Tema-tirsdag #99: Læser du eventyr?

"Der var engang". Ordene er en dørtærskel, man træder over og en verdensorden, man accepterer. I det øjeblik man læser de tre ord, ved man, hvad der venter forude. Man forbereder sig på gentagende tretal, talende ænder, fortabte prinsesser, belønninger og straf. Når man træder ind i eventyrets rige, ved man, at slanger er tegn på ondskab, at gamle kvinder ved vejkanten skal behandles med omhu, og at en families yngste og mest håbløse søn har det største potentiale. Man ved det, fordi det er viden, man er vokset op med. Viden der er sluppet ind gennem kroge i tegnefilm, spillefilm, romaner og sange fra en tid, der for længst er forbipasseret. Eventyrstræk er overleveret visdom; rester fra mundtlige fortællinger, der ikke fortælles længere.
Eventyr har ingen introduktion, ingen glidende overgange og ingen forklaringer. Kongeriger bliver truet af kæmpeorme og drager, og ingen spørger hvorfor, eller hvor dragen kom fra. Frøer kan tale, og bakketoppe kan være levende, uden der er behov for at tale om logik eller realisme. "Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske" begynder H.C. Andersen et af sine eventyr. Alle spørgsmål bliver overflødige, for sådan er det ganske enkelt bare.
Jeg har altid elsket eventyr for deres komplette tilsidesættelse af virkeligheden. Hvad man normalt ville kalde sludder bliver i eventyret til fortællinger.

Faktisk elskede jeg eventyr, før jeg overhovedet anede, hvad de var. Min mor læste H. C. Andersens kunsteventyr højt for mig hver aften inden sengetid og måtte finde sig i, at jeg bad om at høre "Tommelise", "Hyrdinden og skorstensfejeren" og "Prinsessen på ærten" igen og igen uden variation. Mine søskende og jeg sled VHS-båndet med Disneyversionen af "Askepot" op, indtil filmen forsvandt i et fyrværkeri af fjernsynsflimmer. Da jeg fik mit lånerkort og dermed min egen biblioteksfrihed, lånte jeg "Eventyr fra Sovjetunionen" med hjem og måtte spørge min mormor om, hvad Sovjetunionen overhovedet var. Engang gik jeg på opdagelse i mine bedsteforældres bogreol og fandt et bind af "Tusind og én nat", der både fascinerede og chokerede mig med dens sensuelle fortællinger. På den ene side elskede jeg Disneys trygge og pastelfarvede verden, og på den anden side nød jeg at stjæle glimt fra en eventyrsverden, der var fuldstændig ucensureret; en voksenverden forklædt i trylleord.
Jeg voksede op med eventyr, og jeg læser dem stadig. Jeg har en særlig forkærlighed for de russiske folkeeventyr, der er fyldt med traditioner og ord, som slet ikke eksisterer i de nordiske. Russiske folkeeventyr er udgjort af endeløse vintre, ulve og flyvende hekse, hvorimod de vesteuropæiske eventyr i stedet handler om solbeskinnede skove, bondedyr og gamle koner, og de afrikanske handler om løver, der hærger og fortærer hele landsbyer på et splitsekund. Eventyr er en refleksion af den kultur, de stammer fra – og som barn blev jeg dermed tvunget til at finde ud af, hvad en tsar var, og hvorfor en sultan havde brug for en visir. Jeg stillede mange spørgsmål som barn – og udgangspunktet var næsten altid noget, jeg havde læst.
Eventyr interesserer mig, fordi de aldrig er simple. Fordi gentagelserne i virkeligheden er hukommelsesøvelser, der hjalp fortælleren med at viderelevere historien. Fordi de i dag affærdiges som underholdning for børn men engang blev brugt som diskussioner af almen-menneskelige problemer som sult, seksualitet, barnløshed eller retfærdighedskrænkelser. Eventyr interesserer mig, fordi de på den ene side er porte til verdener, hvor alting er muligt – og fordi de på den anden side er tanker om den verden, vi alle lever i.

For et par år siden genlæste jeg alle Grimms eventyr. Det var en særpræget oplevelse; en blanding af eventyr, jeg så tydeligt kunne huske, og eventyr som jeg slet ikke huskede på dén måde. Mest af alt morede det mig, hvordan så mange eventyr hænger sammen i et større netværk; hvordan nogle eventyr tydeligt udsprang fra andre, genfortalt og ændret en smule et utal af gange indtil det endte med et helt nyt resultat. Barnløse forældre der hele tiden finder på nye måder at få et barn på, fattige piger der hele tiden finder på nye måder at finde rigdom og kærlighed på, og prinser og stalddrenge der hele tiden må gå igennem nye prøvelser for at vinde prinsessen og det halve kongerige. En genfortælling af en genfortælling.
Jeg læser stadig eventyr, og jeg finder ofte eventyrselementer i alt, hvad jeg læser. Eventyr er ikke blot fantastiske fortællinger om magi, alfer og drilske trolde, de er også arvestykker fra kulturer, lande og mennesker, der ikke eksisterer længere. De er bevisførelse for, hvad der interesserede og bekymrede mennesker for flere hundrede år siden, og de er stadig gyldige i dag. Samtidig var de også en tidlig introduktion til glæden ved at læse – glæden ved at træde ind i en verden, der var så tydeligt fiktiv og alligevel mulig at forestille sig i natlampens skær.

