"The Year of Shadows" af Claire Legrand, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2013. 3/5 stjerner.
Spøgelser, økonomiske problemer og en venneløs pige uden en mor. "The Year of Shadows" er fortællingen om Olivia Stellatella, hvis mor er forsvundet, og hvis far er for distræt og forvirret til at sammenholde deres skrøbelige familie. Faderen er dirigent af et orkester, hvis popularitet er i nedgang, og for at spare på pengene flytter han, Olivia og Olivias bedstemor ind i en forfalden koncertsal fyldt med støv og mørke mysterier.
For i koncertsalens mørke finder Olivia eventyr, hun aldrig havde drømt om. Hun møder en sort kat, der kan tale med dens blik, bliver venner med en dreng hun egentligt aldrig har brudt sig om, og opdager spøgelser der desperat har brug for hendes hjælp. For at hjælpe spøgelserne skal Olivia lade sig besætte og låne spøgelserne sin krop – og hvordan kan hun være sikker på, den slags skyggelege ikke har konsekvenser?
“Have you ever watched people when they don't know you're watching them? Like in a movie theater or a concert. When people get caught up in watching something, their faces change. The lines on their faces get softer, because whatever they're watching has made them forget how they think they're supposed to be looking. Instead, they just ARE — just sitting there, listening and watching and being real.”
For to år siden fortryllede Claire Legrand mig med sin foruroligende børnebog om to barndomsvenner, der slentrede ind i en tillukket bygning. "The Cavendish Home for Boys and Girls" var neglebidende fantastisk; et mørkt eventyr med makabre overraskelser. Det var et stille gys, der kom bag på mig – og som måske fungerede endnu stærkere, fordi det var henvendt til børn.
Det er farligt at følge op på en sådan læseoplevelse, men jeg kunne ikke dy mig alligevel, og jeg vendte tilbage til Claire Legrande med håb om en gentagelse. Desværre oplevede jeg ingen genkendelighed i "The Year of Shadows". Faktisk blev jeg overrasket over, hvordan Legrands elegante mørke, der tidligere mindede mig så meget om Neil Gaiman, pludselig kunne ændre form til en særpræget Holly Black-ironi. Måske er det en konsekvens af skiftede målgruppe og forskellige grader af mørke – eller måske er det bare fordi, "The Cavendish Home for Boys and Girls" var et sjældent stjerneskud; den rette bog på det helt rigtige tidspunkt.
Dermed ikke sagt at "The Year of Shadows" ikke har charme. For det har den så afgjort; jeg faldt fuldstændig for Legrands eventyrskat Igor, som med sine gule øjne kommunikerede så livligt med Olivia. Jeg elskede spøgelsernes skift mellem ængstelighed og egoisme, – for hvem er ikke altid sig selv nærmest? – og jeg elskede at forsvinde ind mellem koncertsalens smuldrende vægge for at se verden gennem et mørkelagt filter. Det var nok i virkeligheden plottets retning, jeg ikke brød mig om, og især finalen som jeg slet ikke forstod.
Som sådan kan jeg godt lide at læse om spøgelser. Jeg kan godt lide tanken om mellemsteder. Om grå områder mellem alt det sorte/hvide, og de kontrastpunkter som liv og død netop er. Men jeg bliver alligevel hurtigt irriteret, når jeg læser om himmel og helvede, og når forfattere forsøger at konstruere deres egen teori om et efterliv, er jeg altid skeptisk. For forestillingen er så privat, at den hurtigt kommer til at virke forceret og forkert.
Efterhånden som Legrands bog skifter fra at være en fortælling om Olivia til at blive en fortælling om spøgelsernes vilkår, ændres dynamikkerne i historien. Detaljerne forsvinder til ære for forhastet action, og Legrand forklarer intet om, hvordan tingene sker. Spøgelsernes måde at besætte Olivia på er hele tiden abstrakt; ligegyldige plotelementer, der leder til den endelige finale.
Bogen er bedst, når den er hverdagslig. Når Olivia betragter sit liv med negative suk, ruller øjne af sin far, taler med sin kat, græder på skoletoilettet og bliver venner med spøgelser ud af hjertefølt ensomhed rammer Legrand plet. Når spøgelser flyver rundt i et mellemsted, og Olivias mor antager engelform, bliver moralen for tydelig, plottet for frelst og hele fortællingen alt for usammenhængende.
