"Fortællinger" af Astrid Lindgren

"Fortællinger" (org. titel "Sagorna") af Astrid Lindgren, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 1982 (org. udgivet i 1980). Læst på dansk – originalsproget er svensk. 4/5 stjerner. 

"Fortællinger" er en samling af Astrid Lindgrens mest kendte eventyr, der dog stadig er relativt ukendte i forhold til resten af hendes værker. Med 14 korte eventyr, der alle har børn i hovedrollerne, er antologien en herlig bolsjeblanding af Lindgrens fineste prosa.

“Hun havde aldrig før vidst, at ord kunne være smukke, nu vidste hun det, og de sank ned i hendes sjæl som morgendug over en sommereng.”

Dansende alfefødder i midnatsskær, en levende dukke opspiret fra et dukkefrø, hemmelige søstre, underjordiske sale, felandskaber, dukkehuse og nattergale. Astrid Lindgrens eventyr er udgjort af barndomsfantasier, der på trods af deres fantastiske elementer forekommer fuldstændig jordnære. For selvom småfolk og fefolk færdes på kryds og tværs i de mange historier, er det altid barnet, der er i fokus. For det er barnet, der skaber eventyret for sig selv.

Gennem sine eventyr undersøger Lindgren barnets forestillingsevne og fantasien som en form for eskapisme. I "Niels Karlsson-Pusling" er en dreng ensom, fordi hans forældre hele tiden arbejder. På magisk vis dukker der en legekammerat op i musestørrelse, som drengen kan lege med og dermed glemme sin ensomhed sammen med. I "Allerkæreste søster" fortæller en pige om sin hemmelige tvillingesøster, som bor under en rosenbusk i haven. Sammen med søsteren drager pigen på eventyr under jorden, hvor tvillingesøsteren er dronning over et mægtigt rige. Da pigen en dag kommer hjem og får en ny legekammerat i form af en hundehvalp, forsvinder tvillingesøsteren, og rosebusken visner. Der er ikke brug for en fantasisøster længere, fordi en ægte legekammerat er kommet til. Eventyret "I skumringslandet" fortæller historien om en dreng, der er syg og ikke længere kan gå, men som hver nat drager til et alfeland, hvor han kan flyve, lege og løbe bekymringsfrit rundt. 
Fællesnævneren for Lindgrens eventyr er ofte den beskyttende fantasi, der både kan skabe nye venner, fordrive tiden og give udtryk for inderlige og brændende ønsker. Dagdrømme bliver til melankolske og farverige forsvarsmekanismer, der leder hverdagens ensomhed og tomhed på flugt. Lindgrens ensomme hovedpersoner opfatter ikke selv deres ensomhed, fordi de bærer et helt kongerige i deres tanker.

“I har ikke øjnene og ørerne med jer, det er det, der er i vejen. Ellers ville I se alferne danse i parken om aftenen i forårstiden og høre nisserne arbejde i deres værksteder inde i de gamle gader ved juletid.” 

Jeg læste og genlæste Astrid Lindgrens eventyr så ofte som barn. Jeg elskede den, i virkeligheden meget simple, historie "Mirabell", hvor en talende dukke vokser op fra et blomsterfrø. Jeg var tryllebundet af "En nat i maj", hvori en elverpige ifører sig et kniplingelommetørklæde og danser med selveste elverkongen til et bal. Og jeg knuselskede "Prinsessen, der ikke ville lege", som handler om en prinsesse, der har alt legetøj i verden, men som lærer at lege med sand og træ i stedet. Jeg var så uforklarligt tiltrukket af Astrid Lindgrens simple eventyr om piger, der fik der inderligste ønsker opfyldt. Fortalt i et hjemligt hverdagssprog forekom det mig næsten som noget, der rent faktisk kunne ske.

At læse Lindgrens eventyr som voksen har ændret alting og ingenting. Historierne er de samme, og min begejstring for Lindgrens snefnugslette skrivestil forbliver uændret. De søde eventyr der forekom mig så virkelige engang, forekommer mig næsten endnu virkeligere nu. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det jeg som barn forvekslede med magi, i virkeligheden kan kategoriseres som benhård realisme. For så mange af de børn Lindgren skriver om, bruger eventyrsmagien til at flygte.

Dermed ikke sagt at eventyrene er tragiske. De er oftest muntert skrevet i en varm fortællertone, og de barnlige hovedpersoner udbryder pudseløjerlige ting og ser usentimentalt på tilværelsen og alt det, den bringer dem. Den nordiske melankoli og det hele  tiden truende vintervejr er blot noget, man kan ane i horisonten. Hvis man altså vil. 

De underfundige fortællinger og eventyr hører ikke til blandt overskrifterne i Lindgrens forfatterskab. Men jeg ville ønske, at de gjorde. For få har skrevet eventyr med så meget kraft, så meget indsigt og så ægte barnlig glæde som Astrid Lindgren. Hendes eventyr hører til blandt de historier, der skinnede allerklarest på min barndoms læsehimmel.