"The Gracekeepers" af Kirsty Logan

"The Gracekeepers" af Kirsty Logan, fra forlaget Harvill Secker, udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Kirsty Logans debutroman er en dystopisk fantasifortælling, der udspiller sig i en verden, der er oversvømmet og opdelt mellem de, der lever på landjorden, og de der lever på havet i evig sejllads. Bogens hovedperson North bor på en omsejlende cirkusbåd og hver gang, båden standser op, optræder hun i manegen sammen med sin elskede bjørn. 
Fjernt fra North sidder pigen Callanish, der er draget mod havet, selvom hun er øboer. Callanish lever et stille liv i selvvalgt isolation på grund af en fejltagelse og en hemmelighed, der stadig hjemsøger hende. Da tilfældet fører til et møde mellem Norths og Callanish, vendes alting på hovedet, og Callanish hjemsøges af stjerneklare drømme om en pige, hendes bjørn og deres fælles hemmelighed. 

“Behindcurtains they were individuals, each full of doubts and concerns; on stage they were the circus, with glitter for blood and glass for eyes.”

Ethvert cirkus har sine besynderligheder; slangemennesker der vrider deres arme af led, akrobater der flyver gennem luften med en umulig ynde og klodset falder over sten på landjorden, elegante cirkusprinsesser der bærer hæslige hemmeligheder, og piger der danser med bjørne og sover alene. Mennesker som andre griner af og hvisker om, og som bliver hinandens familie i et omrejsende fællesskab.
Logans vandcirkus er ingen undtagelse. Her danser North med sin bjørn, imens Ainsel fører sine heste igennem imponerende spring, og tre klovne imiterer militæret til publikums rungende latter. Alt er farvet, kulørt, glitrende og fuldstændig kunstigt, og bag kulisserne væves et kompliceret net af hemmeligheder. Det er så let at blive forført af cirkusset larm, men cirkussets sulter i et samfundshierarki, der placerer dem i bunden af fødekæden. De optræder for at indynde sig hos dem, der bor på landjorden. For underholdning bliver belønnet og betalt med mad, der er en kostbar vare, når man lever på havet.
Melankolien er tydelig, når de der er forvist til et liv blandt bølgeskvulp og fugleskrig længes mod land. Mod sikkerhed. Mod tryghed. Logans cirkus er et fortvivlet sted, og det mærkes tydeligt hos bogens karakterer, der er omgivet af hav, hvor end de ser hen. På mange måder er "The Gracekeepers" dermed et stemningsskriveri, der ikke formidler cirkussets larm i lige så høj grad som dets isolation. Bogen føles som et lyrisk eventyr; en omskrevet myte midt i en science-fiction verden. For læsere med hang til sanselige beskrivelser, smittende stemninger og skriftligt billedmageri findes der næppe et bedre eller mere oplagt bogvalg.

“Every night, Callanish dreamed – not of the sea's endless call, but of her mother. At first she welcomed the dreams, revealing in them, wishing to crawl inside them for ever and never wake.” 

"The Gracekeepers" var akkurat som jeg havde forestillet mig, den ville være. Et skiftevis sørgmodigt og dramatisk portræt af en verden dækket af vand, et omrejsende cirkus, en pige og hendes bjørn, og en anden pige og hendes ensomhed. Logan opbygger et univers, der både er skræmmende og troværdigt, og lige da jeg havde besluttet mig for at kalde bogen 'magisk realisme', svømmede eventyrsvæsener ind i historien, og gjorde den til noget helt anderledes og nyt.
Plotmæssigt gemmer bogen både på tragedie og forløsning, men det var den æteriske ynde i Logans skrivestil, der var det bærende element for mit vedkommende. For Logan bruger sine ord med omtanke og præcision, og det er så let at drømme sig væk mellem hendes linjer. De knap 300 sider føles som så meget mere, fordi Logan formår at gøre så meget med dem. Så mange følelser på så kort tid.
Dermed ikke sagt at bogens billedmaleri er dens eneste tiltrækningskræft. Historien om det flydende cirkus indeholder så mange interessante diskussioner og behandler både temaer som ensomhed og isolation, moderskab og tilhørsforhold, seksualitet og køn, magthierarkier og klassesamfund og selvfølgelig, myter og eventyr. Bogens to hovedpersoner, North og Callanish, er to stærke kvinder, der tilbagevinder ejerskabet over deres egen krop og deres eget sind. Og det er deres vej mod hinanden, mod tilgivelse og kærlighed, der for alvor er bogens omdrejningspunkt. 
Jeg blev hurtigt draget af den åbenlyse skønhed i Logans prosa, mens bogens filtrede plotlinje tog lidt længere tid om at overvinde mig. Men da den gjorde, var jeg fortabt, og jeg druknede fuldstændig i vandverdenens blændende poesi.