Tema-tirsdag #103: Kan du huske det, du læser?

Klirrende tekoppe og boglig snak. En sød veninde med en stor stak boganbefalinger, og et begejstret jeg der spurgte ind til hendes seneste læseoplevelse af "Middlemarch". 

"Var den ikke bare fantastisk?" sagde jeg og fortsatte: "Åh, og hele afsnittet om den døde hånd – synes du ikke bare, det siger meget om Dorothea?" Altimens et spørgsmålstegn udfoldede sig i min venindes ansigt. "Dorothea? Åh, hvem er det nu lige af dem, hun er?"

Ovenstående scenarie udspillede sig for et par uger siden, og det har genspillet sig igen og igen i mit indre lige siden. Min veninde havde læst "Middlemarch", og jeg var så ivrig efter at tale om den, at jeg remsede mine yndlingsscener op i et væk, samtidig med hun ikke længere var i stand til at genkalde sig hovedpersonens navn. Af en eller anden grund gik det mig på – måske mere, end det burde.

Men samtidig oplevede jeg selv for nylig, at en bogtitel smuttede ud af min hukommelse og efterlod min mund som et stort gabende hul, da jeg skulle forklare, hvorfor jeg ikke brød mig så meget om "Inkheart". Ligeledes måtte jeg vride min hjerne for at komme i tanke om, hvad hovedpersonerne fra en nylig læst bog, "The Gracekeepers" af Kirsty Logan, overhovedet hed. Informationen var begravet så dybt i min hukommelse, selvom det blot var få dage siden, jeg havde læst bogen. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere bekymret bliver jeg.

For selvom man ikke bør terpe bøger, som man i sin tid terpede tyske verber, hvor man huskede ordene men glemte substansen, har jeg stadig en romantisk forestilling om, at de bedste læseoplevelser bliver hos en for evigt. At når en bog vinder en evighedsplads i hjertet, får den samtidig også en plads i hukommelsen. Min logik siger mig, at når noget gør indtryk for alvor, så bliver det hængende. Alternativet er alt for skræmmende. Og dog.

Jeg har læst mange bøger i mit liv. Alene sidste år læste jeg over 200 bøger, der indeholdt 200 forskellige plots, over tusinde karakterer og flere millioner ord. Det er et navnevirvar uden lige; et ordpuslespil med en uendelighed af brikker. Og når jeg tænker tilbage, tænker jeg i højdepunkter og læsestunder. Nogle bøger kan jeg genfortælle til punkt og prikke, og andre kan jeg end ikke huske titlen på. Nogle bøger kan jeg huske på grund af talrige genlæsninger, og andre bøger kan jeg huske på grund af de eksterne omstændigheder, der omgav dem. Og jeg ved, at der er så meget, jeg har glemt undervejs. Jeg har bare svært ved at acceptere det.

Måske er det for let at drage konklusionen, at de bøger man ikke husker er værd at glemme. Og måske er det for snæversynet at påstå, at hvis man ikke kan huske en bog, er det fordi, man har læst den for hurtigt eller for skødeløst. Jeg er pr. definition en hurtiglæser, og sommetider læser jeg hurtigere, fordi jeg er mere investeret. Læsehastighed er et mærkværdigt begreb, der hverken garanterer nærlæsning eller skimmen. Rent videnskabeligt er der dog en pointe i, at jo hurtigere man læser, jo større risiko er der for at skimme og derved miste essentiel information undervejs.
Jeg hører også ofte, at man husker en bog bedre, hvis man arbejder med den. Hvis man fysisk involverer sig i læseoplevelsen ved at strege over, strege under, tage notater eller skrive referater, boganmeldelser og analyser – en afledning af en gammel idé om personlig involvering og investering. Men eftersom jeg, næsten, skriver om samtlige bøger, jeg læser, har det ingen anden relevans, end at jeg husker bøger fra de seneste par år bedre end det sorte hul af læseri, jeg ved, ligger forud for bloggen. 
Selvfølgelig er den menneskelige hukommelse langt mere kompliceret, end jeg overhovedet kan begyndte at forstå. Selvfølgelig kan og bør ikke måle læseoplevelser på deres plads i hukommelsen, da så mange af de bøger, man tydeligt husker, sommetider er forbundet med et fremtrædende minde om de omkringliggende omstændigheder eller måske er influeret af andre personer, filmoplevelser eller måske endda andre bøger. Men jeg er, inderst inde, stadig af den utopiske mening, at uforglemmelige læseoplevelser netop er uforglemmelige. Måske er det bare ikke altid navne, titler og handlinger, man husker – måske er det bare fornemmelsen af bogen, der bliver hængende. Den er selvfølgelig bare sværere at genfortælle.

“I cannot remember the books I've read any more than the meals I have eaten; even so, they have made me,” skrev Ralph Waldo Emerson engang. Og måske har han mere ret, end jeg vil indrømme overfor mig selv.

Kan du huske det, du læser? Kan du remse hovedpersoner op og genfortælle handlinger af alle de bøger, du har læst i løbet af det seneste år? Og tror du (også), at man er ude af stand til at glemme en karakter eller en titel, der vedrører en yndlingsbog – eller mener du ikke, at læseoplevelser og navnehukommelse har en sammenhæng?