"The Prince of Mist" af Carlos Ruiz Zafón

"The Prince of Mist" (org. titel "El príncipe de la niebla") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Orion, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1986). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 4/5 stjerner.

Et nyt hjem med en mørk fortid, en skjult have fyldt med groteske statuer, tikkende ure og en nagende følelse af at noget er galt. "The Prince of Mist" er Zafóns første bog, og det er en fortælling om lurende mørke og en fortid, der langsomt gentager sig selv og bliver til nutid.

I sommeren 1943 flytter familien Carver fra deres hjem og begiver sig ud til en mindre by ved havet for at være i sikkerhed fra krigen. Men deres nye hjem er ikke det idyl, de havde håbet på, for en dreng har tidligere lidt en tragisk død i huset, og hans historie kaster en skygge over alt, hvad familien foretager sig.

Max og hans søster Alicia beslutter sig hurtigt for at efterforske drengens død, og nabodrengen Roland slutter sig til dem for at hjælpe. De tre børn bliver hurtigt trukket ind i et altoverskyggende mysterie, da de opdager et hævntørstigt væsen, der kalder sig selv for Prinsen af tåge.

“Max had once read in one of his father's books that some childhood images become engraved in the mind like photographs, like scenes you can return to again and again and will always remember, no matter how much time goes by.” 

Zafón er en stemningsmager. Man behøver blot at læse en enkelt linje, for at opleve tid og sted forsvinde og skrumpe ind til en papirstynd virkelighed. Zafóns gotiske billedmageri står ikke kun smukt på siden, det brænder sig ind i et hektisk farvevirvar på læserens nethinde. "The Prince of Mist" tog mig på en rejse over kirkegårde, fyrtårne, sunkne skibsvrag og statuer med omskiftelige grimasser, og da jeg lagde bogen fra mig en sen nattetime, var det med et kuldegys og et ængsteligt forandret syn på gyldne, glimtende katteøjne.
"The Prince of Mist" er en bog for et yngre publikum, men ligesom Gaimans "Coraline" er det også en historie, der vil fremkalde ildevarslende fornemmelser hos ældre læsere. Selv læste jeg bogen med hjertet i halsen, og øjnene limet fast på siderne; ude af stand til at lægge bogen fra mig og træde ud af dens verden. Zafón tryllebandt mig, som altid, med sine ordrige beskrivelser, sine mystiske hentydninger til et underliggende mørke og sin samling af tragiske menneskeskæbner.
For selvom "The Prince of Mist" henvender sig til et yngre publikum, sparer Zafón ikke på tragedierne. Dødsfald, familiehemmeligheder, selvmord og tragedier der udspiller sig igen og igen i en uendelig cirkel, fylder bogens sider. Undervejs troede jeg, jeg havde regnet den endelige konklusion ud, men i stedet blev jeg mødt med et uventet mørke. Der er ingen garanti for lykkelige slutninger i Zafóns univers, og heltene bliver ikke altid belønnet på den måde, som de fortjener.

“He lost himself in the words and images conjured in his mind, and for a while he forgot that his family was going anywhere. He found himself flying among stars and planets ... ”

Dette er en delvist mytologisk fortælling, der trækker tråde til abstrakt åndemageri og den ældgamle forestilling om djævelen, der indgår handler og afkræver sin betaling. Alting handler om fortid og om gæld; en aftale der skal afbetales med et liv, og en tjeneste der slet ikke har været prisen værd. For sent indser en familiefar, at prisen for hans ungdomslykke kostede ham hans livslykke.

Ved brug af kraftige billeder med alt fra sorte katte til klovnestatuer, skaber Zafón næsten filmiske scener. Ingen antagonist er så dæmonisk, som den såkaldte Prins af tåge, som Max opdager, da han en nat kigger på glemte hjemmefilm. Rædslen han føler, da han ser en klovnestatue forvrænge sit ansigt i et grotesk smil er en delt rædsel. Jeg kan stadig se det for mit indre som en gyserfilm, der afspilles igen og igen.
"The Prince of Mist" er nervepirrende på en konstant opbyggende måde. Zafón holder sine kort tæt til kroppen, og det er først i sin hjerteknugende finale, bogen for alvor giver mening. Karaktererne er forvirrede børn, der hele tiden befinder sig i et uhyggeligt kaos, og måske er det deres uvidenhed, der gør bogen så dunkel. Og selvom karaktererne sommetider forekom mig flade og afstumpede, er det ikke nødvendigvis dem, det handler om. Begivenhederne i bogens nutid udspiller sig kun, så fortiden kan udforskes nærmere. For det er altid i fortiden, forklaringen hviler.
Selvom jeg gerne ville have hørt mere om fortiden, hørt mere om en desperat mands fatale aftale med djævelen og udforsket en faders sorg og endelige farvel yderligere, er bogen også et lille mesterværk, som den er. På blot 200 sider skaber og løser Zafón et atmosfærisk mysterie, der bliver hængende i luften lang tid efter endt læsning.