"Siege and Storm" af Leigh Bardugo, fra forlaget Indigo, udgivet i 2013. 3/5 stjerner.
"Siege and Storm" begynder der, hvor "Shadow and Bone" slutter. Alina er på flugt og lever i skjul; hun løber gennem skovkrat og gemmer sig i forladte huse. Hun forsøger at skabe en ny identitet og glemme sin gamle.
Men man kan ikke løbe for evigt og slet ikke, når det er en selv, man løber fra. Alina må vende tilbage til det land, hun flygtede fra, for mørke kræfter truer med at trænge ind i Ravka og ødelægge alt det, Alina har kært.
"Siege and Storm" begynder der, hvor "Shadow and Bone" slutter. Alina er på flugt og lever i skjul; hun løber gennem skovkrat og gemmer sig i forladte huse. Hun forsøger at skabe en ny identitet og glemme sin gamle.
Men man kan ikke løbe for evigt og slet ikke, når det er en selv, man løber fra. Alina må vende tilbage til det land, hun flygtede fra, for mørke kræfter truer med at trænge ind i Ravka og ødelægge alt det, Alina har kært.
“He tapped the sun over his heart. "I came here for you. You're my flag. You're my nation."”
Jeg har meget svært ved at regne ud, hvad jeg egentligt føler for Leigh Bardugos Grisha-bøger. På den ene side er bøgernes plot et ekko af ting, jeg har læst hundrede gange før, og på den anden side er bøgernes persongalleri fyldt med væsener, jeg vil elske og forsvare til evig tid. Jeg er ambivalent og forvirret. Og alligevel en smule berørt.
For sagen er, at jeg aldrig læste "Siege and Storm" for dens plot, der mest af alt minder mig om Harry Potters horcrux-jagt kombineret med det vanlige frelserfigur-kompleks. Der er ikke meget nyt at hente i bogens handlingsforløb, der både involverer en usikker pige, der får en makeover; et voksende drama mellem to-tre smukke drenge og den førnævnte pige; en indadvendt konflikt om man er ond eller god, god eller ond; og en jagt efter eventyrsvæsener, der skal ofres for at tilføje mere magt.
Men der er til gengæld noget nyt at finde i bogens fremmedartede miljø, der trækker på russisk mytologi, oldgamle ord der ruller ubesværet over karakterernes tunger, og oldgamle traditioner med ranghierarkier og silkebeklædte soldater på en ødelæggelsens jagtmark. Bardugos univers er et helt univers, som karaktererne rejser igennem med hævede fødder og gradvist afdækker hver en millimeter af. Det vrimlende persongalleri stjal mit hjerte, og det samme gjorde Ravkas uendelige landområder med Grishaer, skyggevæsener og fremanere af den strålende sol.
Jeg har meget svært ved at regne ud, hvad jeg egentligt føler for Leigh Bardugos Grisha-bøger. På den ene side er bøgernes plot et ekko af ting, jeg har læst hundrede gange før, og på den anden side er bøgernes persongalleri fyldt med væsener, jeg vil elske og forsvare til evig tid. Jeg er ambivalent og forvirret. Og alligevel en smule berørt.
For sagen er, at jeg aldrig læste "Siege and Storm" for dens plot, der mest af alt minder mig om Harry Potters horcrux-jagt kombineret med det vanlige frelserfigur-kompleks. Der er ikke meget nyt at hente i bogens handlingsforløb, der både involverer en usikker pige, der får en makeover; et voksende drama mellem to-tre smukke drenge og den førnævnte pige; en indadvendt konflikt om man er ond eller god, god eller ond; og en jagt efter eventyrsvæsener, der skal ofres for at tilføje mere magt.
Men der er til gengæld noget nyt at finde i bogens fremmedartede miljø, der trækker på russisk mytologi, oldgamle ord der ruller ubesværet over karakterernes tunger, og oldgamle traditioner med ranghierarkier og silkebeklædte soldater på en ødelæggelsens jagtmark. Bardugos univers er et helt univers, som karaktererne rejser igennem med hævede fødder og gradvist afdækker hver en millimeter af. Det vrimlende persongalleri stjal mit hjerte, og det samme gjorde Ravkas uendelige landområder med Grishaer, skyggevæsener og fremanere af den strålende sol.
“I got used to seeing him waiting for me at the end of corridors, or sitting at the edge of my bed when I fell asleep at night. When he didn’t appear, I sometimes found myself looking for him or wondering why he hadn’t come, and that frightened me most of all.”
