Tema-tirsdag #101: Alle bøger har en historie

På det seneste har jeg haft fornøjelsen af at sortere, omrokere og reflektere over bøgerne i mine bogreoler. Jeg har puttet dem i kasser, flyttet dem fra ét sted til et andet, og jeg har samlet dem op for at kigge på deres forsider og for at mindes. Så mange af bøgerne i min bogreol har nemlig vist sig at bære på små historier, der er markant anderledes end bogstaverne, der er trykt på deres papirssider. 

I løbet af de sidste par uger er jeg stødt på slidte kogebøger med mel tværet ud over opskrifterne med fødselsdagsboller og pandekager, en adopteret biblioteksbog jeg burde have afleveret for længst, en julegave fra min mor med ordene "fra julemanden" indskrevet på titelsiden, en smuk læderindbundet bog jeg engang bestilte hjem fra USA og derefter måtte vente 5 uger på, en lille bog jeg helt havde glemt jeg ejede og en yndlingsbog så slidt, at dens forside næsten var blevet ensfarvet. Jeg har fundet bøger med små hilsner i, bøger med notater i, og bøger så velholdte at de ser helt ulæste ud – selvom jeg mindes at have læst dem flere hundrede gange.

Man taler så ofte om, at bøgerne i antikvariater er fyldt med historier om tidligere ejere, fejlkøb og uimponerede gaver. At biblioteksbøger der skifter hænder igen og igen indeholder tusinde hemmeligheder. Og at de derfor har en magi og en stemning, som nykøbte bøger ikke har. Men i virkeligheden tror jeg, at alle bøger har en historie tilknyttet. En historie om købemotiver, gavegiveri eller læseoplevelsen imens. Det er derfor, en bogreol siger så meget om læseren bag.

Hvis mine bøger kunne tale, ville de fortælle mærkværdige historier om en pige, der blev ved med at støve dem af og flytte rundt på dem. Min velholdte udgave af "Les Misérables" af Victor Hugo ville fortælle om den påskeferie i 2013, hvor jeg tog den med til Jylland og læste den på en uge med både tårer og smil. Den ville også fortælle om, hvordan min mor stjal bogen, når jeg ikke kiggede og lagde små sedler, penge og post-its mellem siderne, som jeg først opdagede, da jeg kom hjem igen. Min slidte udgave af "Peter Plys bogen" ville derimod ikke fortælle en enkelt historie, men i stedet genfortælle et helt livsforløb. Den har nemlig været med mig overalt; den stod i min bogreol på barndomsværelset i Kolding med de lyselilla vægge, den var med mig på besøg hos mine oldeforældre, og den er blevet transporteret fra hjem til hjem lige siden. Den har altid været, hvor jeg var. 

"Emily på Månegården" af L. M. Montgomery er et eksempel på det modsatte. Den har ikke altid været på min bogreol, men siden jeg var 10 år, har den været i mine tanker. Jeg læste en anden udgave på et børnebibliotek og genlånte den i det uendelige; som voksen kunne jeg ikke glemme den og ledte efter en dansk udgave, som slet ikke var til at finde. Ved et lykkeligt tilfælde blev jeg kontaktet gennem bloggen af en hjertesød læser, der havde et ekstra eksemplar stående. Og pludselig blev jeg atter genforenet med forsiden fra mine barndomsår – selvom jeg ikke aner, hvor den har været henne indtil da.

Og så er der "Emma" af Jane Austen. En bog hvis indvendige historie jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg synes om, samtidig med at bogens omgivende historie smelter mit hjerte. Bogen var nemlig en gave fra Nico "bare fordi det var tirsdag, og bare fordi han havde lyst". Tanken kan altid få mig til at smile, og selvom bogen ikke er så gammel er den så sigende.

Bibelen er blandt de besynderligste bøger, jeg ejer. Jeg har endnu kun færdiglæst det Første Testamente, men bogen minder mig om at være 14, at være teenager og at skulle konfirmeres. Præsten gav mig bogen og indskrev et lille citat, som hun mente passede på mig – og jeg har aldrig kunne nænne at smide den ud eller gemme den væk. Bogen er et helt lille konfirmationsminde i sig selv.

"The Goldfinch" af Donna Tartt er en enestående fortælling, men bogen er et enestående objekt, fordi den minder mig om den dag, hvor jeg stod overfor min litterære helt. Jeg tog "The Goldfinch" med mig til Donna Tartt-foredrag, og hun skrev sit navn i den, imens jeg forvirret så på. Den post-it hvor jeg skrev mit navn på, så hun ikke behøvede få det stavet, ligger stadig i bogen. Jeg kan ikke få mig selv til at fjerne den igen. 

Den tilsyneladende mest intetsigende bog i indlæggets bogstak er muligvis den, der kan fortælle de største historier. Min udgave af Tennysons digte fylder 100 år næste år, og selvom den kun har været hos mig i en tiendedel af dens eksistens, har det været ti begivenhedsrige år. Jeg samlede nemlig bogen op ved et tilfælde i et støvet antikvariat, uden forventninger eller bagtanker, og da jeg begyndte at læse den, opdagede jeg et lyrisk mesterværk. Tennyson er min yndlingsdigter – og det havde jeg aldrig vidst, hvis bogen ikke havde været så billig og så slidt, at jeg tog den med mig hjem. På den måde kan et tilfælde blive til et mirakel. 

Hvis mine bøger kunne tale, ville de fortælle så mange ting. Ikke nødvendigvis om hvor de kommer fra, men måske mere om hvad de er blevet til, imens de har stået på mine reoler. For en bogs historie er ikke altid noget, der allerede eksisterer, når man køber den. En bogs historie kan derimod også blive til, imens man læser den. Og så er der i lige så høj grad tale om bogens historie som ens egen historie. 

Gemmer bøgerne på din bogreol også på små, fine og skæve historier? Er der bøger i dine samling, der minder dig om noget særligt? Og har du lyst til at dele et lille bogminde med mig i kommentarfeltet?