"Speak Easy" af Catherynne M. Valente, fra forlaget Subterranean Press, udgivet i 2015. 3/5 stjerner.
Catherynne M. Valente svinger atter tryllestaven og fremtryller et farvevæld, et svimlende kaos af fester, alkohol, pelsfrakker, svømmedragter, lysekroner og dansepiger. "Speak Easy" foregår på Hotel Artemisia i noget, der kunne minde om 1920'ernes New York. Men intet er simpelt og ligetil i Valentes verden, og hotellet er snarere et helt indkapslet univers end blot et hotel. Fra kælder til loft er det fyldt med fantastiske og umulige karakterer, der lever udsvævende liv.
Bogens heltinde er Zelda Fair, som alle hotellets mænd følger med øjnene. Zelda vikles hurtigt ind i andres planer, og drager med den berygtede Al ned, ned, ned i hotellets kælder der er et overflødighedshorn af upassende elegance. Samtidig leder Frankie også efter Zelda; en feberhed jagt efter et menneske, han knap nok kender.
“You look at a painting and it fills you up. You read a book and sometimes it's so good you feel like you could live on it.”
Brusende champagnebobler der stiger opad, og bristes i samme sekund de når overfladen, altoverdøvende jazzmusik der brøler ud fra højtalerne, imens hundrede kvinder i charleston kjoler danser og snurrer i takt, spandevis af sød alkohol der gør synet sløret og sanserne klarere, hemmelige gange og døre der dukker op, når man mindst venter det og fører en til ens inderligste drømmescenarie, og en mand der stjæler inspiration fra en kvinde for at lade som om, han kan skrive.
Valente skriver om en verden af skinnende kaos, og hendes skrivestil skifter form og bliver lige så kaotisk som det, hun beskriver. Siderne i "Speak Easy" flyder over med liv, larm og lys. Selvom bogen er 144 sider, er det næsten umuligt at følge med, for Valente bevæger sig så forhastet gennem bogen og plottet, at det bliver væk mellem fingrene på en. Man sidder tilbage og ligner et forpustet spørgsmålstegn og undrer sig over, hvad man overhovedet har læst. Var det en bog eller en stemningsbeskrivelse? Jeg undrer mig stadig.
Bogen er svær at forstå, svær at læse og næsten umulig at genfortælle. Valente krydser eventyret om "De hullede sko" med Zelda Fitzgeralds liv og ægteskab og skaber en særpræget blanding af eventyr, historisk fiktion og rablende, virkelighedsfjern fantasy.
“Out of their mouths and their hands come not even pages but words, just words, moving type, slick and hard and hot, words like children's toys, Christmas ornaments, crystalline creatures swelling up and flowing out of them, whispering, giggling, the words, the words that Frankie can never find, the words he reaches for and misses.”
Zelda Fair er i bogen, hvad Zelda Fitzgerald var i virkeligheden. En smuk kvinde med en hær af beundrere, en kvinde der skrev og drømte om et liv med mere værdi end besiddelsen af fysisk skønhed. Frankie, hotellets piccolo, deler ligheder med F. Scott Fitzgerald, da han lever i fattigdom og drømmer om at skrive – men mest af alt drømmer om Zelda.
I omskrivningen af Fitzgerald-parrets liv blander Valente virkelighed med myte, og tager udgangspunkt i det faktum, at Fitzgerald i starten af sin karriere sommetider stjal brudstykker af Zeldas dagbøger og breve til sine egne historier. Valente omskriver dette forrædderi og indhyller det i lyrisk og surrealistisk prosa, men lader det stadig forblive Zeldas nederlag. Heltindens endelige knæk.
Jeg holdt meget af Fitzgerald-aspektet i Valentes ellers så forvirrende bog. Selvom slutningen var forhastet, og selvom læsningen gav mig åndenød, er "Speak Easy" en bemærkelsesværdig bog fra en forfatter, der kan spinde historier, som Rumleskaft spandt guldtråde. Valentes ord er så smukke, og selvom hendes plot sommetider drukner i beskrivelse, tror jeg, at enhver Valente-fan vil finde noget at elske i denne korte roman. Selv tror jeg snart, jeg vil læse den igen og passe bedre på, at ordene ikke smutter fra mig undervejs.
Valente skriver om en verden af skinnende kaos, og hendes skrivestil skifter form og bliver lige så kaotisk som det, hun beskriver. Siderne i "Speak Easy" flyder over med liv, larm og lys. Selvom bogen er 144 sider, er det næsten umuligt at følge med, for Valente bevæger sig så forhastet gennem bogen og plottet, at det bliver væk mellem fingrene på en. Man sidder tilbage og ligner et forpustet spørgsmålstegn og undrer sig over, hvad man overhovedet har læst. Var det en bog eller en stemningsbeskrivelse? Jeg undrer mig stadig.
Bogen er svær at forstå, svær at læse og næsten umulig at genfortælle. Valente krydser eventyret om "De hullede sko" med Zelda Fitzgeralds liv og ægteskab og skaber en særpræget blanding af eventyr, historisk fiktion og rablende, virkelighedsfjern fantasy.
“Out of their mouths and their hands come not even pages but words, just words, moving type, slick and hard and hot, words like children's toys, Christmas ornaments, crystalline creatures swelling up and flowing out of them, whispering, giggling, the words, the words that Frankie can never find, the words he reaches for and misses.”
Zelda Fair er i bogen, hvad Zelda Fitzgerald var i virkeligheden. En smuk kvinde med en hær af beundrere, en kvinde der skrev og drømte om et liv med mere værdi end besiddelsen af fysisk skønhed. Frankie, hotellets piccolo, deler ligheder med F. Scott Fitzgerald, da han lever i fattigdom og drømmer om at skrive – men mest af alt drømmer om Zelda.
I omskrivningen af Fitzgerald-parrets liv blander Valente virkelighed med myte, og tager udgangspunkt i det faktum, at Fitzgerald i starten af sin karriere sommetider stjal brudstykker af Zeldas dagbøger og breve til sine egne historier. Valente omskriver dette forrædderi og indhyller det i lyrisk og surrealistisk prosa, men lader det stadig forblive Zeldas nederlag. Heltindens endelige knæk.
Jeg holdt meget af Fitzgerald-aspektet i Valentes ellers så forvirrende bog. Selvom slutningen var forhastet, og selvom læsningen gav mig åndenød, er "Speak Easy" en bemærkelsesværdig bog fra en forfatter, der kan spinde historier, som Rumleskaft spandt guldtråde. Valentes ord er så smukke, og selvom hendes plot sommetider drukner i beskrivelse, tror jeg, at enhver Valente-fan vil finde noget at elske i denne korte roman. Selv tror jeg snart, jeg vil læse den igen og passe bedre på, at ordene ikke smutter fra mig undervejs.
Jeg er stadig helt paf over, at han kunne finde på at sakse stykker af Zeldas dagbog. Det må være så voldsomt et tillidsbrud. Den lyder meget, som jeg forestiller mig den tidsalder; der herskede en form for sanselig umættelighed på en eller anden måde. Jeg tror, at jeg skal stifte bekendtskab med Valentes forfatterskab en dag.
SvarSletDet er simpelthen så mærkværdigt. Og så forkert på så mange måder.
SletOg ja – bogen afbilleder 20'erne så godt. Den er bare lidt forvirrende i forbifarten. Men så læseværdig også.