"Collected Folk Tales" af Alan Garner

"Collected Folk Tales" af Alan Garner, fra forlaget Harper Collins, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2011). 3/5 stjerner.

Alan Garner er kendt for sine fantasifulde verdener og banebrydende universer. Han var blandt de første til at skrive urban fantasy, og han er ofte vendt tilbage til fantasihistoriens begyndelse med sine eventyrslyrik og genfortællinger.

"Collected Folk Tales" er netop en samling af lyrik og genfortalte eventyr, som drager på materiale fra hele verden. Alan Garner lægger vægt på det folkelige aspekt af folkeeventyret; tanken om at eventyr blev overleveret fra generation til generation, mundtligt og med præg af lokalkultur. Han har derfor samlet og omskrevet både kendte og relativt ukendte eventyr fra hele verden, som han puster nyt liv i gennem en mundtlig tradition. 

“Folk tales once belonged to everyone, though not everyone was qualified to tell them, and it is a comparatively recent assumption that they are for children only.”

Jeg læste "Collected Folk Tales", fordi Neil Gaiman anbefalede den så smukt i en anmeldelse, jeg tilfældigt faldt over på Goodreads. Således blev jeg ført fra en forfatter til en anden, og den lilla bog med det sarte guldtryk blev hurtigt tilføjet til mine reoler. Jeg skrev Alan Garners eventyr på min sommerlæseliste, men endte med først at læse dem, da sommeren næsten var forbi.
Alan Garners eventyr imponerede mig med deres variation og brede oprindelseshistorier. I bogen støder man både på eventyr fra Asien og Afrika, eventyr med tilhørsforhold til nordisk mytologi, mystiske keltiske eventyr og eventyr der udspiller sig på den åbne prærie. Alle eventyr er omskrevet af Garner selv, og han udfører sin mission med succes – for det er let at læse eventyrene og høre fortællingerne i sit indre samtidig. Deres mundtlighed kan slet ikke benægtes, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om jeg burde have læst dem højt for mig selv i sensommermørket for at lokke den fulde magi ud af dem.
Eventyrene besidder den varme undertone, der kendetegner mundtlig historiefortælling – og dog er mange af dem grumme, forvrængede, ondskabsfulde og makabre. Selvom bogen muligvis kan findes i børnebogsafdelingen, er det ikke en børnebog. Det er tværtimod en samling af eventyr, som de oprindeligt blev fortalt; i talesprog og med usentimentale scener af krig, død og hævn.

“Fairies do exist. Our traditions of them may be partly a coloured memory of the Stone age and Bronze Age peoples, who lived in Britain between five thousand and three thousand years ago. Most folk lore is true in this way. The memory of something that actually happened is passed on by word of mouth, gradually becoming changing, and becoming more exaggerated and fanciful (as gossip still does today), until the memory is forgotten and all that is left is the story.”

Undervejs i min læsning blev jeg særligt betaget af et japansk eventyr, jeg aldrig havde læst tidligere. "Willow" er fortællingen om et smukt kirsebærtræ og en kvinde, der hører sammen med det; en metaforisk meditation over adskillelsen mellem krop og sjæl, natur og kultur – eller måske blot en tragisk fortælling om et skrøbeligt ønske, der sygnede hen.
Også Garners eventyrlyrik overraskede mig. Lyrikken fungerer som perfekte formafbræk fra de korte prosafortællinger, og Garner skriver stemningsfulde og kompakte linjer, der både fremkalder gys og eventyrsvisioner. Digtet "R.I.P." begynder med verset: "A girl in our village makes love in the churchyard", og Garner opbygger hurtigt en stemning af mystik, ubehag og seksualitet. Akkurat som han gør i mange af sine eventyr. For faktisk er en af styrkerne ved Alan Garners eventyr deres korte format og deres evne til at fortælle så omfattende historier på så få sider. Historierne har så meget at sige – og så få ord at sige det med.
Jeg holdte meget af Garners eventyrsamling, og at bladre igennem den fyldte mig med en sitrende glæde. Men som altid er det svært at tildele pletfri stjernehuse til en broget blanding af fortællinger, og der var mange af Garners eventyr, jeg slet ikke brød mig om. Dette er uden tvivl fordi, Garner erklærer sin kærlighed til de keltiske eventyr, som jeg aldrig har lært at holde af. De er langt for usammenhængende til min smag – og selvom Garner næppe kan beskyldes for hele den keltiske fortælletradition, fandt jeg det trættende at læse så mange eventyr fra en eventyrafgrening, som jeg altid har rystet på hovedet af. Men det er naturligvis bare en smagssag – og for alle de nye verdener, Garner lukkede mig ind i, kan jeg sagtens tilgive ham udforskningen af en verdenskrog, jeg sjældent besøger.