Tema-tirsdag #85: Reading for the plot?

"Jeg har lige læst en enestående bog!"

"Det lyder dejligt. Hvad handlede den om?"

Ovenstående samtalescenarie er så dagligdags, at jeg næsten er holdt op med at tænke over det. En bog bliver læst, en anbefaling bliver videregivet, og et plot bliver forklaret. Det er akkurat samme fremgangsmåde, som jeg benytter mig af, når jeg selv filmer videoblogs og fremviser bogkøb. Når man taler om bøger, taler man automatisk om plot. Det er også dét, der fylder i bagsideteksterne.

Og dog har jeg aldrig ment, at handling og plot er det væsentligste i en bog. De fleste vil nok være enige med mig i, at en god bog er udgjort af flere forskellige komponenter; et smukt eller blot letlæseligt sprog, der formidler en stemning, en strukturering af fortid, nutid og fremtid, der er meningsgivende for den rækkefølge, informationerne videregives i, en vrimmel af karakterer og personer der ikke nødvendigvis er sympatiske, men ikke desto mindre lever i historien, en baggrundskulisse og et helstøbt miljø som disse personer kan færdes i, og som ikke blot ophører med at eksisterer, når ordene rammer papirskanten – og selvfølgelig, et plot der flytter handlingen fra et punk til et andet, skaber en aktiv historie og prikker til læserens nysgerrighed. I mine øjne er opskriften på en god bog en ligelig fordeling af ovenstående ingredienser.

Men teksten på en bogs bagside handler sjældent om skrivestil, kronologi eller om miljø. Den slags bliver kun nævnt i forbifarten, i bisætninger og i citater. Vi er, som læsere, besatte af handlingsreferater, når vi skal videreformidle en bog. Det er det første punkt på den skabelon over boganalyse, som vi fik udleveret i folkeskolen. Kernespørgsmålet er altid, hvad bogen handler om, og ikke hvordan den er skrevet, eller hvor den udspiller sig. Plot er vægtet som det væsentligste, og alle de andre komponenter virker som sekundære ingredienser, der har til opgave at underbygge plottet.

“Why did people ask "What is it about?" as if a novel had to be about only one thing.” – Chimamanda Ngozi Adichie 

Det sjove er, at det ikke nødvendigvis behøver at være sådan. For et par år siden havde jeg et mærkværdigt undervisningsforløb på universitet, der ommøblerede hele min opfattelse af, hvordan en bog skal læses – og hvad den skal læses for.
Ud fra pragmatisme snarere end entusiasme endte jeg med et valgfag, der handlede om steder i litteraturen. I kursets første time fik vi udleveret en lille novelletekst, hvorefter vi blev bedt om at læse den uden at tænke på plot eller karakter – i stedet skulle vi læse om stedet i teksten. Vi skulle følge sanserne, forsvinde ind i beskrivelse af det flossede ryglæn i en magelig lænestol, overveje hvad det betød, når solen stod op og dens lys berørte tagtoppe og førte verden gennem en tilstandsforandring, og fordybe os i betydningen af et enkelt objekts placering i en større sammenhæng. Opgaven var svær, fordi det ikke handlede om, at diskutere hvad der skete – men derimod hvor det skete. Når vi talte om, hvad en tekst handlede om, gav vi ikke referater af plottet, vi gav referater af stedet, og dermed blev plottet det sekundære.
Det var ufattelig svært, for min underviser blev nødt til at nedbryde alt det, vi havde lært om læsning i løbet af et fåtal af undersvisningstimer. Men samtidig lærte det mig også noget om, at måden vi læser og opfatter bøger på gennem plot, ikke nødvendigvis er den eneste måde at læse på. Det er blot en ting, vi selv lægger vægt på.


“Plot is no more than footprints left in the snow after your characters have run by on their way to incredible destinations.” ― Ray Bradbury 

I virkeligheden betragter jeg ikke mig selv som en udpræget plotlæser. De bøger jeg elsker, hører jeg ofte blive betegnet som kedelige, fordi der ikke "sker noget", også selvom jeg selv synes, der sker alverden. Tempo er en smagssag, og plottyngden er ligeså. Jeg er typen, der fortaber mig i ord for ordenes skyld; jeg elsker smukke sætninger, og ofte er mine yndlingspassager i bøger dem, hvor der beskrives og ikke dem, hvor der aktivt handles. 
I mange år har jeg tænkt mig selv som en læser af såkaldte karakterdrevne bøger, hvor karakterernes personlige udvikling er mere væsentlig end plottets udfoldelse. Selvfølgelig er plottet en vigtig del af ligningen, der udgør en god bog for mig, men det er ikke den vigtigste. Jeg forelsker mig i krøllede ord i ligeså høj grad, som jeg forelsker mig i handlinger og drama. Og selvom man siger, at handling taler højere end ord, så er ordene jo det, som bøgerne består af. Handlende ord eller ej.

Læser du efter plottet? Lægger du hovedvægt på en bogs handling eller dens karakter, sprog eller miljø? Og synes du også, at det er pudsigt, at vi automatisk fokuserer på en bogs plot, når vi taler om bøger?