Internetsprog er sommetider et svært sprog. Mystisk at læse, besværligt at tyde og næsten umuligt at oversætte. Ofte føles det indforstået og forkert, når man skal forklare det til andre, der ikke er medlem af samme internetboble som en selv.
Således rynkede jeg for nylig brynene, da jeg gennem et spørgsmål i min Tumblr-indbakke blev spurgt om, hvad min ultimative OTP var. Jeg synes, det lød som volapyk, og min eneste løsning var et direkte besøg i Googles søgefelt. Få sekunder senere var jeg en smule klogere og fandt ud af, at OTP betyder 'One True Pairing', som igen betyder to fiktive karakterer, som man håber og mener bør blive romantisk involverede med hinanden. Det er en ting, der altid har eksisteret – nu har begrebet blot et navn og en forkortelse. Da jeg voksede op med Harry Potter-bøgerne, tror jeg bare, jeg sagde, at jeg "heppede på at Hermione og Draco ville finde sammen". Jeg kan i den forbindelse blive helt nostalgisk på mine egne vegne.
I takt med internettets mulighed for læsefællesskaber, fanfiction og forumsdiskussioner, er der dog kommet nye ord til de velkendte begreber, og når man taler om sine OTP's, taler man også ofte om, hvem man "shipper". At shippe noget eller nogen vil sige, at man selv leger matchmaker, og i sit indre sammensætter en karakter med en anden. Ligesom den 14-årige Rikke bestemt heppede på Hermione Granger og Draco Malfoy. At sige "I ship it" er at skabe den fiktive forbindelse. Eller sådan troede jeg, det var.
For linjerne er blevet sløret, og det hele er knap så fiktivt længere. Hvor det i mange år har været naturligt at heppe mod odds og skabe sit eget subplot – enten i form af tankespind eller fanfiction – hvor to fiktive karakterer finder sammen, er det nu lige så selvfølgeligt at skabe forbindelser mellem virkelige, levende mennesker. YouTube-stjerner, boybands og skuespillere er ingen undtagelser fra fanfictionens fantasi. De kan også shippes med andre – og med hinanden.
Det mest kendte eksempel er muligvis boybandet One Direction. Flere tusinde fans "shipper" to af bandmedlemmerne med hinanden og har skrevet fanfiction og sammenklippet videoer om dem. Troen på det ultimative ship blandt bandets fans er så stort, at der er blevet udtænkt lange og komplicerede konspirationsteorier om, hvorfor medlemmerne i bandet ikke er sammen offentligt. Det er større end fanfiction; det har efterhånden antaget en moderne og mytisk karakter.
Ligeledes er "After" af Anna Todd et fanfiction-fænomen, der startede med at omhandle Harry Styles fra One Direction. Han blev skrevet ind som en karakter i Anna Todds fanfiction med alle sine kendetegn og sit fulde navn, og da bogen blev udgivet blev hans navn vagt omskrevet til Hardin for ikke at bryde med juridiske bestemmelser.
Jeg har, som udgangspunkt, ikke noget imod udgivet fanfiction, der er baseret på andre fiktive fortællinger. Jeg er selv i skrivende stund ved at nærstudere Jane Austen-fanfiction, og jeg var i sin tid en hengiven læser af Stephenie Meyers "Twilight"-serie, der var delvist Brontë-inspireret fanfiction. Da "50 Shades of Grey" udkom som omskrevet "Twilight"-fanfiction, undrede jeg mig over, at det overhovedet var muligt at skrive fanfiction om fanfiction – men lagene i det fascinerede mig. Fanfiction bryder med så mange litterære rammer, skaber intertekstualitet på nye måder, og – mest interessant af alt – kommer fra små internetfødte communities, hvor man både er læser og skribent. Fanfiction er skabt af fællesskaber, og selvom det måske ikke er af høj litterær kvalitet, kendetegner det et helt nyt litterært felt. At rynke på næsen af det ville være meget snæversynet.
Men jeg tøver alligevel overfor en særlig gren af genren. Jeg tøver med at erklære min sympati eller støtte for fanfiction, der tager udgangspunkt i virkelige, levende personer. Jeg synes på sin vis, det er voldsomt at "shippe" kendte mennesker, der er nære venner, og jeg synes, det er en farlig øvelse at fiktionalisere nulevende mennesker og gøre dem til hovedpersoner i seksuelle teenagedramaer. Måske er jeg farvet af ikke at være en del af det pågældende fanfænomen – men det føles forkert, at Harry Styles skal associeres med en karakter i "After", som alle ved originalt bar hans navn.
