"Inkheart" (Inkworld #1) af Cornelia Funke

"Inkheart" (org. titel "Tintenhertz") af Cornelia Funke, fra forlaget Scholastic, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2003). Læst på engelsk – originalsproget er tysk. 3/5 stjerner. 

I "Inkheart" vækkes enhver bogelskers drøm til live, da fiktive karakterer vælter ud af siderne på bøger og ind i vores verden. Den tolvårige Meggie bor sammen med sin far, som reparerer og sælger sjældne bøger, og deres hus er fyldt til randen med eventyr og romaner. Selvom Meggies far elsker bøger, nægter han at læse højt, og en dag opdager Meggie hvorfor; hendes far besidder nemlig en evne til at læse personer og objekter ud fra bøger og ind i den virkelige verden.

“Books loved anyone who opened them, they gave you secruity and friendship and didn't ask for anything in return; they never went away, never, not even when you treated them badly.”

Der findes bøger om bøger, og så findes der bogen om bøger. "Inkheart" er for så mange læsere bogen fyldt med størst læseglæde, en dansende hyldest til den skrevne verden og de læsere, der befinder sig i den. "Inkheart" visualiserer ethvert barns læsedrøm og etablerer en verden, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed er papirstynd. Karakterer træder ud af bøgerne, imens mennesker træder ind. Det er let at forstå, hvorfor "Inkheart" er så elsket. Jeg elskede den bare ikke selv.

På sin vis var "Inkheart" det perfekte læsevalg i en travl periode. Det var en let bog at falde ind i; deskriptiv og fin og samtidig actionsfyldt nok til at holde mig vågen i et alt for tidligt morgentog. Jeg havde det sjovt, da jeg læste "Inkheart", og jeg holdte hurtigt af bogens fantasyplot og alle de farverige karakterer. I hvert fald lige indtil jeg nåede et punkt, hvor bogen begyndte at gentage sig selv.

For fejlen i "Inkheart" er meget simpel i mine øjne; bogen er ganske enkelt for lang. 534 sider er, pr. definition, en lang bog, og når størstedelen af bogen er en lang fangeleg, er bogen i mine øjne for lang. Kidnapning, flugt, en ny kidnapning og endnu en flugt fylder for meget, og selvom der sker meget i bogens kapitler, føles det ofte som om, alting står stille. Karaktererne løber omkring, men kommer kun meget langsomt tættere på deres mål. Og de udvikler sig ikke i forbifarten.

"Inkheart" kategoriseres ofte som en ungdomsbog, men den læner sig i virkeligheden nok tættere op af børnebogen. Den konstante løben fra sted til sted, de stillestående karakterer med kun ét gennemtrængende personlighedstræk og det næsten komiske skift mellem skurk og helt minder mig om den simple folkeeventyrsskabelon – som jeg elsker, men som jeg værdsætter for dens korte form. Det havde klædt "Inkheart" at være kortere, og jeg havde elsket bogen langt mere, hvis jeg selv havde været yngre.

“Books are like flypaper, memories cling to the printed pages better than anything else.” 

Dermed ikke sagt at jeg ikke brød mig om "Inkheart". Bogens første hundrede sider er fænomenale; velskrevne, fyldt med barnlig læseglæde og eventyrlig fantasi. Meggie og hendes far er et umage makkerpar, der gennem deres fælles bogkærlighed skaber et idylliseret drømmescenarie for enhver bogelsker. Meggie far forstår hende, han ved hvorfor hun gemmer bøger under sin pude, og han ved, at rejser opgøres i antal bøger, der skal pakkes og ikke i antal dage, der skal tilbringes hjemmefra. Deres delte øjeblikke er hjertevarme og himmelfine og danner grundlaget for hele bogen. 

Resten af bogens persongalleri inkluderer en forvirret pirat, der længes efter en fjern verden, en skurk uden en eneste nuance af medfølelse, en kvindelig og enlig bibliofil, der tilbringer sine dage i et aflåst hus fyldt med bøger. De er arketyper; trygge og genkendelige skikkelser fra historier, man har hørt et utal af gange.

Det hele er vældigt charmerende og letlæst, og jeg er sikker på, at enhver barnlig læsehest vil kunne finde glæde i Funkes mange beskrivelser af bøger, læsning og ord. Sommetider er det faktisk intertekstualiteten og de mange eventyrsreferencer, der bærer hele plottet.

"Inkheart" endte ikke med at være den hellige gral, som jeg troede, den ville være. Jeg blev skuffet over karakterernes stivhed, over plottets cirkelbevægelse og over hele romanens struktur, der kunne have været så meget mere, end det var. Men jeg vil alligevel mindes bogen som et sødt eventyr, der holdte mig vågen, når intet andet kunne. Selv i et bumlende tog mod København i de tidligste morgentimer.

“The books in Mo and Meggie's house were stacked under tables, on chairs, in the corners of the rooms. There where books in the kitchen and books in the lavatory. Books on the TV set and in the closet, small piles of books, tall piles of books, books thick and thin, books old and new. They welcomed Meggie down to breakfast with invitingly opened pages; they kept boredom at bay when the weather was bad. And sometimes you fall over them.”