"Den uendelige historie" af Michael Ende

"Den uendelige historie" (org. titel "Die unendliche Geschichte") af Michael Ende, fra forlaget Sommer & Sørensen, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1979). Læst på dansk – originalsproget er tysk. 4/5 stjerner.

En tyk, nervøs og indadvendt dreng ved navn Bastian træder en dag ind i et antikvariat. Han træder derind, fordi han bliver jagtet af råb, hujen og barnlige ubehageligheder. Han træder derind på grund af en tilfældighed. Og når han træder ud igen, har han en bog under armen. En stjålet bog. En særlig bog.

Da Bastian ser "Den uendelige historie", ved han med det samme, at han er nødt til at eje og læse bogen. Hele hans krop fortæller ham det og i en feberhed iver, låser han sig selv inde på skolens loft for at læse den.

Bogen i Bastians favn, "Den uendelige historie", fortæller historien om Fantásia – et smukt rige befolket af lykkedrager, jægere, alfe og stenædende kæmper. Fantásia er truet af en stor fare, et vakuum der æder riget op indefra og efterlader intet tilbage. Kun et menneskebarn kan redde Fantásia ved at give kejserinden et nyt navn. Og da historien vækkes til live foran Bastians øjne, bliver han mere og mere sikker på, at bogen og menneskerne i den venter på, at han skal færdiggøre historien.

“Der findes lige så mange forskellige lidenskaber, som der er mennesker. For Bastian Balthasar Bux var det bøgerne.”

"Den uendelige historie" har altid været en del af mit læserliv, selvom jeg aldrig har læst den før nu. Dens og mine veje har krydset hinanden utallige gange, og titlen har altid luret i hjørnet af min bevidsthed og figureret på samtlige af mine litterære huskelister markeret med en stjerne og et næsten forhåndsgodkendt kærlighedsstempel. Lige fra jeg som barn hørte titlen for første gang og grådigt troede, at "Den uendelige historie" vitterligt var en uendelig historie med ubegrænsede sider, har jeg vidst, at jeg en dag skulle læse den. Det er bare ikke sket før nu.
Og måske var det også bedst på den måde. Måske er der noget sandt i den gamle kliché om bøger, der finder vej til de rigtige mennesker på de helt rigtige tidspunkter. For sjældent har jeg læst en bog, jeg, uden at ane det, havde så meget brug for.
"Den uendelige historie" begynder med en dreng, der kaster sig hovedkuls ind i en bog. Og ligesom Bastian glemte jeg også alt omkring mig, da jeg gik i gang med at læse de grønne og røde ord i Endes mesterværk. Et enkelt ord, en enkelt linje, og jeg var elleve år igen, vågen om natten med en bog, jeg ikke kunne slippe. Jeg var med den elskede, klodsede og nervøse Bastian hele vejen fra antikvariatet til Fantásias flerfarvede ørken, og jeg håbede så inderligt, at vi begge ville nå uskadt tilbage igen. 
Michael Ende skriver så fint, drømmende og så hjemligt med en kommenterende fortællerstemme, der giver "Den uendelige historie" et helt særligt metafiktivt præg. Bogen handler om Bastian, Bastian læser i bogen, læseren læser om Bastians læseoplevelse, og fortælleren er samtidig opmærksom på læserens tilstedeværelse. "Den uendelige historie" er en bog om en bog, men det er også en bog om læseren, der læser den.

“En drøm kan ikke forsvinde, hvis den er drømt engang.” 

"Den uendelige historie" er en dannelsesroman fyldt med fantasi og drømmelogik. Fantásia er et forunderligt sted, der er lige så frygteligt, som det er lykkeligt. I historiens første halvdel følger man Bastian, der skal genvinde troen på sig selv og sin forestillingsevne, Kejserinden der skal reddes, og Atréju der søger og søger efter et menneskebarn. Gennem det iturevne Fantásia påviser Ende, hvor essentiel fantasien er for vores verden. Menneskebørnenes evne til at fantasere og finde på er det, der i sidste ende kan redde en hel verden.
Men undervejs sker der et skift i historiens fokus, og plottet splittes i to, da Bastian træder ind i bogen og begynder at rekonstruere Fantásia med sine ønsker og drømme. Herefter kommer Bastian på vildveje, da han ikke blot ønsker at lave Fantásia om – han ønsker at lave sig selv om. Bastian glemmer gradvist sig selv, da han ikke bruger sin fantasi til at forbedre virkeligheden men til at flygte fra den. 
Dette skift i historien f0retages meget brat og uelegant. Som konsekvens føles "Den uendelige historie" som to romaner i stedet for én, og hvor den første del kan kategoriseres som en børnehistorie, er den næste del langt mere symbolsk og kompleks. Gennem Bastian undersøger Ende, hvordan fantasi kan forvandles til eskapisme. Et liv uden fantasi er ikke værd at leve, mens et liv i fantasien er en løgn. Bastian sendes ud for at lede efter balance og kommer hjem med en forståelse for kærlighed, venskab, sandhed og selvværd. Hans dannelsesrejse forsegles med et kram og et besøg i det antikvariat, hvor det hele startede.
Michael Endes uendelige historie er en smuk historie. En historie med liv, humor, varme og fantasi. Fantastiske karakterer og umulige væsener. En historie for enhver bogelsker der nogensinde har drømt om at kravle ind i en bog og blive der for evigt. En kommentar på læsningen selv, og på den fantasi der har skabt de universer, vi læser os ind i. 
Og mest af alt er historien virkelig uendelig, for Ende efterlader mange løse ender og bihistorier i sit plot.  "Det er en anden historie, og den må vente til en anden gang," skriver han, og selvom der aldrig bliver en anden gang, holder de mange forfatterkommentarer liv i læserens forestilling, om alle de historier, der eksisterer rundt om bogen. For der findes ikke kun én uendelig historie – historien er snarere uendelig, fordi den indskriver sig i et net af historier.  Historier om bipersoner, steder og senere hændelser der ikke bliver fortalt i denne omgang, men som alligevel eksisterer i Endes og læserens fantasi.

“Enhver virkelig historie er en Uendelig Historie.”