Jeg læste "Siege and Storm" på grund af karaktererne, sproget og miljøet. Jeg læste for at opleve de spinkle glimt af romance, for at fange de længselfulde og torturede blikke, der blev udvekslet skiftevis mellem Alina, Mal, the Darkling og den glemte prins. Jeg læste, fordi Alina var splittet, og fordi jeg var splittet med hende; mellem tre potentielle bejlere, der hver især var helt passende på deres egen måde. Jeg vidste, hvem jeg ønskede, Alina ville vælge, men undervejs indgik mit hjerte nye alliancer, og jeg blev snydt en million gange i løbet af trehundrede sider.
Jeg måbede, efterhånden som karaktererne voksede i takt med deres omgivelser. Nye sider af stenudskårne personligheder blev afsløret i takt med, at jagen på fortidens spøgelser gik ind. Jeg vil ikke kalde Alina, Mal, the Darkling eller prinsen for dybe karakterer, men ikke desto mindre var de dybe nok til at vække min sympati og fange min opmærksomhed. De fik mig til at glemme tiden og deres endimensionelle papirsfladhed.
Kan I høre, jeg er er splittet? I sidste ende tror jeg, det hele har noget at gøre med skrivestil. Bardugo fortæller en klichéfyldt historie på en dragende anderledes måde. Det er ikke fordi, jeg ikke kan se strukturens eller plottets fejl – Bardugos ord og atmosfære har blot forhekset mig til at glemme dem igen.
Jeg læste "Siege and Storm" på grund af karaktererne, sproget og miljøet. Jeg læste for at opleve de spinkle glimt af romance, for at fange de længselfulde og torturede blikke, der blev udvekslet skiftevis mellem Alina, Mal, the Darkling og den glemte prins. Jeg læste, fordi Alina var splittet, og fordi jeg var splittet med hende; mellem tre potentielle bejlere, der hver især var helt passende på deres egen måde. Jeg vidste, hvem jeg ønskede, Alina ville vælge, men undervejs indgik mit hjerte nye alliancer, og jeg blev snydt en million gange i løbet af trehundrede sider.
Jeg måbede, efterhånden som karaktererne voksede i takt med deres omgivelser. Nye sider af stenudskårne personligheder blev afsløret i takt med, at jagen på fortidens spøgelser gik ind. Jeg vil ikke kalde Alina, Mal, the Darkling eller prinsen for dybe karakterer, men ikke desto mindre var de dybe nok til at vække min sympati og fange min opmærksomhed. De fik mig til at glemme tiden og deres endimensionelle papirsfladhed.
Kan I høre, jeg er er splittet? I sidste ende tror jeg, det hele har noget at gøre med skrivestil. Bardugo fortæller en klichéfyldt historie på en dragende anderledes måde. Det er ikke fordi, jeg ikke kan se strukturens eller plottets fejl – Bardugos ord og atmosfære har blot forhekset mig til at glemme dem igen.
Det lyder helt ærligt som YA når det er bedst: det er let, det er genkendeligt, men det er alligevel fængende og dragende. Jeg går netop og mangler den slags underholdning i mit liv lige for tiden, så jeg tror i hvert fald godt jeg kunne finde på at skaffe serien. Bare for underholdningens skyld (:
SvarSlet// www.moonlitmadness.dk
Det er en god serie. På en lidt blandet og forudsigelig måde. Men helt sikkert godt til underholdning og stille læsestunder.
SletJeg er helt enig i, at det er den anderledes fortolkning af fantasygenren, der gør serien spændende og fascinerende. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvorvidt jeg som læser skal 'straffe' en historie for at være genkendelig og bygge på elementer, der er set i andre historier før. I bund og grund er alle historier jo det (nogle af bare bedre til at skjule det end andre), og i dette tilfælde kan jeg til dels godt tilgive det, fordi der samtidig også er et par interessante plottwists og samtidig en dragende og mystisk verden, som jeg i den grad holder af. Jeg synes bestemt, at 'Grisha'-serien hører til blandt de gode YA-bøger, der er udgivet de senere år.
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog
Helt sikkert. Jeg elsker universet og stemningen i bogen.
SletNjae, jeg ved ikke om der er nogle regler for hvad man skal og ikke skal. Pr. definition er det vist ganske tilforladeligt, men det kommer jo også an på, hvordan man som læser føler det i den pågældende historie. Sommetider kan man leve med det andre, gange bryder man sig ikke om det. I mit tilfælde var det ikke liiiige mig i den her omgang. Men bogen er afgjort blandt det bedre YA.