Tema-tirsdag #106: En bibliofils bekendelser

Jeg har altid været en læser. I mange år har jeg været en bogsamler. Og nu er jeg efterhånden en bibliofil. 

Jeg kan ikke sætte fingeren på det. Jeg kan ikke gå tilbage og finde det øjeblik, hvor forandringen indtraf – men jeg ved, at det er sket. Jeg ved, at jeg på et eller andet tidspunkt gik fra at være en almindelig skødesløs læser, der lånte biblioteksbøger, lavede æselører og efterlod chokoladepletter i mine egne få bøger til at være en samler, der opsporer særlige udgaver, følger eBay-auktioner af bestemte årgangsbøger og konstant googler de bedste måder at bevare sine bøger på.

Engang var jeg skødesløs med mine bøger. Mine barndomsudgaver af Harry Potter er et tydeligt bevis herpå. Jeg gik ikke op i forsider eller papirtykkelse, var ligeglad med indbindning og format, og den eneste grund til at jeg foretrak hardbacks over paperbacks var, at de både kunne fungere som læsestof og som skriveunderlag, når jeg sad i bilen. Oftest var jeg slet ikke interesseret i at eje mine bøger, og selvom jeg lånte "Emily på Månegården" hjem fra biblioteket hver eneste måned i flere år, faldt det mig aldrig ind at købe den. Havde nogen foreslået mig det, havde jeg sikkert gjort det for nemhedens skyld – men jeg havde intet dybere behov for at eje noget, jeg kunne låne. 

Det var først flere år senere, at jeg fik en kriblende lyst til at samle på bøger. Købe bøger. Eje bøger. Selvom jeg havde læst hele mit liv, ejede jeg som 19-årig kun et fåtal af bøger (se et  gammelt billede af min bogreol her), og da jeg for første gang stillede dem op i min bogreol, gik det op for mig, at jeg havde lyst til at samle nogle flere. Til at bevare mine bedste læseminder og beholde dem for evigt.

Mit bogsamleri startede meget uskyldigt med en jagt efter mine yndlingsbøger. Jeg havde ikke specifikke udgaver eller krav til min voksende bogsamling; jeg ville bare eje de bøger, jeg elskede. Og genopdage de bøger jeg havde glemt. Men fordi jeg læste så meget og så hurtigt, fik jeg hele tiden flere og flere yndlingsbøger – og dermed en større og større samling. 

Det er ikke alle bogsamlere, der er bibliofiler. Og det er ikke alle bibliofiler, der er læsere. Bibliofilien begynder, når kærligheden til en bog ikke kun vedrører teksten men også bogens forside, dens indbinding, dens forsats, dens læsesnor, dens udgivelsesår og dens papirstykkelse. Bibliofililien begynder, når værdsættelsen af bogen som et objekt opstår. Bibliofili er ikke nødvendigvis form over indhold – det er snarere form og indhold som to separate, ligeværdige begreber. 
Jeg har samlet på bøger i flere år, men i løbet af de seneste to år har mine bogindkøb splittet sig i to. Jeg køber stadig paperbacks, som jeg brænder for at læse, men jeg køber også smukke, sjældne og eksklusive udgaver af bøger, som jeg allerede har læst. Bøger jeg elsker. Det er en mærkværdig kombination af samlertrang og genlæsningstrang. Det øjeblik jeg finder en ny yndlingsbog, påbegynder jeg også et ubevidst samlerprojekt, og jeg stopper ikke, før jeg finder en udgave, der lever op til den tekst, jeg er begyndt at elske. Og selv da stopper jeg ikke. Jeg kan aldrig have for mange smukke udgaver af en bog, jeg elsker. En bibliofils logik er en underfundig ting.
For jeg er en bibliofil. Det er jeg blevet. Langsomt og ubemærkeligt er mine udvælgelseskriterier for mine bøger blevet forandret. Hvor jeg før ville have foretrukket at købe ti paperbacks, vælger jeg nu oftere at købe to særligt udvalgte hardbacks. Jeg tror ikke på kvantitet længere. Jeg tror på kvalitet – og mest af alt, tror jeg på holdbarhed. Jeg tror på, at smukke tekster fortjener en smuk indpakning, og jeg tror på detaljer. På læsesnore af silke, på velduftende sider, på den rette skrifttype og den rette indbinding. Jeg tror på illustrationer og på stemninger; jeg tror på, at en bog skal kunne tåle at blive dømt på dens omslag – for jeg tror på, at omslaget skal være sigende nok til at dømme efter. 
Det er selvfølgelig værd at huske på, at bøger er læseoplevelser og ikke kun objekter. Enhver bibliofil har sine egne samlekriterier, og mit er altid, at jeg skal have oprigtig lyst til at læse en bog, når jeg køber den. Hvilket giver sig selv, da de bøger jeg samler allermest på også er dem, jeg elsker allerhøjest. Og selvom jeg ejer syv udgaver af Louisa May Alcotts "Little Women, har jeg sørget for at genlæse historien i alle syv udgaver. Det er en del af lykken ved at samle bøger; man samler også læseoplevelser. Jeg taber aldrig en bogs tekst af syne – men for mig vil en bog også altid være mere end dens tekst. Og det er nok den vigtigste opsummering af mit bibliofile hjerte.

Er du bibliofil, bogsamler eller er du en ægte hjertelæser, der ikke behøver at eje dine bøger? Hvilken definition identificerer du dig mest med – og hvad betyder den for dig? Lægger du vægt på din bog som et objekt, eller betragter du bøger som tekster? Hvis du kunne vælge mellem at købe 10 paperbacks eller 2 særligt udvalgte udgaver, hvad ville du så foretrække?