Det sker hvert år. Kalenderen siger oktober, Nobelprisen i litteratur skal uddeles, og jeg sidder sammen med resten af verden og venter åndeløst. Limet fast til skærmen med forhåbninger og anelser i en sammenflitret knude i halsen, sidder jeg og venter. Når et navn endelig bliver annonceret, og en vinder dermed bliver fundet, sidder jeg altid med undrende øjne og rynkede bryn. "Hvem?" tænker jeg og gennemsøger min hjerne for genkendelse af det udtalte navn. En genkendelse der aldrig dukker op.
Ligesom resten af verden sværger jeg derefter altid at gå på biblioteket med det samme og låne en bog af den nye nobelprisvinder hjem – hvis den altså overhovedet findes på biblioteket. Og ligesom en stor del af verden får jeg det aldrig gjort, før det er for sent, og hele scenariet udspiller sig forfra det efterfølgende år. Igen og igen og igen.
Pulitzer-prisen, National Book Award, Man Booker Prize, Baileys Women's Prize for Fiction, Prix Goncourt, Astrid Lindgren Memorial Award, De Gyldne Laurbær, H. C. Andersen litteraturpris, Hugo Awards, PEN/Faulkner Award og selvfølgelig Nobelprisen i litteratur. Der findes så mange store litteraturpriser med betydelige præmier og svimlende ære. Særligt efteråret er et overflødighedshorn af udmærkelser og prisuddelinger, en litterær højsæson med talrige udgivelser og talrige anerkendelser. Flere forfattere bliver ikke kun nomineret til én pris men til flere, og kan derfor hele tiden håbe på en ny pris, hvis den foregående blev tabt til en anden. Konceptet er ikke uden dramatik.
Da jeg var yngre, var jeg meget optaget af prisuddelingerne. Særligt Nobelprisen i litteratur. Jeg gjorde det til en ære at højlydt proklamere, at jeg ville læse hele forfatterskaber, hvis de blev kronet med den prestigefyldte pris. Oftest fik jeg det bare aldrig gjort, for der var så meget andet, jeg gerne ville læse. Og måske var en litterær pris ikke motivation nok til at læse et helt forfatterskab, når det kom til stykket. For selv en Nobelpris i litteratur kan ikke blåstemple en bog for alle – uanset hvor prestigefyldt den end er.
Jeg har i lang tid haft det lidt ambivalent med de store priser og de dertilhørende store armbevægelser. For selvfølgelig er en litteraturpris aldrig endegyldig – selvfølgelig er den bog, der vinder Pulitzer-prisen ikke årets bedste bog, da ingen logisk set kan have formået at læse alle årets bøger og vurdere derfra. Og selv hvis en sådan altfavnende vurdering kunne finde sted, ville den stadig være subjektiv. Den ville være gældende for fastsatte kriterier og overse andre former for kvaliteter. For ingen pris kan favne alt eller alle – det er blot et spørgsmål om, hvad man lægger vægt på.
Men én ting som litterære priser gør (og gør godt), er at de bringer stor opmærksomhed til bøger, der ellers var blevet overset. Jeg havde aldrig hørt om Svetlana Aleksijevitj eller sågar Alice Munro, før de vandt Nobelprisen i litteratur og dermed alverdens opmærksomhed og hæder. Smalle udgivelser (og sommetider også marginaliserede kulturer) bryder gennem muren, og når ud til masserne via litteraturpriserne. For vi er så mange – jeg selv inkluderet – der får lyst til at læse en bog med det samme, bare fordi den bliver mærket med en pris. Det er en blanding af massementalitet og naturlig nysgerrighed, tror jeg. Og et større kendskab til verden er altid positivt. Omend det også giver priserne en vigtig, politisk dimension.
Jeg havde sandsynligvis heller aldrig opdaget en af mine yndlingsbøger, "The Luminaries" af Eleanor Catton, hvis den ikke havde modtaget Man Booker-prisen. Og netop Man Booker-prisen vil jeg gerne dvæle lidt ved.