Der findes en sætning, der ofte dukker op i bøgers begyndelse. En lille markør, der fortæller forskellen mellem fiktion og virkelighed, indbildning og inspiration. "This novel is entirely a work of fiction," står der. "Any resemblance to actual persons, living or dead, events or localities is entirely coincidental." Det er en praktisk sætning, der beskytter bogens forfatter mod søgsmål om personskade. Spørgsmålet er i midlertidigt om en sådan sætning nu er forældet?
Læser du fanfiction? Hvad synes du om fænomenet med at "shippe" to virkelige mennesker med hinanden? Og hvad synes du om problematikken ved at skrive fanfiction om nulevende mennesker – og evt. få det udgivet?
Jeg var lige ved at falde om at grin, da jeg så, at jeg ikke var den eneste "som heppede på at Hermione og Draco ville finde sammen".
SvarSletMht. at læse fanfiction (og skrive det) så ver det for mig noget der hører teenageårene til. Dengang læste jeg det meget og jeg forsøgte mig da også med at skrive mine egne. Med stor, fed streg under forsøgte, vel at mærke. Jeg har intet imod at man "shipper" fiktive personer, men jeg synes til gengæld at det kammer fuldstændig over, når man begnyder at "shippe" virkelige, levende mennesker. Især fordi det oftest ender med at gå alt for langt.
Udgivet fanfiction har jeg egentlig ikke rigtig nogen holdning til, for nogle gange kan det være meget fint - og der kan være meget få genkendelige ting tilbage, du nævner selv 50SOG som var Twilight fanfiction og jeg har erfaret, at den berømte amerikanske serie The Mortal Instruments faktisk startede som en Harry Potter fanfiction, og i begge tilfælde er det efter min mening ikke noget, man lægger ret meget vægt på, når/hvis man læser de bøger. Men udgivet fanfiction om levende, rigtige mennesker? Der står jeg så af.
Rigtigt fint indlæg og nogle spændende spørgsmål at stille sig selv. :)
Åh, nej! Du var langt fra den eneste! Der var – og er – en hel urskov af Dramione-fanfiction, hvis du nogensinde skulle få lyst til at læse nærmere :p
SletJeg synes faktisk, Cassandra Clares serie bærer meget præg af at være en HP-fanfictionen. Struktureren er akkurat den samme – men omvendt vidste jeg det på forhånd, og spørgsmålet er, hvordan tydeligheden ændrer sig, når man ved det i forvejen. Det samme gælder for '50 Shades' i øvrigt.
Og tusind tak for de søde ord. Det er nemlig så spændende, og der er et etisk/moralsk spørgsmål omkring det at skrive om rigtige mennesker, der er ret svært at svare på.
Fanfiction - jeg læser det ikke og har heller aldrig gjort det. For mig, så er der intet interessant ved, at læse noget som Ida på 14 har siddet og fantaseret sig til, på hendes lillepigeværelse. Jeg synes ikke det er 'ægte'. De tager nogle karakterer (hvis vi går ud fra devicen om, at fanfiction er historier om fiktive karakterer) og sætter dem i konstellationer, som det ikke er meningen at de skal være i. Jeg er måske meget old fashioned, men jeg vil have den udgave, som forfatteren har udtænkt, for det er jo deres værk! De kender karaktererne. Og så kan det godt være jeg er uenig i nogle af de valg, som forfatteren har lavet, men det er stadig det rigtige valg, for det er 'ægte'. Giver det overhovedet mening?
SvarSletMen derfor kan jeg stadig godt 'heppe' på, at visse karakterer ender sammen og have dem, som mine OTP's :)
Det er nemlig ikke 'ægte', og spørgsmålet er om det i realiteten *er* de samme karakterer, når det ikke er den samme forfatter. Karaktererne er jo ikke 'set in stone', og forsvinder deres kendetegn ikke netop, når de sættes ind i en situation, der går imod deres natur? Nu bliver jeg lidt højtflyvende her, men jeg tænker, at vi er enige. Kendetegnene forsvinder, og det er kun navnene/den overfladiske rest af en karakter, der er tilbage.
SletOg ja! Heppe gør man altid. Sommetider er det endda sjovest at heppe, når man ved, det ikke vil ske.
