"Magonia" (Magonia #1) af Maria Dahvana Headley

"Magonia" af Maria Dahvana Headley, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

"Magonia" begynder med en pige, der ikke kan få vejret. Aza Ray har siden sin fødsel lidt af en sjælden lungesygdom, der gør, at det føles som om, hun hele tiden er ved at drukne. Hun kan ikke få luft nok, og hun kan derfor ikke leve som sine andre jævnaldrende.

Så da Aza Ray en dag får et skinnende glimt af et skib på himlen, er der ingen der tror på hende. Skibet bliver hurtig affærdiget som en hallucination – også selvom det føltes som virkelighed, og Aza Ray hører nogen fra skibet råbe hendes navn igen og igen i en hektisk søgen.

Men en dag bliver bange anelser til virkelighed, da Aza Ray pludselig befinder sig på himmelskibet og i himmelskibets verden, Magonia, hvor intet er, som det ser ud til at være.

“If you look at the sky that way, it’s this massive shifting poem, or maybe a letter, first written by one author, and then, when the earth moves, annotated by another. So I stare and stare until, one day, I can read it.” 

I flere hundrede år har menneskeheden stirret op på himlen, talt stjernerne, iagttaget månen og spekuleret på, om der mon var noget, der stirrede tilbage. I flere hundrede år har menneskeheden misundt fuglene deres vinger og deres lette adgang til et landskab, vi kun kan færdes i som fremmedlegemer og som gæster.

En legende fra 815 fortæller om en flok sømænd, der dukkede op i Frankrig og var helt fremmede overfor landets kultur og levevis. Sømændene proklamerede stædigt, at de ikke var vant til at sejle i have, men derimod normalt sejlede rundt blandt skyer og stjerner på himlen. De fortalte, at de kom fra Magonia – og legenden blev født.

Headleys "Magonia" er baseret på selvsamme myte og er også et hjem for himmelsejlende sømænd, fuglelignende hvaler, mennesker iført kulørte fugledragter eller fugle iført skærmende menneskedragter og et hav, der indbefatter alt det, vi kender. Da Aza Ray bliver ført til Magonia, får hun af vide, at hun har druknet hele sit liv i et hav, hun slet ikke kunne se. Skyerne bliver således skillekanten mellem hav og land; menneske og fugl.

"Magonia" er en original fantasyroman med en solid, spændende og troværdig verden bygget på resterne af en gammel fransk myte. Headleys verdensopbyggelse er imponerende – jeg ville blot ønske, resten af bogen var lige så blændende.

“I can't imagine a universe in which I try to unlove her.”

For mange vil "Magonia" sikkert være en rutschebanetur af følelser, fornemmelser og bange anelser. For mange vil bogen sikkert blive mere og mere spændende, i takt med mere og mere action introduceres og flere onde planer påbegyndes. Men ikke for mig. Jeg kunne langt bedre lide bogens start end dens slutning, og jeg synes, bogen var mere fangende, da den forsøgte at fuldende et univers, end da den forsøgte at igangsætte et kompliceret og actionpræget plot. For sandheden er, at selvom Headley er dygtig til at bygge verdener, er hun ikke ligeså dygtig til at skildre karakterer. Jeg bed ikke negle på vegne af Aza Ray, for jeg var faktisk ligeglad med hende, hendes (nedtonede) trekantsdrama og hendes klassiske identitetsproblemer. Jeg var ligeglad med hendes status som helt og frelser, og jeg kunne langt bedre lide hende i rollen som almindelig teenager.

Måske skyldes min skepsis, at "Magonia" virkelig er unik i sin verdensopbygning men ikke i sit plot. Aza Ray er som enhver anden teenageprotagonist, usikker, selvironisk, sjov og uvidende forelsket i sin bedste ven, og selvom hendes personlighed udvikler sig, overraskede hun mig aldrig. Hun var en forudsigelig brik i et overvejende uforudsigeligt puslespil. Hun mangle dybde – ligesom bogens plot, der var præget af al for meget handling og al for lidt forklaring. Jeg manglede ofte begrundelser for de problematikker, der blev præsenteret, og den afsluttende action forekom mig forhastet, da karakterernes bevæggrunde slet ikke var blevet klargjort. Jeg forestiller mig, at det er elementer, der bliver uddybet i bogens efterfølger – men bogen føles ikke som en serie, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at grundlaget for en ny bogserie er blevet lagt forkert.

Men selvom "Magonia" har sine fejl og huller, kan jeg ikke lade være med at beundre bogen en smule alligevel. Dens verden er så unik, Headleys skrivestil er så flydende, malerisk og samtidig tørt humoristisk, og bogens første tredjedel var et eksempel på den perfekte introduktion. Undervejs tog det hele blot en drejning, jeg ikke havde forberedt mig på, og min begejstring fløj fra mig på nygroede vinger.