"Ex Libris" af Anne Fadiman

"Ex Libris" af Anne Fadiman, fra forlaget Farrar, Straus and Giroux, udgivet i 2000 (org. udgivet i 1998). 4/5 stjerner. 

Anne Fadiman voksede op i et hjem fyldt med bøger. Hendes far var en anerkendt litteraturkritiker, og hendes mor var forfatter og skribent i Time Magazine. Som barn legede Anne Fadiman i sine forældres bibliotek og stablede tårne og fæstninger ud af bøgerne, altimens hver aften sluttede med højtlæsning i et svagt oplyst børneværelse. Anne Fadiman voksede op med bøger, og hun lærte hurtigt at elske dem.
I essaysamlingen "Ex Libris" fortæller Anne Fadiman om et liv med bøger. Hun skriver om det at være en sesquipedelaian (en beundrer af lange ord), om ikke at kunne udholde synet af en grammatisk fejl og om at læse alt fra manualer til annoncer og ugeblade i mangel på en god bog. "Ex Libris" er både humoristisk, underholdende og hyggelig læsning.

“[T]here is a certain kind of child who awakens from a book as from an abyssal sleep, swimming heavily up through layers of consciousness toward a reality that seems less real than the dream-state that has been left behind. I was such a child.”

“I have never been able to resist a book about books” skriver Anne Fadiman i et af sine essays og opsummerer dermed ikke blot sin egen kærlighed til bøger – men også hele grunden til, at jeg befinder mig i sofaen med hendes bog i hånden. Jeg er, som så mange læsere og som Anne Fadiman selv, heller ikke i stand til at modstå en bog om bøger. Læserliv og læselykke har altid fascineret mig, og jeg læser gerne hundrede sider om en ukendt persons bogminder i min søgen efter genkendelse og "Jeg troede kun det var mig!"-øjeblikke. Der findes et særligt slægtskab mellem læseheste, bogsamlere og bibliofile, som ikke kan findes andetsteds.
Anne Fadimans essaysamling er heldigvis rig på genkendelig bogkærlighed, finurlige anekdoter og små læsersærheder, som jeg aldrig har hørt om før. Fortalt med en smittende humor, knivskarp intelligens og oprigtig entusiasme er "Ex Libris" næsten obligatorisk læsning for enhver bogorm. 
For Anne Fadiman deler så rigeligt ud af sig selv og sit læserliv. Bogen begynder med en fortælling om, hvad der sker, når to bogreoler skal giftes, og to personers bøger skal flyttes sammen (herhjemme er min bogreol fyldt mine egne bøger, imens Nicos beskedne stak endnu står på hans skrivebord), og bogen afsluttes med en smuk refleksion over forskellen på det, man forventer, når man træder ind i en boghandel og et antikvariat. Med essays om ufrivillig korrekturlæsning på alt fra skilte til menukort, tanker om børneopdragelse med tilhørende læsning, indrømmelser om ødelagte og overskrevne bøger og om at indse, at man hele livet har skrevet hilsner i bøger på den side, der er beregnet til forfatterens autograf, er bogen den perfekte hyggelæsning. 

“Books wrote our life story, and as they accumulated on our shelves (and on our windowsills, and underneath our sofa, and on top of our refrigerator), they became chapters in it themselves.”

Jeg fløj igennem "Ex Libris" og endte særligt med at holde af et essay om højtlæsning og et om kuglepenne. Afsnittet om højtlæsning mindede mig om højtlæsningens største værdi i vores travle verden; at man hverken kan skimme eller skippe, at alle ord bliver tillagt en ligelig værdi, og at hver eneste sætning er værd at færdiglæse. Det er en lektion, jeg burde bide mere mærke i, end jeg gør – for jeg er netop for utålmodig til højtlæsning af længere passager.
Afsnittet om kuglepenne mindede mig derimod om skriveprocessen selv; den nostalgiske magi man forbinder med Sir Walter Scotts fjerpen og Hemingways skrivemaskine stillet overfor det kedelige antiklimaks, en computers blanke Word-side bidrager med. Jeg tror, vi alle har en tendens til romantisere kuglepennen og skyde skylden for manglende inspiration på computeren – selvom det selvfølgelig bare er mytemageri. Det mindede Anne Fadiman mig i hvert fald om. 
I virkeligheden kunne jeg blive ved med at fremhæve geniale pointer, fine tankestreger og skæve betragtninger fra de mange essays i "Ex Libris". Men i stedet for at genfortælle, vil jeg hellere opfordre; læs denne bog hvis du vil læse om en læser, der gør enhver af de utænkelige ting, som du troede kun var forbeholdt dig selv. Læs denne bog hvis du er så forelsket i ord, at du har brug for at få sat ord på ordene selv. Læs denne bog hvis du, ligesom Anne Fadiman og jeg, elsker bøger om bøger – med eller uden genkendelsesgaranti.