Read-a-Thon - En minutiøs opdatering (#6)

I dag er dagen for det halvårlige Dewey's Read-a-Thon, som hører til blandt mine yndlingsdage på hele året. Udsigten til 24 timers læsning i online-selskab med klodens største læseheste er en ting, der er værd at se frem til, synes jeg.

I dette indlæg vil jeg løbende tilføje opdateringer og tanker om mit læsedøgn. Tilføjelser af billeder og ord vil ske gradvist, og på den måde vi indlægget være under konstant opbygning. Alternativt kan I også følge med i dagens læseeventyr på Twitter og Instagram.

Jeg håber, at I alle får en vidunderlig lørdag – og hvis du også er en del af dagens læsefællesskab, ser jeg frem til også at følge dine læseeventyr. 

Kl. 13.47 – Jeg har ventet hele dagen. Hele ugen, faktisk. Og nu er der kun tretten minutter til, at årets læsedøgn begynder. Jeg har tilbragt en langsom morgen i sengen, vågnet op til gråvejrsudsigt, og jeg har trippet utålmodigt rundt i vores lille hjem for at skære frugt og anrette det perfekte læsehjørne. 

I mellemtiden er min Instagram-feed allerede begyndt at blive fyldt med billeder af ambitiøse bogstakke, Twitter giver genlyd af sidste-øjebliks snackovervejelser, og her på mit kontor sidder jeg med solbærte og en lille slikskål og venter på, at klokken slår to, og læsningen går i gang. Jeg glæder mig. 

Kl. 14.00 – Endelig slog klokken to, og læsedøgnet er officielt gået i gang. Over 1500 mennesker fra hele verden er lige nu ved at åbne en bog og forsvinde ind i en fiktiv verden de næste, mange timer. Og selvom læsningen foregår i enrum, er det i dag også noget, vi gør sammen. Og samtidig.

Den første bog på min læseliste er den illustrerede version af Neil Gaimans "Stardust". Bogen er blandt mine absolutte favoritter, og historien drypper af eventyrsmagi. Jeg glæder mig til at genlæse den med yndige illustrationer til. 

I skrivende stund sidder jeg i en komfortabel lænestol på mit lille kontor; jeg har slæbt dynen med mig, og med en kop dampende te vil jeg nu slå op på den første side i bogen, der ligger på mit skød. 

Kl. 15.29 – Jeg er halvvejs i Neil Gaimans historiespind, og jeg elsker det voksne eventyr akkurat lige så højt, som jeg altid har gjort. Illustrationerne er en yndig tilføjelse til historien, og jeg elsker Charles Vess' støvede farvepalet.

Tilfældigt ville, at Maja og Ida i dette øjeblik også læser "Stardust", og jeg holder små afbræk i min læsning for at vi kan diskutere navne og karakterer i forbifarten. Det er så hyggeligt. Så perfekt.

Kl. 16.53 – "Stardust" sluttede med et stjerneglimt, og mit hjerte bobler over af lykke. Af glæde. Af ægte ordkærlighed. Der er noget ved det simple vokseneventyr, der stjæler mit hjerte gang på gang. Nok mest af alt måden det er skrevet på. Ingen kan indfange stemninger og lave sproglige stjerneskud så godt som Gaiman.
Den næste bog i min læsestak er en lidt mere alvorlig en af slagsen, tror jeg. I selskab med Anne Nikoline skal jeg synkronlæse "The Remains of the Day" af Kazou Ishiguro, og jeg er meget spændt på, om bogen vil påvirke mig som meget, som den har påvirket andre. 

Kl. 18.21 – Mørket har sænket sig. Udenfor er gadelygterne tændt, og indenfor flakker stearinlysene. Duften af mad spreder sig i lejligheden, og Nico er i fuld gang i køkkenet. I virkeligheden havde vi aftalt at spise suppe, men i sidste øjeblik har han ombestemt sig og er nu i gang med at lave mørbradgryde i stedet. Jeg klager dog ikke. Slet ikke.
Der er gået halvanden time siden min sidste opdatering, og jeg bevæger mig stadig rundt i bogens overflade. "The Remains of the Day" er god, men god på en måde der kræver, at jeg holder mine tanker og øjne koncentreret på siden og reflekterer over hvert eneste ord. Bogen er stilfærdigt, humoristisk og meget britisk, og den tager lang tid at fordøje.

Kl. 20.12 – Det er sjovt, hvordan en bog sommetider kan bedrage en, ikke? I min forrige opdatering, kaldte jeg "The Remains of the Day" humoristisk, selv den i virkeligheden er dybt tragisk. Det er en historie om en mand, der gradvist nedbryder sine egne mure. En mand der gradvist indser, at hans liv har været forgæves. Og en mand der gradvist tillader spørgsmålstegn at kravle ind under hans hud.
Jeg mangler stadig 100 sider i Kazou Ishiguros roman. Men jeg er begyndt at forstå, hvorfor den er den langsomme læsetid værd. Og jeg blev næsten narret undervejs. 

Kl. 22.23 – Den sidste side i "The Remains of the Day" er blevet vendt, og en smule af romanens eftertænksomhed har smittet af på mig. Sikke en smuk og melankolsk fortælling om den fortrængninger og minder. Om forbipasserede tider og mennesker. Om at tro på det forkerte og om at tro på at tro. Jeg er imponeret.
Min næste bog er en betydeligt lettere af slagsen. "Den uendelige historie" venter nu på mig, som jeg har ventet på den i så lang tid. Jeg så filmen meget som barn, og jeg er spændt på, hvad bogen vil bringe. Men først skal jeg bare lave endnu en kop te.

