"Palimpsest" af Catherynne M. Valente

"Palimpsest" af Catherynne M. Valente, fra forlaget Spectra, udgivet i 2009. 3/5 stjerner.

Palimpsest er en by. Det er en by, der indeholder alt det, du er, og alt det du nogensinde har drømt om. Det er en by, der eksisterer mellem liv og død, drøm og virkelighed, og du kan kun komme til den gennem fremmede kroppe og tilfældige kys. 
De der kommer til Palimpsest bruger hele deres liv på at finde tilbage igen. Et besøg til byen forlader en med flyvske minder og et evigt eftertryk i form af et sort kort af den del af byen, man har besøgt, for evigt tatoveret på ens hud.
Fire besøgende snubler ved et tilfælde ind i byen på akkurat samme tid. En låsesmed, en bogbinder, en biavler og en ung japansk kvinde, der er på jagt efter et hjem. Alle fire har mistet noget vigtigt i deres liv, og i Palimpsest genfinder de det, de ledte efter. Nu skal de blot lede efter en vej tilbage.

“There are no tigers for us, just a city, waiting, and it loves us, in whatever ways a city can love.”

Valente er nådesløs. Uden advarsel begynder hun en overjordisk historie, nedriver murene mellem virkelighed og drøm, fører sine karakterer direkte ind i ruiner, og efterlader læseren i verden, der pludselig ikke føles som en rigtig verden. Valentes punktummer sår altid spørgsmålstegn, hendes ord drukner læseren i adjektiver, der skaber næsten håndgribelige billeder, som man ikke kan lade være med at række ud efter og forsøge at strejfe med fingerspidserne. Hendes bøger lever et sted mellem lyrik og prosa, og hvert eneste ord er noget smukt.
Faktisk er Valentes ord så berusende, overvældende, lokkende og faretruende silkebløde, at de overskygger bogens ikke-eksisterende plot. Valente skriver så mange ord, og ingen af dem er handlingsprægede eller fremdrivende, plottet er en tynd illusion, som bogen ikke engang forsøger at opretholde. Det er ordene, de dansende beskrivelser, adjektivernes overdådighed, der er tyngdepunktet, det eneste væsentligste i en lang serie af rablerier. Som læser er man bedre tjent med at nyde ordhåndværket end at lede efter en rød tråd, der ikke er der.
"Palimpsest" er en historie om fire mennesker, der rejser i drømme og igennem kroppe for at komme til Palimpsest. Engang var byen åben for alle, der kunne finde en skjult indgang i et gadehjørne, på en snusket bar eller gennem en aflåst dør, men efter for mange besøg af magtgale revolutionære, lukkede byen sine døre for de rejsende. I stedet lever vejviserne til byen på fremmedes kroppe, som sorte landkort der præger huden og gør Palimpsest-drømmere synlige for hinanden. Byen bliver en besættelse, en sexsygdom, der bevæger sig fra krop til krop. Man kan kun komme til Palimpsest ved at gå i seng med en, der har et mærke på kroppen – og man bliver selv mærket efter et besøg i byen. Som en levende, pulserende mekanisme spreder byen sig dermed fra krop til krop, og sex bliver et nødvendigt og desperat ritual, før drømmebyen kan besøges igen.
For de mennesker der finder til Palimpsest er stakler. Livsløse skabninger fanget i spøgelsestilværelser, som de gerne vil flygte fra. Efter en flygtig nat tilbragt i Palimpsest leder de alle efter brudstykker af landkort på blottet hud. Byen vil ikke slippe dem, og deres viden om, at et så fantastisk og grufuldt sted eksisterer, gør dem ude af stand til at færdes i hverdag.

“She felt their hands touching, their train-hunted hands. She took his book from his easy grip and held it to her, her heart beating against it, as if to read it through bone and flesh and leather, directly, needfully, ventricle pressed to page. A kind of knowledge passed between them – she would not return it, and he would not ask for it back.” 

Palimpsest er navnet på Valentes drømmeby og hendes roman, men det er også et gammelt begreb om tekstmønstre og udvisket pergament. Palimpsest er, når en tekst er blevet skrevet ovenpå en anden tekst, og den gamle tekst stadig er synlig under den nye. Det er et begreb, der handler om lag, om spindelvævstynd intertekstualitet og om afhængighedsforholdet mellem tekster. Valentes drømmeby er også bygget ovenpå fundamentet af vores verden, og det er en historie på en historie på en historie, skrevet og omskrevet tusinde gange. En af hovedpersonerne, November, har en yndlingsbog ved navn "The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making", og hun drømmer om at være som September, der sejlede til Fairyland. Historien om September er Valentes egen, men den blev først udgivet og færdigskrevet to år efter "Pamplisest", hvilket skaber en særpræget sammenhæng mellem bøgerne og deres flammende fantasy-universer.
Byen Palimpsest er beskrevet som en uhyrlig feberdrøm. Det er et sted i forfald, med rådne huse, levende toge, ansigtsløse babyer og gensyn med en savnet del af ens inderste. Menneskerne der færdes der er enten lammede af sorg eller forsvundet i ekstase. Der er ingen mellemtilstand, der er intet 'okay', der er kun den ultimative følelsesrenhed. Palimpsest er ikke et hjem for engle – det er et hjem for det menneskelige sind, der efterlader de besøgende i skælvende rædsel, ærefrygt, eufori og en følelse af at have levet tusinde liv på en enkelt nat.
Historien om bymærkerne på menneskekroppene er en fortælling om længsel. Afhængighed. Eskapisme. Bogens hovedpersonerne er junkies, der forsvinder ind i endeløse omfavnelser for at finde det sted, de hører hjemme.

Jeg beundrer Valente inderligt for det, hun har skabt. "Palimpsest" er et frygtindgydende mesterværk, fyldt med så mange ordperler at den sammenholdende kæde truer med at briste. Valente folder sig ud og stabler sine ord i vakkelvorne stakke, der truer med at kollapse under deres egen vægt. Det hele er for meget, og alligevel er der altid for lidt. Bogen er fyldt med lyrisk og surrealistisk prosa, som aldrig har eksisteret før. 

Og alligevel vil jeg ikke anbefale bogen til nogen. Det er ikke en bog, der er let at forstå eller holde af, det er en bog, der løber om hjørner med sin læser, snegler sig afsted i sit eget tempo og gemmer sin morale under utydelige symboler. Det er en bog, der udstiller alle Valentes svagheder som historiefortæller; hendes tendens til at svælge i beskrivelser, til at glemme handlinger, personer og endda hele læsevenligheden undervejs, men samtidig er det også en bog, der fremhæver alt det, Valentes gør bedst. Den overaktive fantasi fra Fairyland-serien er her, sammen med den dødbringende erotik fra "Deathless", og Palimpsest er sit helt eget parallelunivers  hvis lige aldrig har eksisteret før. Bogen er skrevet til drømmere, og den er lige så bizar, flygtig og umulig som en mareridtslignende drøm.

“If he closed his eyes he could dwell in the circuit of air that had once held her, he could hold his breath and be inside her again, within the close and burning borders of her- she stood here, washed her hair in this sink, wrote upon this wall, ate roasted chicken at this table. There was no place he could enter where she had not also been, her echoes hanging in the air like pages hung to dry. No place that did not suppurate in her absence, which was not ringed with the light of her old selves, like film burned with a cigarette.”