"Mistress Pat" (Pat of Silver Bush #2) af L. M. Montgomery

"Mistress Pat" af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1935). 3/5 stjerner.

"Pat of Silver Bush" fulgte Patricia Gardner fra barndom til ungdom, og "Mistress Pat" følger Pats overgang fra en ung pige til en voksen kvinde. Pat har hele sit liv valgt hjemlighed over kærlighed. Hun kan ikke udstå forandringer, og derfor opsøger hun ikke romancer blandt  de håbefulde landsbydrenge. I stedet har hun travlt med hjemlige sysler og små projekter. 

Pat lever og ånder for Silver Bush, gården der har været hendes hjem hele hendes liv. Men da flere og flere af hendes næreste bekendtskaber forsvinder fra nabolaget, begynder ensomheden, tvivlen og stilheden at hjemsøge hende.

“It seems to me that every time I look out of a window the world gives me a gift.”

Omdrejningspunktet i Montgomerys bøger om Patricia Gardner vil altid være Silver Bush, det perfekte hjem. Eller forestillingen om det perfekte hjem; det bånd der kan opstå mellem et menneske og et hus. Patricia, eller Pat, hader alt, der lokker hendes kære væk hjemmefra, for hun ved, at hun ikke kan følge efter dem. Hun er ikke i stand til at forlade Silver Bush, som er det eneste hjem, hun nogensinde vil føle sig hjemme i.

I "Mistress Pat" opdager Pat dog, at forandringer ikke kan forbydes. Og at de kommer uanset, om man inviterer dem indenfor eller ej. Montgomerys roman løber over 11 år, og i de 11 år, bliver Pat gradvist mere og mere ulykkelig. Små katastrofer indtræffer, kæledyr dør, venner flytter, forelskelser bliver til afvisninger og dårlige ægteskaber forværrer livet på den lille gård i en sådan grad, at Pat knap nok kan holde ud at være der. Hun indser langsomt, at gården ikke er nok til at gøre hende lykkelig – og den erkendelse smerter hende mere end noget andet.

Strukturelt er "Mistress Pat" en af de mere atypiske Montgomery-romaner, jeg har læst. Den er forholdsvis kort og dokumenterer alligevel Pats hverdagsliv i 11 år. Konklusionen er dog tydelig hele tiden, og undervejs undrede jeg mig over, hvorfor Montgomery trak den uundgåelige erkendelse i langdrag. For det gjorde hun, og bogen blev som resultat langt tungere, end den burde have været. 

“There might be some hours of loneliness. But there was something wonderful even in loneliness. At least you belonged to yourself when you were lonely.”

Selvom jeg ikke er enig med Pat, så sympatiserer jeg med hende. Forandringer er svære, og sommetider virker det nemmere at stå stille end at bevæge sig fremad. Men efter at læse om Pat, der i flere år systematisk takker nej til store muligheder for at klynge sig til uddøde minder, mistede jeg tålmodigheden. Hendes frygt tårner sig op, og hendes idylliske syn på Silver Bush grænser til en vrangforestilling. Som resultat forekom hun mig afstumpet og oversimplificeret; jeg tror ikke på, at en person kun kan indeholde ét definerende karaktertræk. Pat mangler nuancer. Hun mangler liv.

Men Montgomery vandt mig som altid over i finalen. Bittersødme spreder sig ud gennem bogens sider, da Pat for første gang i 11 år åbner øjnene for sin egen virkelighed. En overset romance snor sig, Montgomery-traditionen tro, ind mellem bogens sidste sider, og sørger for at der også er nye begyndelser i Pats afsked med det velkendte. Romancen er så sød, at den næsten gør ondt i tænderne – men samtidig er den også det drys af håb, bogen behøver efter at have præsenteret læseren for den ene hjemlige katastrofe efter den anden. 

"Mistress Pat" er på ingen måde blandt Montgomerys bedste bøger, og serien om Pat vil altid stikke lidt ud som værende klodsede og gentagende. Men samtidig siger bøgerne om Pat også så meget om noget, der altid er svært at håndtere: Tiden – eller manglen på den.