At læse tegneserier (eller graphic novels?)

Jeg voksede op i et hus med bøger i alskens former og farver; reolerne i min mors soveværelse var fyldt med Jumbo-bøger, reolerne i stuen var fyldt med læderindbundne romaner, og reolerne i min søsters og mit barndomsværelse flød med bøger fra Disneys bogklub og slidte klassiker fra elskede familiemedlemmer.

I ny og næ vandrede jeg ind på min mors soveværelse og læste en Jumbobog, og sommetider bragte jeg en Bamse-tegneserie med mig hjem fra en udflugt i det lokale antikvariat. Da jeg blev ældre, stirrede jeg på de farverige sider i W.I.T.C.H.-bladene med begejstring, men det gik hurtigt over, og jeg vendte aldrig tilbage. Jeg har aldrig betragtet mig selv som en læser af tegneserier, og jeg har altid undret mig over tiltrækningskræften i Supermans blå dragt. Tegneserier har altid forvirret mig, og jeg har aldrig helt vidst, hvad jeg skulle stille op med dem som genre. Indtil nu.

De seneste to år har jeg brugt en stor del af min læsetid på at læse alt, hvad Neil Gaiman har skrevet og medvirket i. Hans ord har forhekset mig gang på gang, og jeg er efterhånden nået et punkt, hvor hans navn påtrykt på en bog, giver mig glæde, før jeg overhovedet er begyndt at læse den. Jeg beundrer ham så inderligt.
Men faktisk var det ikke romanerne, der skabte Neil Gaimans navn. Det var hans tegneserier, hans versionering af legenden om Sandman – herskeren af drømme, der færdes i menneskers søvnige sind. Gaiman er skribenten bag tegneserierne om Morpheus, der distribuerer drømme og puster sand ind bag lukkede øjenlåg.
I løbet af den sidste måned har jeg bladret frem og tilbage i min nykøbte og helt gigantiske 'Sandman'-samling. Jeg har ikke haft meget tid til at læse, men jeg har alligevel haft tiden til at stirre på tegnede billeder og læse næsten lyriske talebobler. Det har virket så let og uforpligtende at læse et enkelt nummer (eller et kapitel?) på blot 25 - 40 sider. Siderne blev væk for mig i et splitsekund, men de har efterladt underholdende tankestof, der har varet ved. 
Læseoplevelsen har været mærkværdig, forunderlig og revolutionerende. Gaiman lader altid til at ændre min mening om alting; og hans tegneserier har været ingen undtagelse. I hans mørke drømmeunivers skifter alting form, og Sandman-tegneserierne er langt mere end blot action og kamp – de er uhyre elegante historier, sprængfyldte med litterære referencer, oldgammel mytologi og tusindvis af drømmere, der hver nat sover side om side og bygger deres egne drømmeverdener. En kompleks historie udfolder sig, og den udfolder sig i både billeder og ord. Talebobler bliver til poesi, og drømmeherskeren Morpheus' tilstedeværelse fylder hver eneste side – selvom han end ikke er til stede. Det har lykkedes Gaiman at gøre sin hovedperson til mere end en person; Morpheus er en stemning og ikke kun et nærvær. 

Historien om drømmeherskeren overraskede mig med dens helstøbthed. De 37 tegneserier er opdelt i 5 mere eller mindre sammenhængende historier, og tilsammen ender de med at udgøre den første halvdel af Morpheus' historie. Tegnere bliver skiftet ud undervejs, og Morpheus' ansigt ændres i takt med de nye kunstnere, der kommer til. Sommetider er hans ansigt drengelignende og ungt, andre gange er det som et afpillet dødningehoved. Detaljer kommer og går, men essensen forbliver den samme; en mand der klæder sig i sort og udelukkende taler i sorte talebobler, når alle andre taler i hvide.
Selvom de 37 tegneserier ikke allesammen er lige vidunderlige, selvom nogle plotlinjer føles som kunstfærdige krumspring og pauseknapper, og selvom der introduceres temaer, der ikke alle føres til ende, så føles Sandman-universet fuldendt, logisk og sammenhængende. Der er alle de små historier, de store kampe, den sidelange action – og så er der den overordnede historie om drømme, om håb, om kaos og om smerte, der samler det hele.
Jeg havde aldrig troet, det ville ske, men jeg er overbevist. Den næste halvdel af historierne venter, og jeg glæder mig til at forvilde mig ind i Gaimans drømmeunivers igen og igen. De kulørte, og dog så mørke, tegneseriesider er så lette at bladre i, svære at glemme og helt umulige ikke at blive grebet af. Jeg er nødt til at få fingrene i den næste gigantiske Sandman-samling. Jeg er nødt til at vide, hvad der sker nu. 

Graphic novels og tegneserielæsning fylder gradvist mere og mere blandt bogbloggere og booktubers, og jeg har i lang tid været kritisk og tvivlsom. Men det er jeg slet ikke længere. Tegneserielæsning er en slags læsning, der nærmest er skræddersyet til en travl hverdag, og selvom jeg nok aldrig bliver typen, der læser om velkendte superhelte eller grumme skurke, så kan jeg godt forestille mig, at jeg efter Sandman-tegneserierne vil lede videre efter den næste gode tegneserie. Den næste positive overraskelse.

Læser du tegneserier (eller graphic novels som de længere historier kaldes)? Hvilken slags er så din yndlings? Er der noget særligt, du kan anbefale?