"The Twistrose Key" af Tone Almhjell

"The Twistrose Key" af Tone Almhjell, fra forlaget Little Brown, udgivet i 2013. 4/5 stjerner.

Lindelin Rosenquist bærer et navn fra et musisk eventyr. Og selvom hun ikke bryder sig om sit navn, befinder hun sig langsomt i et eventyr, der passer til det. Et eventyr om roser, nøgler, prinser og sne. Uendelige mængder af dalende og funklende sne.

Eventyret begynder, da Lin mindst venter det. Hun har netop begravet sin bedste ven, musen Rufus der altid sad i hendes lomme, under en rosebusk, da en mærkværdigt dekoreret nøgle dukker op. Nøglen passer ind i et skjult nøglehul og fører hende til en verden, hvor døde kæledyr lever, sneen falder, og hvor menneskebørn bliver tilkaldt, når  der opstår problemer.

Dér, i Sylvers magiske verden, genforenes Lin med sin elskede Rufus, der nu taler og vandrer rundt i fuldvoksen størrelse. Lin bliver tildelt en mission; hun skal finde rigets prins, før Sylvers skinnende nattestjerne slukkes, og alt er fortabt.

“Her dreams were all of snow.”

Der eksisterer en usagt regel mellem bogelskere og læsere. Det er en regel om anbefalinger og sammenligninger, der er blevet brudt alt for ofte og har resulteret i alt for meget skuffelse. Det er en regel, der forbyder udtrykket "Den næste Harry Potter" eller "For fans af Narnia/Ringenes Herre/Det gyldne kompas", fordi ordene så ofte er blevet brugt forkert. Ingen bog er den næste Harry Potter, og ingen bog er bred nok til at tiltale fans af C. S. Lewis, Tolkien og Pullman. At sammenligne noget med så mange alment elskede successer  er at skabe en fiasko.

Der eksisterer en usagt regel, og jeg bliver nødt til at bryde den. For jeg kan ikke skrive om "The Twistrose Key" uden at sammenligne den med den største stjerne på min læsemæssige barndomshimmel, Narnia. Tone Almhjell gjorde det umulige og førte mig tilbage til en verden udgjort af sne, talende dyr, frelsende menneskebørn og hemmelige passager fundet på grå uvejrsdage. Der er intet magisk klædeskab i "The Twistrose Key", ingen brølende og alvidende løver og ingen ondsindet snedronning – men følelsen af øjeblikkelig nostalgi fyldte mig, da Lin trådte ind i Sylver. Almhjell skaber sit eget Narnia uden at kopiere eller ødelægge det Narnia, vi kender.
Sylver vandt mit hjerte, og det samme gjorde den modige, stædige og fejlbare Lin, der i sidste ende blot var en lille pige, der fandt en nøgle og blev hevet ind i et eventyr, hun aldrig havde forestillet sig eller forberedt sig på. Lin er en typisk børnebogshelt af den helt usandsynlige slags. På trods af sit heltenavn, føler hun sig aldrig som en helt. Hun er ensom på de lange dage i sit stille hus, og hun savner sin museven, der var den eneste, der altid var der for hende. Det er hendes sørgen og søgen efter ham, der lokker hende lige i eventyrets favn. Og selvom eventyret er storslået og fantastisk, blev Lins største ønske allerede opfyldt ved historiens start; genforeningen med Rufus, med det lille dyr der betød alverden for hende. 

“She was named for her mother's greatest discovery, the ballads of the fair Lindelin, who grew enchanted apples, and rescued princes, and spun her locks into gold. My daughter deserves to be the hero of a song, her mother liked to say.”

Jeg læste "The Twistrose Key", på en af de sjældent smukke junidage. Solen skinnede, og jeg blev ført til en verden af is, sne og sitrende kulde. Før jeg så mig om, var jeg omgivet af snefnug, vintermelankoli og underjordiske gange af tyk, tyk, tyk is. Og jeg var så opslugt, at jeg slet ikke ænsede, at kulden blev virkelig, og solen forsvandt. Jeg læste og læste med en barnlig glæde, som jeg længe har savnet midt i al specialeskriveriet.
Og det er netop det, jeg gerne vil fremhæve. "The Twistrose Key" er en historie om en pige med fantasien intakt. En pige der tror på det ekstraordinære i verden, og en pige der derfor befinder sig i et eventyr, som man er nødt til at tro på for at forstå. Det er en historie om  uforståelige bånd mellem mennesker og deres kæledyr, og det er en historie om at vokse op og om alt det, man mister, når man vokser op. Men mest af alt, er det en historie med stemning, atmosfære og en uundgåeligt smittende begejstring. Den er velskrevet og velfortalt, og hvis man elsker finurlige historier med krøller og snørkler, vil man uden tvivl elske denne. Det er en bog for alle dem, der har forsøgt at finde vejen tilbage til Narnia; dem som har gemt sig i garderobeskabe og ventet på løvebrøl lige siden de var 7 år gamle. Det er en historie til eventyrslæsere, nostalgikere og – selvfølgelig – til børn. Og det er en af de mest medrivende historier, jeg længe har læst.
Sommetider sker der det, at den helt rigtige bog krydser ens vej på det helt rigtige tidspunkt. "The Twistrose Key" er den bog, og den førte mig til Sylvers stjerneklare rige fyldt med vinterstilhed, knasende sne og glemte kæledyr med store, blanke og forventningsfulde øjne. Gennem en rosebusk og en gammel ornamenteret nøgle.

“The words were eerie, but the melody melted into Lin's ears and soothed her. Now that she felt safe, she even found the woods lovely. Tall, snow-laden spruces flowed by. Old tracks crossed in the snow. Winter dusk painted the river icy blue. She leaned closer to Rufus and whispered: "I am glad to be here with you, little one."”