"Postbuddet ringer altid to gange" (org. titel "The Postman Always Rings Twice") af James M. Cain, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1934). Læst på dansk – originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner.
James M. Cains ikoniske debutroman handler om dagdriveren Frank Chambers, der frekventerer Californiens landeveje uden formål eller omtanke. En dag kommer han tilfældigt forbi en diner, og da en smuk kvinde fanger hans blik, beslutter sig for at blive og arbejde på dineren.
Kvindens navn er Cora, og sammen med sin ældre mand ejer hun dineren. Cora er tilbagetrukket og mut; hun føler sig fanget i et kærlighedsløst ægteskab, og hun flygter hurtigt ind i Franks arme. Deres affære er intens, og sammen begynder de at lægge en plan for, hvordan de kan skaffe Coras naive ægtemand af vejen.
“I morgen aften skal jeg kysse dig, hvis jeg kommer tilbage. Dejlige kys, Frank. Ikke drukne kys. Men kys fulde af drømme. Kys, som kommer fra livet og ikke døden.”
Jeg læste "Postbuddet ringer altid to gange", da jeg sad i toget. Jeg læste den mest af alt, fordi jeg havde brug for en kort bog, og fordi jeg så mange gange før havde hørt titlen uden at være sikker på, hvilken historie den egentligt refererede til. Og uden at vide det, viste det sig, at jeg dermed havde fundet den perfekte bog til en døsig togtur. For da toget langt om længe ankom på København Hovedbanegård i de tidlige morgentimer, havde jeg vendt bogens sidste side uden at ænse tiden eller passagerne omkring mig.
"Postbuddet ringer altid to gange" er en vidunderligt kompakt roman på blot 169 sider. Og på trods af historiens længde formår Cain at skabe en levende historie med komplekse karakterer, der forekommer mig mere mindeværdig end alverdens gigantromaner. Slutningen efterlod mig med åben mund og et hamrende hjerte; jeg anede knap nok, hvad jeg lige havde været vidne til.
Bogen starter så velkendt; et trekantsdrama om en ung mand, en fantasiløs mand og en femme fatale, der bliver begge mænds undergang. Jeg troede, jeg vidste, hvad der ville ske, da Frank og Coras læber for første gang mødtes i et voldeligt kys. Men jeg indså, ligesom Frank og Cora, aldrig hvad der ventede forude. Cains roman viste sig at være en blodig tragedie.
Jeg læste "Postbuddet ringer altid to gange", da jeg sad i toget. Jeg læste den mest af alt, fordi jeg havde brug for en kort bog, og fordi jeg så mange gange før havde hørt titlen uden at være sikker på, hvilken historie den egentligt refererede til. Og uden at vide det, viste det sig, at jeg dermed havde fundet den perfekte bog til en døsig togtur. For da toget langt om længe ankom på København Hovedbanegård i de tidlige morgentimer, havde jeg vendt bogens sidste side uden at ænse tiden eller passagerne omkring mig.
"Postbuddet ringer altid to gange" er en vidunderligt kompakt roman på blot 169 sider. Og på trods af historiens længde formår Cain at skabe en levende historie med komplekse karakterer, der forekommer mig mere mindeværdig end alverdens gigantromaner. Slutningen efterlod mig med åben mund og et hamrende hjerte; jeg anede knap nok, hvad jeg lige havde været vidne til.
Bogen starter så velkendt; et trekantsdrama om en ung mand, en fantasiløs mand og en femme fatale, der bliver begge mænds undergang. Jeg troede, jeg vidste, hvad der ville ske, da Frank og Coras læber for første gang mødtes i et voldeligt kys. Men jeg indså, ligesom Frank og Cora, aldrig hvad der ventede forude. Cains roman viste sig at være en blodig tragedie.
“Når der er kommet frygt ind i kærlighed, så er det ikke kærlighed mere. Så er det had.”
"Postbuddet ringer altid to gange" er en meget grafisk roman. Cain dvæler ikke ved detaljer eller billedskønne metaforer men skriver derimod direkte og næsten nøgternt. Sommetider opnår hans sprog en næsten simpel skønhed, mens det andre gange er uudholdeligt ækelt. End ikke Cora og Franks kærlighed er noget helligt eller noget særligt; snarere tværtimod, er det hele tiden en usund besættelse, der binder dem sammen. Frank slår Cora, Cora bider Frank, Frank udleverer Cora, og Cora forråder Frank. I en ond cirkel skiftes de til at volde hinanden skade igen og igen.
Det hele ender naturligvis fatalt. Cora og Franks forhold var dødsdømt fra starten. Men Cain åbner et lille vindue, der gør, at man et kort øjeblik tror, det vil lykkedes Cora og Frank at starte forfra. At undgå katastrofen og komme videre. Lige indtil korthuset atter vælter omkring dem. Cains endelige pointe lader til at være, at ingen er i stand til at flygte fra deres skæbne eller deres skyld. End ikke dem der er blevet begået i kærlighedens navn.
"Postbuddet ringer altid to gange" er en meget grafisk roman. Cain dvæler ikke ved detaljer eller billedskønne metaforer men skriver derimod direkte og næsten nøgternt. Sommetider opnår hans sprog en næsten simpel skønhed, mens det andre gange er uudholdeligt ækelt. End ikke Cora og Franks kærlighed er noget helligt eller noget særligt; snarere tværtimod, er det hele tiden en usund besættelse, der binder dem sammen. Frank slår Cora, Cora bider Frank, Frank udleverer Cora, og Cora forråder Frank. I en ond cirkel skiftes de til at volde hinanden skade igen og igen.
Det hele ender naturligvis fatalt. Cora og Franks forhold var dødsdømt fra starten. Men Cain åbner et lille vindue, der gør, at man et kort øjeblik tror, det vil lykkedes Cora og Frank at starte forfra. At undgå katastrofen og komme videre. Lige indtil korthuset atter vælter omkring dem. Cains endelige pointe lader til at være, at ingen er i stand til at flygte fra deres skæbne eller deres skyld. End ikke dem der er blevet begået i kærlighedens navn.
Åh, den har jeg også rigtig længe villet læse! Og gud, hvor er den dog kort - det havde jeg slet ikke lige forestillet mig. Så er det jo straks meget mere overskueligt at få den klassiker læst; den lyder perfekt til en efterårseftermiddag :D
SvarSletDu skal glæde dig til, at bogen krydser din vej. Den er nemlig så interessant – og noget så hurtigt læst. Den er imponerende kort, også.
Slet