Kl. 22.55 – Sommetider ved man det bare. Sommetider skal der ikke mere end en sætning til, før man ved i ens inderste, at man sidder med noget helt særligt mellem hænderne. Jeg forundres i øjeblikket af Michael Endes ordkunst i "Den uendelige historie". 
Jeg er hjælpeløs overfor citater som dette: “Jeg gad egentlig nok vide, hvad der foregår i en bog, så længe den er lukket. Naturligvis er der ikke andet i den end de bogstaver, der er trykt på papiret, men alligevel – et eller andet må der da foregå, for når jeg åbner den, så er der jo pludselig en hel historie. Der er personer, jeg endnu ikke kender, der forekommer eventyr, bedrifter og kampe – der raser vilde storme, eller man kommer til fremmede lande og byer. Det foregår jo alt sammen på en eller anden måde i bogen. Man må læse det, for at man kan opleve det, det er klart. Men det er jo i bogen i forvejen.”

Kl. 02.14 – Ligesom Bastian forsvandt jeg ind i en bog og glemte alt om sted og sted omkring mig. Ligesom Bastian levede jeg i en stund i et papirunivers; red på ryggen af en lykkedrage og glemte min mad af ren begejstring. "Den uendelige historie" var akkurat så levende, som Bastian gjorde den til. Og jeg blev revet med. Jeg blev virkelig revet med.
Med Fantásia for mit indre blik vil jeg nu lukke øjnene og sove et par timer. Bogen er så fyldt med drømmesyn, som jeg håber, jeg kan låne. Blot for en nat.

Kl. 06.40 – Med en skål Cornflakes i den ene hånd og en bog i den anden, er jeg tilbage efter et par timers tiltrængt søvn. Mine øjne og mit hoved har det langt bedre nu, og jeg er i stand til at fokusere lidt igen.
Den næste bog i min læsestak er "The Sense of an Elephant" af Marco Missiroli. Jeg aner endnu intet om bogen, så jeg glæder mig til at blive klogere på den. Men inden da skal jeg på virtuel besøgstur hos mine medbloggere.

Kl. 07.16 – Der er te på kanden, en smule chokolade ved hånden og en åben bog i mit skød. Efter en smule klikkeri vender jeg nu tilbage til læsningen, og jeg er spændt på, hvad Marco Missilori byder på. 

Kl. 08.20 – Jeg vovede mig ud i den tidlige morgentåge, imens alt endnu var mørkt og vådt. En hurtig tur i Kvickly endte med bagerbrød og postafhentning, og nu er jeg tilbage i min lænestol efter de praktiske gøremål.

Kl. 08.50 – Det er sært, hvordan man kan have forventninger til noget, man slet ikke aner noget om. "The Sense of an Elephant" er en mærkværdig bog. Jeg troede, den ville være finurlig, men i stedet er den ... alvorlig? Missilori diskuterer faderroller, familie og omsorg i et meget forkludret sprog.

Kl. 09.36 – I skrivende stund står Nico i stuen med et forvirret ansigtsudtryk og søvnige øjne. Jeg tror, det er tid til fælles morgenmad efterfulgt af en læsemæssig slutspurt. Det er snart tid til tegneserielæsning og "V for Vendetta".

Kl. 09.59 – Tiden flyver. Traditionen tro har jeg sammenklippet en lille videoblog (se nedenfor) med lykkeglimt fra det seneste læsedøgn, og desuden har jeg også klikket en vidunderbog hjem til mig selv. Findes der en mere passende måde at fejre læsningen på? Jeg tvivler! 

Kl. 11.57 – Lige om lidt har jeg færdiglæst "V for Vendetta", og jeg er slet ikke sikker på, hvad jeg skal tænke om den. Historien er ildevarslende og tankevækkende, tempoet er højt, tegningerne er velkoordinerede – og alligevel er jeg ikke helt sikker på, at jeg er begejstret. Jeg tror, det er en historie, der lige skal bundfalde sig lidt. 

Kl. 13.02 – Der er nu kun en enkelt time tilbage af verdens hyggeligste læsedøgn. Jeg har netop vendt den sidste side i "V for Vendetta", som var en meget dramatisk dystopi med fart og feltet og talrige farver. Finalen var storslået.
Det er svært at finde nyt læsestof så tæt på målstregen, og af samme grund er mit valg faldet på en af Penguins bittesmå Black Classics. I den næste time skal jeg derfor læse to noveller af Elizabeth Gaskell, som jeg har fået anbefalet af Rikke, der selv startede sit readathon med dem. 

Kl. 14.00 – Tiden er gået, målstregen er nået, og klokken har slået to. I løbet af de sidste 24 timer har jeg læst drukket uendelige mængder te, sovet 4 timer, læst 6 bøger eller 1451 sider. Jeg har snakket med talrige bogbloggere, stirret mig blind på Instagram-billeder, snappet  hele natten og heppet og spist uafbrudt. Det er en del af læsemarathonnets magi.
Nu kommer en sød veninde snart på besøg til kaffe og snak, og dagen fortsætter med ikke-boglige gøremål. Men det har været en fornøjelse så længe, det varede. At rive en hel dag ud af kalenderen til læsehygge og bogsnak er altid en gave.