For et par år siden fandt jeg tilfældigt en liste over vindere af Man Booker-prisen på Wikipedia. Og efterhånden som jeg læste igennem den, nikkede jeg anerkendende og genkendende til et utal af navne og bogtitler. Yann Martel, Ian McEwan, William Golding og Julian Barnes stod på rad og række sammen med forfattere, jeg længe havde drømt om endelig at få læst. Listen forekom mig troværdig på en måde, som en prisliste aldrig havde gjort før – den virkede som om, den rent faktisk henvendte sig til mig. Eller læsere som mig. Og jeg tror ofte, at litteraturpriser er omgivet af en følelse af ekskludering. En følelse af at henvende sig til andre læsere af andre romaner end en selv.
Senere har jeg revideret mit romantiske syn på Man Booker-prisen, hvis vinderromaner naturligvis ikke altid tiltaler mig, men min begejstring består, og det er den eneste litterære pris, hvis vindere jeg rent faktisk får læst, bare fordi de vinder. Jeg undersøger ikke listen med samme skepsis, som jeg gransker Nobelprisvinderne i litteratur med.
I sidste ende er det hele selvfølgelig blot en smagssag. Forskellige lister opererer ud fra forskellige systemer, og forskellige bøger betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Sommetider jubler jeg over en Pulitzer-vindende roman, andre gang ryster jeg på hovedet af en forfatter, der er blevet tildelt National Book Award. Ingen prisuddeling har en facitliste, og det er nok værd at huske på.
Hvad mener du om litteraturpriser? Følger du med i litterære prisuddelinger – og er der en særlig bogpris, der har din opmærksomhed? Hvad er den bedste (eller værste?) læseoplevelse, du har haft som følge af en litteraturpris?
Jeg har det meget ambivalent med litteraturpriser. Jeg synes selvfølgelig, at det er fantastisk at hylde litteraturen. Men jeg føler ofte, at det fører til en form for bogsnobberi, som jeg ikke bryder mig om. At folk har for nemt ved at proklamere, at den her bog og forfatter, som vandt den og den pris er fantastisk, og lovprise dem til skyerne, udelukkende af den grund at de har vundet prisen og det derfor er noget 'man skal synes.' Det bliver for ofte brugt på en måde, så man over for omverdenen får slået fast, at man har en udsøgt smag indenfor litteratur, fordi man erklærer sig enig med dem, der har uddelt prisen.
SvarSletSamtidig gør priserne på en måde titlerne og forfatterne en smule mere ærefrygtindgydende, for lige pludselig føler jeg, at der er en form for pres; hvis man ikke bryder sig om bogen, er man uenig med spidserne inden for litteratur, og tanker som 'jeg er jo bare mig, hvad har jeg egentlig af forstand på det,' dukker op. Heldigvis er det, som du så fint er inde på, jo en smagssag, og vi kan ikke alle forvente at holde af den samme form for litteratur :)
I virkeligheden har jeg nok ikke læst tilstrækkeligt mange prisbelønnede bøger til at kunne udtale mig endegyldigt om det, men det har igen noget at gøre med, at jeg næsten bliver skræmt væk af smagsdommeriet, inden jeg får begyndt :)
Jeg tror, der er mange, der har det som dig. Litteraturpriserne er spændende, men de er også ekskluderende. Og måske er der bare noget helt basalt menneskeligt oprør, der stritter imod, når andre bestemmer, hvad der er god litteratur. God på hvilken måde?
SletOg det er netop det, man skal huske. Bøgerne der modtager priser, bliver udvalgt efter bestemte kriterier. Og hvis det ikke er de kriterier, man selv lægger vægt på under læsningen, så er det jo fuldstændig ligegyldigt. Og det er der ingen skam i. Litteratur har aldrig et facit, og det er det, der gør det så fantastisk.
Når det så er sagt, så har jeg fået mange gode og smukke læseoplevelse via prisoverrækkelser. For sommetider rammer de litterære priser også mig. For nylig læste jeg "Den gamle mand og havet", og den er jo enestående. Sommetider giver priserne mening – og andre gange ikke. Men det gør det jo også lidt spændende, synes jeg. Når man stopper op og stiller spørgsmålstegn ved noget. Uenighed er ikke altid, faktisk langt fra, negativt.