"The Year of Shadows" var ikke den succesoplevelse, jeg havde håbet på. Jeg læste bogen hurtigt, og jeg smilede undervejs (hvordan kan man ikke smile, når en sort kat stiltiende brokker sig til et barn?), men en stor del af bogens kapitler forekom mig ligegyldige. Jeg blev aldrig medrevet på den måde, som jeg havde håbet på, og da jeg lukkede bogen, var det karaktererne snarere end plottet, der blev hængende som spøgelser i mit soveværelse.
For to år siden fortryllede Claire Legrand mig med sin foruroligende børnebog om to barndomsvenner, der slentrede ind i en tillukket bygning. "The Cavendish Home for Boys and Girls" var neglebidende fantastisk; et mørkt eventyr med makabre overraskelser. Det var et stille gys, der kom bag på mig – og som måske fungerede endnu stærkere, fordi det var henvendt til børn.
Det er farligt at følge op på en sådan læseoplevelse, men jeg kunne ikke dy mig alligevel, og jeg vendte tilbage til Claire Legrande med håb om en gentagelse. Desværre oplevede jeg ingen genkendelighed i "The Year of Shadows". Faktisk blev jeg overrasket over, hvordan Legrands elegante mørke, der tidligere mindede mig så meget om Neil Gaiman, pludselig kunne ændre form til en særpræget Holly Black-ironi. Måske er det en konsekvens af skiftede målgruppe og forskellige grader af mørke – eller måske er det bare fordi, "The Cavendish Home for Boys and Girls" var et sjældent stjerneskud; den rette bog på det helt rigtige tidspunkt.
Dermed ikke sagt at "The Year of Shadows" ikke har charme. For det har den så afgjort; jeg faldt fuldstændig for Legrands eventyrskat Igor, som med sine gule øjne kommunikerede så livligt med Olivia. Jeg elskede spøgelsernes skift mellem ængstelighed og egoisme, – for hvem er ikke altid sig selv nærmest? – og jeg elskede at forsvinde ind mellem koncertsalens smuldrende vægge for at se verden gennem et mørkelagt filter. Det var nok i virkeligheden plottets retning, jeg ikke brød mig om, og især finalen som jeg slet ikke forstod.
“It's a strange feeling, when you hear a good piece of music. It starts out kind of shaky, this hot, heavy knot in your chest. At first it's tiny, like a spot of light in a dark room, but then it builds, pouring through you. And the next thing you know, everything from your forehead down to your fingers and toes is on fire.”
Som sådan kan jeg godt lide at læse om spøgelser. Jeg kan godt lide tanken om mellemsteder. Om grå områder mellem alt det sorte/hvide, og de kontrastpunkter som liv og død netop er. Men jeg bliver alligevel hurtigt irriteret, når jeg læser om himmel og helvede, og når forfattere forsøger at konstruere deres egen teori om et efterliv, er jeg altid skeptisk. For forestillingen er så privat, at den hurtigt kommer til at virke forceret og forkert.
Efterhånden som Legrands bog skifter fra at være en fortælling om Olivia til at blive en fortælling om spøgelsernes vilkår, ændres dynamikkerne i historien. Detaljerne forsvinder til ære for forhastet action, og Legrand forklarer intet om, hvordan tingene sker. Spøgelsernes måde at besætte Olivia på er hele tiden abstrakt; ligegyldige plotelementer, der leder til den endelige finale.
Bogen er bedst, når den er hverdagslig. Når Olivia betragter sit liv med negative suk, ruller øjne af sin far, taler med sin kat, græder på skoletoilettet og bliver venner med spøgelser ud af hjertefølt ensomhed rammer Legrand plet. Når spøgelser flyver rundt i et mellemsted, og Olivias mor antager engelform, bliver moralen for tydelig, plottet for frelst og hele fortællingen alt for usammenhængende.
"The Year of Shadows" var ikke den succesoplevelse, jeg havde håbet på. Jeg læste bogen hurtigt, og jeg smilede undervejs (hvordan kan man ikke smile, når en sort kat stiltiende brokker sig til et barn?), men en stor del af bogens kapitler forekom mig ligegyldige. Jeg blev aldrig medrevet på den måde, som jeg havde håbet på, og da jeg lukkede bogen, var det karaktererne snarere end plottet, der blev hængende som spøgelser i mit soveværelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar