"To Kill a Mockingbird" af Harper Lee

"To Kill a Mockingbird" af Harper Lee, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1960). 4/5 stjerner.

Harper Lee vandt næsten øjeblikkelig berømmelse, da hun i 1960 fik udgivet sin debutroman "To Kill a Mockingbird". Bogens historie udspiller sig i 1930'ernes Alabama, og den fortælles af den niårige Jean-Louise "Scout" Finch, hvis far er advokat.

Finch-familien bor i en lille flække ved navn Maycomb, hvor racisme og uretfærdighed endnu hersker. Atticus Finch skal forsvare en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, og retssagen tiltrækker sig megen opmærksomhed i den lille by. Scout er en undrende tilskuer til retssagen, og hendes klare betragtninger understreger kun irrationaliteten i sydstaterne. 

“Until I feared I would lose it, I never loved to read. One does not love breathing.”

Det er efterhånden mange år og mange bøger siden, jeg læste "To Kill a Mockingbird" for første gang. Jeg har i lang tid været efterladt med et svagt minde om en bog, der havde noget vigtigt på hjerte, men som jeg alligevel ikke helt kunne huske. Præcise hændelser, handlingsforløb og karakternavne smuttede fra mig, og jeg mistænker mig selv for at have læst bogen, før jeg for alvor var klar til det. En genlæsning af Harper Lees drømmedebut har været på min ønskeliste i mange år – og nu har jeg endelig fundet tiden til at opfylde mit eget ønske.

"To Kill a Mockingbird" er en af de bøger, der let kan snyde. Med sproglig charme i form af sydstatsaccenter og pudsig dobbeltmorale, fortæller Lee en historie, der på én gang forekommer mig som det reneste barndomsidyl og den største grusomhed. Bogen fortælles gennem den niårige Scout, der forsøger at forstå og afkode verden gennem sin egen naivitet, og læseren får dermed påtvunget et filter af nysgerrighed og undren over alt, hvad der sker. Scout er noget særligt, fordi hun endnu besidder et barnesind; hun sætter endnu spørgsmålstegn ved uretfærdigheden i verden i stedet for at affinde sig med, at den findes. Guidet af sin rummelige, rolige og helt vidunderligt rationelle far, udpeger hun skævheder og hykleri blandt dem, som ellers betragter sig selv som samfundets bedste borgere.

Scouts fortællerstemme er præget af hendes alder; simple betragtninger, pudseløjerlige bemærkninger og en konstant vægren mellem godt og ondt, er kendetegnende for romanen. De smukke beskrivelser af Scouts dovne sensommerdage tilbragt med hendes bror og hendes barndomsforlovede, skaber en idyllisk kulisse i 1930'ernes Alabama. Og det er måske det, der gør bogens anden virkelighed – raceproblemer, kønsdiskrimation, fattigdom, vold, klassesamfund og mangel på medmenneskelighed – så chokerende kontrastfulde. Harper Lee illustrerer, hvor let man kunne lukke øjnene for alt ondt, hvis man ville.

“You never really understand a person until you consider things from his point of view ... Until you climb inside of his skin and walk around in it.”

For selvom "To Kill a Mockingbird" handler om mange ting, handler den for mig mest om mod. Modet til at åbne øjnene, se uretfærdighed og at kæmpe imod det. Modet til at rejse sig op og påtage sig ansvar, udpege fejl og gøre verden en lille smule bedre, end den var. Atticus Finch er ikke en frelserfigur, men han er en helt, fordi han nægter at affinde sig med traditioner og fastgroede fordomme. Og samtidig forsøger Atticus Finch at videregive sit mod til sine børn og en ny generation.

Harper Lees roman er en af de største klassikere i amerikansk litteratur. Det er en bog, som er fast inventar i enhver amerikansk skoleklasse, og man kan finde den på samtlige lister over betydningsfuld litteratur. For bogen var betydningsfuld, da den udkom – og den er det stadig. Der er så meget på spil i "To Kill a Mockingbird" og ved at se racismen gennem øjnene på et barn, bliver den komplette meningsløshed kun understreget. Bogen er så let at læse, let at forstå og tung at tænke over i lang tid efter, den sidste side er vendt. Den forklarer komplicerede forhold mellem mennesker, historie og samfund på den simpleste måde overhovedet muligt, og som læser er man ofte fristet til at råbe højlydt af de bipersoner i romanen, der tydeligvis ikke selv kan se ud over deres egen næsetip. Det virker grotesk, og samtidig er det nok et ærligt portræt af datidens ignorance.

"To Kill a Mockingbird" er en ægte amerikansk klassiker, som desværre endnu ikke har mistet sin relevans. Det er en bog, der er vigtig at læse, og en bog som alle burde læse på grund af dens barndomsklare fremføring af det hykleri, der gemmer sig bag racisme og fordomme. Harper Lee skriver så enkelt om noget så ækelt, og hun gør det med både charme og stemning. "To Kill a Mockingbird" er blandt de bøger, der vil stå fremme på alverdens biblioteker i mange, mange, mange år endnu. 

“I think there's just one kind of folks. Folks.”