"Odd and the Frost Giants" af Neil Gaiman

"Odd and the Frost Giants" af Neil Gaiman, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2006). 4/5 stjerner.

Odd lever op til sit navn og er en besynderligt uheldig dreng. Hans far er forsvundet i en Viking-ekspedition, hans ben er blevet knust af et træ, og han lever i Norge, hvor en evig vinter hærger. Odd har det ikke let, og da han en dag løber væk fra sin tyranniserende stedfar, påbegynder han en utrolig rejse, hvor han møder talende dyr og betræder regnbuen, der fører til Asgård. 

“The wise man knows when to keep silent. Only the fool tells all he knows.” 

Hvis jeg skulle beskrive Gaimans forfatterskab med ét ord, ville jeg vælge det mest åbenlyse. Alsidigt. For selvom Gaiman har skrevet mange bøger, og selvom jeg har læst de fleste, aner jeg alligevel aldrig, hvad jeg skal forvente mig af ham. Han følger ingen skabelon. Han gør ikke brug af genbrug. Hans bøger er altid nye, altid fremmede og altid fuldstændig ulig den forrige. Og alligevel er der noget ved hans ord, der altid føles som at komme hjem.
"Odd and the Frost Giants" handler om en usandsynlig helt; en lille dreng der endnu ikke har fundet sin plads i verden og derfor går ud og finder den. Det er en dannelseshistorie på blot 117 sider, og det er en hjertevarm børnebog baseret på nordisk mytologi. Bogen er fyldt med britiske humor og rige muligheder for sjov stemmeføring ved oplæsning. Jeg forestiller mig, at det er en historie af den slags, der både vil bringe glæde til lytter og oplæser  – den bragte i hvert fald stor glæde hos mig. 
Gaimans myteunivers er pudsigt. Odd vandrer tilfældigt ind i en flok talende dyr og ender med en mission om at fordrive frostkæmperne fra Asgård. Han bumper ind i Loke, Thor, Odin og Freja, men forbliver selv hovedpersonen. Gaiman væver velkendte myter ind i sin historie, så alting stemmer overens og fortæller således historier i historien, bl.a. myten om dengang Loke forvandlede sig til en hingst. På den måde fungerer "Odd and the Frost Giants" både som en historie i sig selv, og en miniindførsel i nordisk mytologi. 

“We weren't arguing,” said the bear. “Because we can't talk.” Then it said, “Oops.”

Jeg morede mig meget, da jeg læste "Odd and the Frost Giants". Bogen er finurligt barnlig, charmerende og fyldt med underspillet humor. Odd er en vidunderlig protagonist og er akkurat lige så besynderlig, som hans navn indikerer. Han driver folk omkring sig til vanvid ved at smile på de forkerte tidspunkter, og han er uheldig og klodset fra start til slut. Men han besidder også noget, som ingen af guderne eller landsbyboerne har; evnen til at se ting fra en ny vinkel. Og derfor er han og hans børneøjne i stand til at standse vinteren.
Moralen er en yndig en af slagsen, og via Odd illustrerer Gaiman, hvordan man sagtens kan være en helt, selvom man ikke er den stærkeste, klogeste eller mest vellidte i sin omgangskreds. Bogens finale er et smukt antiklimaks, der med sin simpelhed viser, at man sagtens kan redde en by uden nødvendigvis at dræbe en drage.
Bogen er af den slags, der vil glæde børn og barnlige sjæle og samtidig er det også en bog, alle Gaiman-fans vil elske. For den er fyldt med den atmosfære, den humor og den pudseløjerlige magi, som er det eneste, man altid kan forvente sig af Gaiman. Det eneste der altid er garanteret ved synet af hans forfatternavn.