mandag den 18. maj 2015

"Guernseys litterære kartoffeltærteklub" af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows

"Guernseys litterære kartoffeltærteklub" af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows, fra forlaget Sommer og Sørensen, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2004). 3/5 stjerner.

Anden Verdenskrig kaster endnu sine skygger over London, da forfatteren Juliet Ashton er på udkig efter inspiration til sin næste bog. Og inspirationen dukker op der hvor hun mindst ventede det – i et brev tilsendt hende, fordi hendes navn var blevet hastigt nedkradset i margenen på en bog, en anden havde fundet.
Gennem brevene stifter Juliet ikke alene kendskab med Dawsey Adams, skribenten bag det første brev, hun lærer også gradvist øen Guernsey at kende og udveksler krigshistorier og hverdagsbetragtninger med alle øens beboere. Inden længe spirer en uimodståelig trang til besøge Guernsey op, en kuffert bliver pakket, og adskillige liv bliver forandret. 

Måske er der i bøger et hemmeligt instinkt der fører dem frem til deres fuldendte læsere. Hvor ville det være dejligt hvis det passede.” 

Jeg har altid haft lidt svært ved brevromaner. Til og fra, halve historier, spørgsmål uden besvarelser og en fornemmelse af en bevidst distancering fra karaktererne, er nogle af de ofre, formatet kræver. På trods af det romantiske ved brevskriveri, bliver jeg ofte mere irriteret end begejstret over idéen. Og derfor krævede denne bog en smule tilløb.
Fyldt med bogkærlighed og krigsberetninger er "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" dog langt mere end en typisk brevroman. Det er en fortælling om en læseklub, der opstod ved et tilfælde; som et hult alibi der kunne bruges imod tyskerne, og som endte med at samle en hel ø om læsningens magi, hjemlighed og trøst. Bogtitler og læsebetragtninger udgør mange af bogens sider, og resultatet er både hjertevarmt og genkendeligt. I en symfoni af landsbystemmer skriver Guernseys beboere breve der er en hyldest til bøgerne og til det samvær, som bøgerne har bragt dem.
Sarte tragedier blander sig dog med boganbefalingerne, og historier om hjertesorg,  isolation, forældreløshed og en forsvundet kvinde, er hvad der lokker Juliet til den lille ø. "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" er en bog om bøger, men det er også en historie om krig. Og ofte falder denne del af Shaffer og Barrows' roman fladt til jorden. For hverdagslivet under krigen bliver skildret en smule ulogisk, usammenhængende og med en tendens til at affærdige krigens mørke. Der er ingen tvivl om, at "Guernseys litterære kartoffeltærteklub", men der er noget utiltalende ved at alting skal ende lykkeligt eller affærdiges – selv krigsskæbner tilbragt i frygtelige koncentrationslejre.

Det er dét jeg elsker ved at læse: En enkelt ting i en bog vil interessere en, og den lille ting fører en videre til en anden bog, og en anden stump vil føre en videre til en tredje bog. Det er geometrisk progressivt – uden at man kan se enden på det hele og uden anden grund end den rene fornøjelse.

Jeg læste "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" efter en eksamensperiode, og den var perfekt til formålet. Stille, hjertevarm og ganske bedårende – den børster let hen over krigsskæbnerne og lader de menneskelige relationer fylde i stedet. En fuldstændig overflødig romance flettes ind, og smertefulde oplevelse introduceres for derefter blot at blive glemt igen. Juliet falder så let til på øen, at man undrer sig over logikken i det hele; de to måneder på øen har så mange vidtrækkende og livsforandrende konsekvenser. Desuden opstår der uheldige etiske spørgsmål mellem Juliets journalistik og hendes behandling af sine kilder, og den historiske del af bogen halter.
Hvad bogen mangler i dybde, gør den dog op for i varme. Overordnet set er "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" hyggelig læsning. Bogen har en hjemlig kvalitet, den er fyldt med skøre og skæve karakterer, og bogkærligheden mærkes tydeligt fra den allerførste side. Bogen indeholder så mange fine citater, og skrivestilen er humoristisk og yndigt deskriptiv. Sommetider spænder formatet ben for sig selv og for sine karakterer; det opstår huller, og nogle karakterer skitseres aldrig så fint som andre. Men selv formatet ødelægger aldrig bogens sødme; at læse den føles næsten som et skriftligt kram, og den er fyldt med nedskrevne smil.

Jeg elsker at se boghandlerne og at møde indehaverne – boghandlere er virkelig en særlig race. Ingen ved deres fulde fem ville påtage sig at arbejde i en boghandel på grund af lønnen, og ingen ved deres fulde fem ville ønske at eje en – fortjenesten er for lille. Så det må være kærlighed til læsere og læsning der får dem til det – sammen med chancen for at se de nye bøger først.” 

6 kommentarer:

  1. Det må om muligt være en af de særeste bogtitler nogensinde! Jeg tror helt ærligt aldrig jeg ville have forstået, hvad den handlede om, baseret på teksten haha. Virkelig ærgerligt, at formatet falder igennem her og der. Den lyder ellers til at have et kæmpe potentiale (:

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, det er nok rigtigt ;D Den er lidt skæv og pudsig, men faktisk en ganske fin bog – omend lidt haltende :)

      Slet
  2. Den har jeg liggende et eller andet sted, tror jeg købte den på bogudsalg, den lød nemlig så fin og hyggelig!
    Det ser da også ud til, at Rasmus godt kan lide den ;) <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er nemlig smadderfin! Perfekt til en regnvejrsdag i efteråret – eller bare i maj (ahem).

      Og ja! Rasmus nød godt af den som hovedpude, gjorde hun ;D

      Slet
  3. Jeg forsøgte at læse den her sidste sommer, men måtte opgive. Jeg kunne bare slet ikke med brevromanformatet

    SvarSlet
    Svar
    1. Brevformat er også meget svært at få til at lykkedes, synes jeg ...

      Slet