Spændende indlæg, og må jeg lige tilføje, jeg elsker simpelthen din skrivestil! Jeg er lidt vild med, hvor godt du formidler dine budskaber. :)
SvarSletJeg er enig med dig i, at det skaber nogle mærkelige asymmetriske "spændinger", når man shipper to nulevende, ikke-fiktionelle personer - her kan man, som du selv gør, nævne One Direction shipping. Jeg synes det er enormt mærkeligt, at en flok teenagepiger er så opsatte på, at to mænd skal finde sammen.
Jeg synes også det er lidt 'problematisk', at man som udgiver får publiceret et værk som oprindeligt har taget udgangspunkt i en levende person. Det eneste man gør, er at nævne navnet - det fjerner ikke det faktum, at karakteren er tænkt som værende en virkelig person.
Til gengæld synes jeg, at fanfiction som tager udgangspunkt i tekster og andre kunstneriske værker, er en fin måde at øve sin formidling på skrift. Jeg var også selv en af dem, som var på Hermione/Draco-vognen. :P Og hvis fanfiction kan få en ung pige/dreng til at begynde at skrive og samtidig blive en del af et community, så er det jo faktisk alletiders.
Hvis skriverierne udvikler sig hen mod publicering, så vil jeg dog mene, det er bedre at have skabt sit eget, i stedet for at tage udgangspunkt i noget en anden forfatter har skrevet. Kunsten i at skrive ligger netop i - i følge min optik - at kunne bygge sine egne karakterer, sit eget univers og sine egne budskaber.
Åh tusind tak! Hvor er du sød :)
SletDet er nemlig et lidt specielt krydsfelt. Især når noget af fanfictionen i disse tilfælde i lige så høj grad består af *faktiske* filmoptagelser, der sammensættes til en visuel fortælling. Så bliver fanfictionen videreformidlet i konkrete billeder af de konkrete personer – faktuelle ting indsat i en, delvist, fiktiv sammenhæng. Der er noget meget skævt ved det.
Og ja. Når en bog som 'After' f.eks. refererer til "Fanfiction-sensation" på forsiden, gør man det alligevel tydeligt i bogens repræsentation, at det *er* fanfiction, baseret på noget som alle kan google sig frem til. Og hvad gør den viden ved fortællingen? Ved læseakten og forestillingen?
Fanfiction er under ingen omstændigheder 'ondt' eller 'dårligt'. Det er et superinteressant fænomen, der giver læsere/fans en helt speciel måde at arbejde med tekstuniverset på. Det kan jeg egentligt meget godt lide.
Fan Fiction er en af mine store guilty pleasures ... Har dog aldrig læst om 'rigtige/nulevende' mennesker - det er mere mine yndlings historier som jeg går efter. De fleste af dem jeg læser er skrevet af piger på college (tror jeg) som gerne selv vil være forfattere - og mange af dem skriver faktisk godt og har stor kreativitet.
SvarSletDet kan bestemt også være meget fint. Jeg læste en del HP-fanfiction i mine teenageår, og det var altså meget hyggeligt :)
SletI teenageårene var fan fiction min helt store synd. Jeg var meget tilbageholden på visse punkter, så jeg levede mit indre vilddyr ud igennem de mere eller mindre lumre historier om mennesker jeg beundrede i virkeligheden. Og ja, det var tit og ofte folk fra virkeligheden. Især bandet My Chemical Romance blev dyrket intenst i min verden, og det var uskyldig underholdning på højt niveau. Alle bandmedlemmerne vidste naturligvis godt, at der fandtes en hel verden baserede på dem, men ingen led under dem. Det var ren underholdning. Jeg synes ganske rigtigt, som du siger, at det bliver et helt andet spørgsmål i det historierne bliver trykt i et bogformat og bliver udgivet på professionel vis med omfattende markedsføring. Jeg vidste faktisk ikke, at der fandtes en udgivet bog baseret på Harry Styles (men jeg er da dødnysgerrig nu haha!), men der opstår helt sikkert spørgsmål om, hvor meget man har lov til at skrive om andres liv.
SvarSletNår det kommer til det med at "tale internet" så kan jeg dog anbefale denne video, lavet af folk som selv har været "offer" for mange fan fictions haha https://www.youtube.com/watch?v=-Bk9nKZcicw
Hvor er det spændende at høre, at den samme subkultur eksisterede omkring 'My Chemical Romance'. Hvornår var det? Så har det jo egentligt eksisteret i lang tid, men er bare eksploderet nu, hvor internettet føles mere *sammenvævet* og organiseret.
