at forestille mig selv i en verden, hvor tilbagetrukket fundering og kølig logik var de foretrukne våben. 

Men samtidig var jeg også bange. Jeg delte Harrys frygt om en plads på Slytherin, hvor ambition og målbevidsthed var vævet ind i slangens grønne banner. Harrys bøn om ikke at høre til på Slytherin ville have givet genlyd i min mund, hvis forsamlingshatten blev sat på mit hoved. Det var først senere, at det gik op for mig, at man ikke hører til på Slytherin, hvis man ikke ønsker det. Det er muligvis Rowlings smukkeste pointe.

Harry Potter-bøgerne er bøger, som alle kan relatere til. For bag al det knitrende lys fra tryllestave, under låget på kisten i Mr. Alastor Moodys kontor og langt inde bagved et smertende lynnedslagsformet ar, gemmer der sig i høj grad en historie om at vokse op. Om at passe ind og om at blive til. Og kollegiehusene er blot ét led i rækken; et spørgsmål om, om man ser sig selv ligeså klart, som andre ser en. Et spørgsmål om hvilke kvaliteter man besidder, og hvilke man lægger vægt på. 

Min 11-års fødselsdag gled forbi uden en ugle på mit dørtrin. Men var uglen kommet, og havde den taget mig med tilbage, ynder jeg at forestille mig, jeg ville blive placeret i Ravenclaw. Blå har altid været min yndlingsfarve, og Ravenclaw har altid været målet for mine Hogwarts-drømme. 

Hvilket Hogwarts-kollegie ville du ønske, du ville blive sorteret ind i? Og hvorfor?