Er fuldkommen enig med din mening omkring prisoverrækkelserne og følger meget med i dem. Har faktisk endda siddet i en læseklub i kbh hvor der blev læst nobelprismodtagere. Jeg føler også, muligvis lidt naivt/arrogant, at de litterære prisvindere er af langt højere kvalitet eller i hvert fald en bedre kvalitetsmåler end andre lignende ekstravagante prisoverrækkelser som Oscar fx. The Luminaries, ulæst, førte også til at jeg købte og læste Cattons "The Rehearsal". Meget meget velskrevet og LILLE roman. Jeg ser også frem til at læse årets nobelprisvinders første danske udgivelse "Krigen har ikke et kvindeligt ansigt" (fantastisk titel). Lyder meget spændende og hård. Jeg har ikke nødvendigvis et behov for at Nobel/Man Booker/etc giver priser til kendte og mere litterære mainstreamforfattere sålænge de gør mig opmærksom på nye yndlingsforfattere. Men selvf. vil jeg heller ikke klage hvis ens yndlingsforfattere vandt fine priser - man hepper vel altid lidt på dem.
SvarSletEj hvor spændende med en sådan læseklub. Det gad jeg godt engang prøve – så var motivationen der da. Og tak for anbefalingen af "The Rehearsal". Den må jeg opstøve. Overskueligheden er i øvrigt en fordel efter den kæmpemæssige "The Luminaries".
SletMan hepper nemlig altid lidt. Da Gaiman i 2013 var (meget kort) med i Man Booker-kapløbet, holdt jeg næsten vejret. Men det skete jo ikke, for det er slet ikke det format, de arbejdede med. og det er egentligt fair nok – jeg bliver bare altid håbefuld alligevel.
Jeg har det helt fint med, at der bliver uddelt litteraturpriser (fordi det for eksempel giver noget opmærksomhed på bøger generelt), men jeg er fuldstændig ligeglad med priserne. Jeg opsøger aldrig information om dem, men jeg lægger som regel mærke til, hvis en bog bliver solgt på, at den har vundet den og den litteraturpris. Det påvirker dog meget sjældent mit valg af bøger.
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog
Ah, okay. Du følger altså ikke med i Nobelprisen o.lign.? Det gør jeg egentligt heller ikke – men jeg bliver alligevel altid nysgerrig, når den bliver uddelt. Jeg får den til gengæld aldrig læst alligevel, på trods af eller så gode intentioner.
SletJeg er også stor tilhænger af Man Booker. Det er lidt lettere at gå til, når prisen gives til et bestemt værk fremfor et helt forfatterskab som ved Nobelprisen. Samtidigt synes jeg ofte vinderne af Pulitzeren er ret poppede og lufthavns-bestseller-agtige (ok lidt snobbet måske). Og hvad ligner det egentlig at give Nobelprisen til en forfatter hvis engelske oversættelser er udsolgt fra forlaget og derved besværlige og/eller dyre at skaffe? Nå, i teorien vil jeg gerne se totalt bort fra de dersens priser. Men jeg må indrømme at jeg tit lader mig lokke af dem.
SvarSletAk ja, teori og praksis er også helt uforeneligt for mig i den her sammenhæng. Jeg kan ikke lade være at følge med – og blive revet med, når priserne bliver uddelt. Jeg er simpelthen for nysgerrig.
SletOg så har du helt ret med Man Booker. Det er altså en fordel, at det er til specifikke bøger og ikke til hele forfatterskaber. Det er på sin vis også meget paradoksalt for mig at proklamere et helt forfatterskab som noget, man bare skal læse. Alle forfatterskaber har jo højdepunkter – og lavpunkter, for den sags skyld.
Hei. Eg har lest bloggen din ei god stund, og syns spesielt det er interessant å lese dine innlegg om tema-tirsdag og currently-reading. Eg skal skrive eit innlegg nå straks som kan minne ein del om dette innlegget, og håper det går greit. Eg vil på ingen måte kopiere ditt, men tenkjer at inspirasjon kan føre til blogginnlegg. Med vennleg helsing Elida :-)
SvarSlet