Læser du også eventyr, eller er det noget, der hører barndommen for dit vedkommende? Hvilke eventyr er dine favoritter, og hvilke eventyrsamlinger holder du særligt af? Foretrækker du Disneys sikre pastelverden eller Brødrene Grimms mere makabre fortællinger? 


Fantastiske eventyrsamlinger og deres kendetegn;

• Brødrene Grimms eventyr. Brødrene Grimms eventyr er blandt de mest kendte eventyr. De tyske brødre, Jacob og Wilhelm Grimm, indsamlede og oversatte i 1800-tallet en stor portion europæiske folkeeventyr, der hurtigt blev populariseret og anerkendt. Jeg elsker den upolerede grumhed i deres eventyr – øjne der bliver flået ud, og tæer der bliver klippet af – der står i så tydelig kontrast til Disney-eventyrene, vi alle er vokset op med. Eventyrsamlingen er så velfortalt og bredtfavnende, at enhver eventyrslæser vil finde glæde i den.
• Charles Perraults eventyr. Charles Perrault er min foretrukne eventyrsfortæller. Første gang jeg læste hans version af "Tornerose", fik jeg mig et chok uden lige. For i hans version fortsætter eventyr, efter Tornerose er vågnet, og en troldelignende svigermor truer med at spise Tornerose og hendes børn. Ligeledes spises Rødhætte af ulven, og eventyret om Blåskæg ender i et uhyggeligt blodbad. Perraults eventyr eventyr er på den ene side upolerede og på den anden side enormt stiliserede. Hvert eventyr ender med et lille rim, der tydeligt opsummerer eventyrets morale og løfter en pegefinger mod dens læser. Charles Perraults version af "Askepot" er i øvrigt min foretrukne og også den, der lægger til grund for Disneys version. Det er et lille mesterværk.
• H. C. Andersens eventyr. Man behøver næppe forsvare eller introducere H. C. Andersens plads på denne liste. Han er udgangspunktet (og ofte startpunktet) for ethvert eventyrsinteresseret barn i Danmark, og også som voksen er jeg vendt tilbage til hans eventyr med en umættelig interesse. Hans leg med det danske sprog, hans introduktion af talesprog og lydord, hans melankoli og gradvise opbrud med den velkendte eventyrstradition er så unik og fuldstændig kunstfærdig. Der er så langt fra eventyret om Tommelise til hans senere eventyr om "Loppen og professoren", der knap nok hænger sprogligt sammen. 
• Andrew Langs eventyr. Egentligt bryder jeg mig ikke om Andrew Langs eventyr. De er alt for censurede, for anonyme i deres udformning, og deres naturlige plothuller er forsøgt udfyldt og omskrevet. Da Andrew Lang indsamlede folkeeventyr til sin samling, forsøgte han nemlig at gøre dem børnevenlige i en tidlig form for Disneyficering. Men hvad Langs eventyr mangler i autencitet, gør de op for i variation. Lang indsamlede, i modsætning til Brødrene Grimm, nemlig eventyr fra hele verden, og hvis man leder efter en (harmløs) introduktion til orientalske, russiske og afrikanske eventyr, er hans eventyrsamling ganske nyttig til et generelt overblik.
• Astrid Lindgrens eventyr. Astrid Lindgren er så elsket. Hendes fortællinger om Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter og Mio er legendariske, men jeg har altid ment, at hendes små eventyrsamlinger fortjener langt mere stråleglans. Lindgren skrev nemlig de smukkeste eventyr, der var blandt mine yndlingsfortællinger som barn. Særligt et eventyr ved navn "Mirabell" vandt mit hjerte med dens søde fortælling om en ensom pige, der en dag plantede et frø og så en dukke vokse op. Lindgrens eventyr handler næsten alle om børn, der overkommer ensomhed eller modgang – enten ved hjælp af magiske dukker, besøg til fjerne feland eller usandsynlige venskaber. Og det er så rørende og overset.
• "Tusind og én nat". Sensuelle fortællinger om seksualitet, lyst, grådighed og moral smukt indrammet i en rammefortælling, der sommetider strækker sig i adskillige lag. Eventyrene fra "Tusind og én nat" er noget særligt, fordi de forekommer så fremmede efter en hel livstid af europæisk eventyrslæsning. Eventyrene beskæftiger sig ikke med alfer men med ånder, ikke med frøer men med tigre, og hele idéen om historiefortællingen som overlevelse er kendetegnende for eventyrsgenren selv. Jeg har aldrig læst eventyr så levende, jagende og atmosfæriske som disse.
• Russiske folkeeventyr indsamlet af Alexander Afanasyev. Alexander Afanasyev blev i sin livstid omtalt som den russiske Broder Grimm, da han indsamlede og udgav over 600 russiske folkeeventyr. Det er så længe siden, jeg har læst dem samlet, men jeg husker dem som værende fyldt med farver og liv; et sneunivers med hekse, utilfredse bondesønner og gentagende navne. Eventyrene er dystre, surrealistiske og helt ulig noget andet. Sult, sorg og aspirerende håb fylder meget på siderne, og selvom eventyrene ikke er fyldt med grafisk vold, indeholder de ofte en psykologisk dybde og melankoli, som er svær at finde i vesteuropæiske eventyr. 
• Angela Carters eventyr. Angela Carter indsamlede i "Angela Carter's Book of Fairy Tales" folkeeventyr, der udelukkende beskæftiger sig med kvinder. Bogen er interessant på grund af dens variation – og det er heri, jeg er stødt på mine første afrikanske eventyr, der er sælsomme og mærkværdige, fyldt med løver og aber. Det er et møde med en helt anden fortællertradition.