SletOg det er jo netop dét – hvor meget, man har lov til at skrive om andres *liv*. For det er jo netop ikke andres liv, men det er det lidt alligevel. Jeg synes, det er meget svært.
Og haha! Det var dog en herlig video :D
Jeg elsker fanfiction. Dermed sagt, god fanfiction. Ca 90% af al fanfic er ulæseligt. Men, når man finder en god historie, der er godt skrevet, med godt plot og karakterer der er tror mod det oprindelig oplæg, så er jeg game.
SvarSletFanfiction er en fantastisk måde at udvikle et måske ellers afsluttet univers, med nye eventyr, problemer og udvikling.
Jeg foretrækker canon historier. Shipping og slash har jeg aldrig gjort mig i, og måtte lige som dig google otp (tumblr er fyldt med sære ord).
Shipping af levende personer er mærkeligt, rent ud sagt. Men faktisk synes jeg næsten det er mere træls (ja, træls) når journalister spørger skuespillere mm om fanfiction (den slashy slags). Det er mavepine fremkaldende.
Jeg synes heller ikke, fanfiction er ondt, dårligt eller forkert. Det er spændende, hvordan historier får efterliv – ikke direkte men blandt fans, og hvordan man reagerer på en historie. Meget imponerende hvordan nogle historier inspirerer/aktiverer andre i en sådan grad.
SletJa, det er også lidt mærkeligt. For hvordan skal man reagere på den slags? Og hvilken reaktion håber man på at fremkalde?
Sorry, i don't speek Deens, but i look every day your blog. Very nice 'Kette' - sorry, my english is very bad.. Where can ik find it?
SvarSletGreetings from Simone
Thanks :) My necklace is a gift, but I think it's from the brand Disney Couture :)
SletJeg ser umiddelbart ikke noget problem i fanfiction, men ligefrem at tage det til det stadie at skrive om virkelige personer syntes jeg alligevel er lidt underligt. Det er ikke helt det samme som fiktive personer der jo i princippet ikke kan blive såret eller fornærmet på samme måde som fiktive. De fiktive personer er jo også skabt for at underholde i første omgang, så derfor er der vel ikke noget problem i at de forsætter med at underholde i andres fantasier.
SvarSletSjovt nok så jeg et afsnit af Supernatural forleden der hed Fanfiction hvor en flok skoleelever laver de fiktive bøger i serien om til deres egen musical. Et vildt underligt afsnit, men alligevel helt vildt underholdende. Men igen, det var jo fiktive personer (selvom Sam og Dean ikke nødvendigvis så det sådan). :)
Ja, det virker lidt skævt, gør det ikke? Jeg har det virkelig meget blandet med det hele.
SletOg det lyder virkelig som et sjovt afsnit! Elsker metadimensionen i det :D
Åh! Fanfics og fandoms <3 Det udgør jo en kæmpe del af min fritid, mere end jeg nogle gange har lyst til at stå ved... Især er jeg vild med nogle af de canons der er skrevet om Fred og George - de er super fine!
SvarSletJeg er dog som stolt fangirl nødt til at komme med en lille bitte rettelse. OTP og shipping har nødvendigvis ikke altid noget med romance at gøre, det kan sagtens være noget så simpelt som et venskab. Det handler egentlig bare om to man ønsker at se i et forhold. Ordet forhold er nu blevet fortolket til næsten altid at være romantisk af især tumblr-folk, hvilket jeg synes er meget, meget ærgerligt. Især for os der shipper til højre og venstre uden tanker for det romantiske.
Åh, hvor sejt! Jeg kan godt lide tanken om, at der findes så tætvævede fandoms, der holder deres følgere beskæftigede/fylder i deres liv. Det er vel netop kendetegnet og hele formålet.
SletMen er det ikke oftest romantisk? Eller hvad? Jeg er ikke helt sikker, men jeg synes bare altid undertonen er der, det er som om, begrebet er muteret lidt?
