søndag den 7. juni 2015

En dag i tegneserieland

I går begav Anne Nikoline, Rikke og jeg os tidligt fra Odense iført halstørklæder og sommerjakker som værn mod den halvvarme sommerregn. Da vi halvanden time senere steg ud af toget på Københavns Hovedbanegård skinnede solen, og vi begav os lystigt af sted mod Øksnehallen for at tage til Copenhagen Comics.
Som tidligere nævnt er tegneserier og graphic novels en forholdsvist ny verden for mig. Efter et nyligt bekendtskab med Neil Gaimans "Sandman" og en rørende gennemlæsning af Art Spiegelmans "Maus" som opvarmning til det ventende event, har jeg dog fået mere blod på tanden overfor genren, der så fint kombinerer billeder med ord. Det er spændende, og det føles helt nyt.
Det var derfor med modstridende forventninger og absolut ingen viden, at jeg begav mig af sted til Copenhagen Comics – men jeg blev hverken skuffet eller skræmt. I stedet havde jeg en skøn dag i det midlertidige tegneserielandskab. 
Da vi trådte ind i Øksnehallen blev vi nemlig mødt af en summende stemning, en overraskende stor menneskemængde, fyldte og farverige stande og udklædte fans i genkendelige heltekostumer. Vi forvildede os hurtigt ind i tegneserielandet, hørte en paneldiskussion om overvejelserne ved at udgive og redigere børnetegneserier, bladrede i kulørte tegneseriehæfter, sukkede over smukke Gaiman-bøger, fik signeret "V for Vendetta" af den snakkesalige David Lloyd, så Art Spiegelman og fik signeret "Maus", spiste frokost i solen, brugte lidt penge og snakkede med entusiastiske forbipasserende. Før vi fik set os om, var vores program for dagen slut, og turen gik hjem igen. 
Ikke alene var det en skøn dag i et skønt selskab – det var også et lille glimt ind i en helt ny verden, og det var så dejligt at danne sig et overblik over de mange muligheder, subgenrer og delelementer denne nye verden indeholdte. Jeg hyggede mig, og jeg kunne sagtens forestille mig at komme igen en anden gang – dog kunne jeg ikke forestille mig at tilbringe begge dage på festivalen, da jeg gik hjem med en fornemmelse af at have set det hele uden at være gået glip af noget i forbifarten. Men det er måske i virkeligheden kun en god ting. 

Da Anne Nikoline og jeg atter vendte hjem, var det med trætte, snurrende og ømme fødder samt en knitrende pose med nye bogskatte. De mange stande var nemlig fyldt med guldfund, tegneserier og graphic novels, som jeg ikke har været i stand til at opdrive andre steder.
Jeg sukkede af lykke, da jeg stødte på en udgave af Neil Gaimans "Stardust", der halvvejs bestod af ord og tegninger af Neil Gaiman og Charles Vess. Jeg har i lang tid ledt efter netop den udgave, da det, så vidt jeg ved, var det første format "Stardust" blev udgivet i. Ligeledes kunne jeg heller ikke modstå graphic novel-udgaven af "Coraline", og jeg glæder mig til at læse en velkendt historie i et helt nyt format.
"V for Vendetta" af Alan Moore og David Lloyd er en klassiker i tegneserie-genren, som mange af jer anbefalede lovprisende til mig, da jeg eftersøgte tegneserie-anbefalinger. David Lloyd sad – helt uplanlagt – og signerede hele dagen, så det virkede som et helt oplagt køb, og jeg glæder mig til at læse bogen, som David Lloyd nu har sat sin underskrift i.
"Maus" af Art Spiegelman havde jeg med hjemmefra, men da jeg forlod tegneseriefestivalen var den endnu smukkere, end da jeg købte den. Art Spiegelman tegnede nemlig en fin og helt unik musetegning i min bog og satte sin underskrift nedenunder. Jeg var så imponeret over al den indsats, han lagde i et så kort møde og en så lang signaturkø. Min udgave af "Maus" er nu noget helt særligt.

Var du til Copenhagen Comics? I så fald, hvad fik du set, oplevet, købt og nydt? 

14 kommentarer:

  1. Det lyder som om, du havde en rigtig god dag. Og hvor er det en fin måde, at komme lidt mere ind i en verden, som man ellers ikke har begivet sig så meget rundt i på forhånd. Desuden ser det virkelig ud til, du fik fire fantastiske skatte med hjem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det havde jeg helt bestemt! Og ja – det var en hyggelig måde at få en guidet tegneserietur på :)

      Slet
  2. Sikke en skøn dag, I har haft! Og hvor er Spiegelsmanns tegning bare fin!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nemlig sådan en fantastisk dag. Og ja – det er så fint, at han tog sig tiden til det!

      Slet
  3. Hvor lyder det altså bare som den hyggeligste dag. Fantastisk at Spiegelman gav sig så god tid til den enkelte læser. Det er virkelig beundringsværdigt! (:

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Hyggelig er lige ordet! Og ja – jeg var meget imponeret over hans overskud!

      Slet
  4. Jeg var der i dag og er simpelthen helt smadret af alle de skønne indtryk. Jeg havde heller ikke forventet meget men jeg er godt nok positiv over det. Jeg fik en masse med hjem og sukkede også over Neil Gaiman tingene samt V for Vendetta. Det blev dog ikke lige til de serier denne gang men jeg fik da en masse andre fine ting med hjem :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var simpelthen også bare så ødelagt i søndags. Så træt og så mæt af indtryk og tegneserietanker. Men hvor var det altså hyggeligt!

      Slet
  5. Tak for en skønherlig dag i tegneserie-verdenen! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige over – det var så skønt :D

      Slet
  6. Hvor ser det bare hyggefint ud! 😊 og super fin tegning du fik!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var også skønt. Og ja – han var så sej, ham Spiegelman.

      Slet
  7. Åh, hvor hyggeligt - min TinTin og Marvel-nørdede kæreste ville dø af misundelse :D

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert! Der var i hvert fald massevis af nørderi derude :D

      Slet