Fanfiktion er et sjovt begreb, for hvor er grænsen mellem hvad der er fanfiktion og hvad der blot er inspireret af? Stort set alt hvad der bliver skrevet henter inspiration fra andre steder og nogle af disse steder kan sagtens være andre bøger. Josefine Ottesen har f.eks. lagt utroligt meget op til at man skriver videre på hendes historie om Helgi Daner. En bog som hun i øvrigt har hentet inspiration til i sagnene om Holger Danske. Gør det at Helgi Daner i virkeligheden er fanfiktion? Det vil jeg ikke mene, men jeg kan ikke præcist sige hvor grænsen er.
SvarSletJeg synes at fanfiktion, shipping og OTP er fint når det handler om fiktive karakterer, men når vi bevæger os over i vores egen virkelige verden og begynder at skabe fiktive historier om virkelige mennesker, så synes jeg at vi begynder at bevæge os ud på et skråplan. Går et virkeligt galt kan man jo slet ikke finde ud af hvad der er rigtigt til sidst.
Ah, ja. Det har nok i høj grad noget med graden af intertekstualitet at gøre. Man kan jo sige, at der altid er et element af andre tekster i tekster – og hertil hører også idéen om, at der kun findes et begrænset antal plots, der igen og igen bliver genbrugt/indpakket anderledes.
SletJeg har ikke selv læst Josefine Ottesens fortælling, men det interessante spørgsmål er, om hendes tekst kunne eksistere, hvis hun ikke havde haft kendskab til de sagn, den er bygget på? Og næste spørgsmål er, om man kan læse hendes tekst uden at læse sagnene om Holger Danske? Kan teksten stå alene?
Det er i graderne af disse spørgsmål, man finder svaret på, hvad der er fanfiction, og hvad der ikke er, tror jeg. Jeg er faktisk ved at opstille skillelinjen i mit speciale, og det er uhyre interessant at arbejde med. Hvis du er interesseret, kan jeg varmt anbefale Gerard Genettes teorier om hyperintertekstualitet. Det er hen ad de rammer, tror jeg.
Og som udgangspunkt er jeg enig med dig. Det er en mystisk ting, at fiktionalisere levende mennesker. Især i teenage-regi.
Jeg læser egentlig ikke fanfiction, og jeg har heller aldrig rigtig beskæftiget mig med genren. Men som tumblr bruger må jeg sige, at der tit dukker noget shipping og fanfiction op.
SvarSletJeg har et ret stort problem med at shippe virkelige personer med hinanden (altså hvis det er et par så fint!) og fanfiction om rigtige mennesker, synes jeg virkelig også er underligt. Jeg har set en del Sherlock relateret og Hiddleston relateret dukke op på blogs, jeg følger på tumblr. En ting er at folk fantaserer inde i eget hoved om en skuespiller eller sanger, men det er altså noget andet, når man skriver det ned!
Shipping med fiktive karakterer synes jeg bare er hyggeligt. Og det er jo egentlig bare at håbe på, at to personer finder sammen. Jeg så for kort tid siden alle (hidtige) sæsoner af Call the Midwife, hvor (SPOILER) man virkelig hepper på, at en nonne og læge skal finde sammen, et umiddelbart totalt umuligt scenarie, men nej! De fandt faktisk sammen, jeg blev SÅ glad, da jeg så den episode, og det var bare indbegrebet af shipping for mig :D
Det er nemlig overalt på Tumblr, og på en eller anden måde bliver man selv en del af kulturen, ved blot at være der. Det er alle vegne.
SletJa – Hiddleston-fanfiction. Det har jeg også set. Det er en meget mærkelig hybrid, og jeg er ikke sikker på, hvordan det egentligt spiller sig ud. Umiddelbart tænker jeg, det hurtigt kan blive et krydsfelt, hvor private fantasier møder fanfiction. Eller et eller andet lignende, som jeg ikke er i stand til at formulere ordentligt.
Og ja – vi håber jo allesammen og hepper på nogen i de bøger, man læser. Det har altid eksisteret, og selvom det muligvis kan være motivationen for fanfiction (i nogle tilfælde), er det nok bare langt hen af vejen den måde, man indlever sig i en fortælling på.
Og yay! Hurra for lægen og nonnen :D
Jeg læser alt for meget fanfiction, men jeg må ærlig indrømme at jeg ikke læser ting der baseret på rigtig personer eller film. Kun tegnefilm og bøger som jeg godt kan lide.
SvarSletJeg har fundet nogle stykker som jeg håber engang vil udgive deres eget rigtige fordi de skriver med sådan en dybde og forståelse at andet virker forkert.